"Eventyret" fortsætter...

Her kommer langt om længe en opdatering. Livet hernede går videre og lidt flot sagt kan jeg sige, at mit persiske eventyr fortsætter. Jeg er i hvert fald meget glad og tilfreds og føler mig meget priviligeret over det liv, jeg har her med gode venner og mange spændende oplevelser i dagligdagen. Her er så lidt om hvad der er sket siden sidst...

Der gik ikke lang tid efter min hjemkomst fra Danmark og Canada før jeg fik rigtig travlt igen. Jeg fik snart adskillige privatelever at se til ud over universitetet, der gik i gang igen i slutningen af september. Og fra begyndelsen af oktober blev jeg ansat på deltid som "konsulent" i den danske ambassades konsulatsafdeling. Indimellem arbejdede jeg videre på mit haiku-projekt fra kongressen i august. Jeg var blevet bedt om at skrive nogle artikler til publicering baseret på mit oplæg, og den første gjorde jeg færdig i midten af november. Efterfølgende var der dog en del redigeringsarbejde på den, så jeg knokler nu videre for at få den gjort helt færdig inden den 1. januar.


Efteråret igennem har jeg holdt fast i mine ugentlige bjergvandringer. De er blevet en nødvendighed for mig, den friske luft, gode venner og ikke mindst den smukke natur, der fra dag til dag tager sig forskelligt ud. Det er en måde at lade op på, så selv i de sidste måneder, hvor jeg kun har haft en fridag om ugen, har det været en uundværlig ting for at få ny energi til den næste uges udfordringer. Det er mest bjergene i udkanten af Tehran, jeg vandrer i, men en enkelt gang i dette efterår tog jeg med en veninde på en bustur til det nordvestlige hjørne af landet, oppe i nærheden af grænsen til Aserbaidsjan. Her ligger der et gammelt fort fra det 9. århundrede højt oppe i bjergene, som vi med stor møje og besvær vandrede op til. Men udsigten var det hele værd, også busturen, der tog 16 timer ud og 20 hjem og som jeg mestendels tilbragte på gulvet af bussen!


I september fik jeg to nye venner, Malene og Gina, der var på besøg i Iran, og sammen tog vi en tur til Shiraz, hvor jeg bl.a. genså det smukke Persepolis. Det er et sted, man aldrig bliver træt af! Vi havde også mange dejlige oplevelser sammen i Tehran og det var alt i alt nogle berigende og spændende dage.


I oktober kom min gamle veninde, Christine, på besøg fra Danmark. Hun havde været her før og det var nu hendes andet visit. Vi havde nogle rigtig hyggelige dage i Tehran og det lykkedes også med kort varsel at få billetter til en miniferie på Kish, øen i Golfen, som jeg også besøgte i maj. Her lå vi på stranden og dasede, svømmede i det 30 grader varme azurblå golfvand, spiste dejlig mad og røg vandpibe til den store guldmedalje. En rigtig dejlig pause fra al travlheden i Tehran!


Samtidig hermed var jeg i færd med at planlægge en rejse til Afghanistan, men på grund af valget i USA og andre omstændigheder, nåede jeg ikke at komme af sted før vinteren nåede til Centralasien og derfor håber jeg nu på, at det kan blive til foråret eller næste sommer, måske...

Her i Tehran er vinteren også på vej og selvom vi stadig har 5-10 grader i byen, så er der nu blevet rigtig koldt oppe i de smukke sneklædte bjerge. For et par uger siden besøgte jeg sammen med gode venner skisportsstedet Dizin udenfor Tehran, hvor der var hvidt, hvidt, hvidt over det hele. Et fantastisk smukt landskab...


Fredag i sidste uge havde jeg som sædvanlig planlagt at skulle på bjergtur, men tog i sidste øjeblik imod en uventet invitation om at komme med til bydelen Shahran (hvor jeg boede før jeg fik min lejlighed) for at se på paragliding. En af mine venner dyrker det som hobby og inden jeg fik set mig om, havde jeg fået tilbudt en prøvetur på et tandemspring og det kunne jeg da ikke sige nej til! Så på med seler og hjelm og efter grundig instruktion og det første tilløb - der gik galt fordi vinden pludselig ændrede retning - var jeg pludselig på vej ud i det frie rum. Jeg løb stadig, men der var ingen grund under mine fødder og nu fløj jeg!


Det var en helt utrolig følelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg lænede mig tilbage i mit sæde og havde hænderne fri til at tage en masse billeder fra luften. Imens instruerede min "pilot", der sad bagved, mig i at læne mig til højre og venstre for at udnytte luftstrømmene optimalt til at få mere højde på. Vi fløj vel et kvarters tid i alt og inden vi nærmede os landingspladsen, spurgte han om jeg ville have lidt mere spænding. Det kunne jeg jo ikke sige nej til, så efter at have lagt vægten først til den ene og så hurtigt til den anden side, fik vi nu så meget fart på skærmen, at vi snurrede rundt og rundt og til sidst kippede så vi lå ned og kiggede lige op i himlen - fuldstændig som at være i Tivoli - altså med den lille, altafgørende forskel, at intet forbandt os med jorden! Nu lagde vi så an til landing og efter få meters løb på jorden stod jeg nu på ben, der rystede af adrenalin og var helt ør i hovedet. Det var en oplevelse, jeg ikke kan anbefale varmt nok!


I Danmark er alting nu optaget af juletiden med julegaveindkøb, juledekorationer, julearrangementer og ikke mindst den forestående juleferie med al dens julemad. Selvom Tehran ikke er præget i nogen særlig grad af juletiden, så har der været - og er - en del julestemning i danskerkolonien hernede. Vi havde en forrygende julefrokost i sidste uge og i ugen inden en ren dame-julefrokost. Ved disse arrangementer skorter det ikke hverken på sild, frikadeller, æbleskiver eller de våde varer, kort sagt, de lader ikke noget tilbage i forhold til en normal julefrokost i Danmark. Men der er nok en mere nostalgisk stemning i og med at det er så eksotisk at holde julefrokost hernede. Det er næsten logeagtigt med denne tradition som i den grad ligger langt fra den iranske dagligdag udenfor. Men dejligt. Og dejligt, at det kan lade sig gøre.

Nu har jeg ikke så meget mere at fortælle. Men her til sidst sender jeg alle mine kære venner og familiemedlemmer, der læser disse linjer, mine varmeste ønsker om en glædelig jul og et godt nyt år!

På gensyn i 2009!

Tre sejre!!!

Der er gået så lang tid siden jeg sidst skrev noget her, at det er helt uhyggeligt. Heldigvis ved de fleste af dem, der følger med her, godt lidt om, hvad der er sket de sidste 4 måneder, men nu tager jeg tyren ved hornene og skriver alligevel en beretning. For der er sket ikke så lidt siden sidst!

I marts skrev jeg lidt hemmelighedsfuldt om et projekt, jeg havde gang i. Den 7. april fik jeg iransk kørekort! Det var noget af en oplevelse – og samtidig en drøm, der gik i opfyldelse. Det var både en spændende og hård proces først at få tilladelse til at tage kørekort her, så at læse hele teoribogen og tage teoriprøven på persisk og endelig alle køretimerne med mine kvindelige kørelærere i den vanvittige trafik i Tehran! Efter at være dumpet første gang i både teori og køreprøven, bestod jeg dem begge i andet hug. Og var stolt som en pave! Desværre har bl.a. prisstigningerne hernede betydet, at der går nogen tid før jeg får råd til at anskaffe mig en bil. Men jeg glæder mig til den dag kommer, for så skal jeg køre land og rige rundt og det vil give mig en helt ny frihed!

I april kom jeg til Danmark et meget kort smut i anledning af min fars bryllup med Lisbeth. Få dage forinden havde jeg holdt et foredrag om iransk kunst i danske museer på den østrigske ambassade i Tehran. Foredraget var et ud af tre foredrag, som blev holdt i samarbejde mellem den danske, østrigske og hollandske ambassade. Det blev vældig godt modtaget. Samtidig arbejdede jeg på et andet foredrag, jeg skulle holde på universitetet, om den iranske historie i det 19. århundrede. Det skal måske lige nævnes her, at umiddelbart inden det iranske nytår i marts var min gamle computer gået helt død og jeg blev nødt til at købe en ny ”slæbbar”. Det betød en del ekstra arbejde med både at kopiere dokumenter, redde gamle filer, lære den nye pc at kende og få den nye til at køre problemfrit på dansk, engelsk og persisk! men det lykkedes og jeg er vældig glad for min nye pc, der bl.a. har en skøn skærm med høj opløsning. Det gør det til en ren nydelse at arbejde med fotos.

Ja, og i slutningen af maj begyndte eksamenerne så og de strakte sig over en hel måned, indtil slutningen af juni. I alt seks styk, denne gang. det gik dog meget godt i de fleste tilfælde, også selvom mit engagement i dem kunne ligge på et meget lille sted. Efter eksamen i islamisk mysticisme (erfan/sufisme), tilbød min professor i dette fag sig som vejleder på mit ph.d.-projekt. Men det ligger endnu ikke fast, om det bliver ham eller en anden. Problemet er, at dem, der er fagligt kompetente, ikke er specialiserede indenfor mit område, og de andre er så ukompetente, så det kan være ligemeget! Men jeg finder nok en løsning. Nu har jeg ikke særlig mange af de forbaskede eksamener tilbage, kun en 7-8 mener jeg, så her tiil efteråret vil jeg tage fat på de indledende øvelser med at lede efter vejleder, lave aftaler og ikke mindst undersøge adgangen til kildemateriale. Jeg har 4-5 semestre tilbage at løbe på, det vil sige til at gøre hele ph.d.-uddannelsen færdig.

I maj måned tog jeg mig sammen til at begynde at gå til psykolog. Hjertesorgen, jeg kort har omtalt tidligere, fyldte stadig alt, alt for meget i mit liv til at jeg rigtig kunne være glad, og til sidst kom jeg til den konklusion, at jeg nok havde brug for professionel hjælp. Det har jeg ikke fortrudt et sekund! Jeg fik en psykolog (iransk, selvfølgelig) anbefalet af en ven og allerede fra første konsultation kunne jeg se, at jeg nu var på vej tilbage på det rette spor. Jeg havde været lidt i tvivl om, hvorvidt det ville være problematisk at tale følelser på persisk og om hvorvidt kulturelle forskelle kunne være en hæmsko, men disse bekymringer blev gjort helt til skamme. For det første kunne jeg sagtens gøre mig tilstrækkeligt forståelig på persisk og for det andet havde psykologen haft andre udlændinge som klienter før mig og det virkede som om han havde taget sin uddannelse i udlandet. Så samtale for samtale gik det fremad for mig og vi tog hul på mange andre emner nu hvor vi var i gang med ”hovedrengøringen”...

Efter at eksamenerne var ovre fik jeg rigtig travlt. Dels havde jeg meldt mig til en konference i Canada i august, men havde endnu ikke haft tid til at skrive mit oplæg. Det gik jeg i gang med nu. Og dels skulle jeg nå alle hængepartierne fra før eksamen. Et vigtigt punkt på listen var en ekspedition til Damavand. Jeg havde, som nogen måske erindrer, forsøgt at bestige Damavand for to år siden, men måtte give op og vende tilbage med uforrettet sag. Men denne gang var jeg fast besluttet på at besejre Irans højeste bjerg og sammen med tre gode bjergbestigervenner, Shahram, Meraj og Azita, tog jeg af sted den 9. juli. Ekspeditionen varede tre dage. den første dag gik vi fra parkeringspladsen, Gusfand-Sara, der ligger i ca. 3000m’s højde til shelter’et Bargah-e Sevvom i 4150 meters højde. Her overnattede vi. Næste morgen var vi meget, meget trætte, for der var ikke meget ilt i den højde. Men vi gjorde os klar og klokken halv syv om morgenen tog vi af sted mod toppen. Vi gik og vi gik. Stigningen var stejl og luften meget tynd. Det var faktisk så svært at få luft, at vi blev nødt til at gå med bittesmå skridt, en halv fod foran den anden, for ellers ville vi blive for udmattede til at klare hele vejen! Efter ti timers vandring op ad stejle skråninger, forbi gletsjere og igennem områder med masser af svovlkilder fra det indre af vulkanen, nåede vi toppen! Klokken var halv fem om eftermiddagen. Vi var udmattede, men meget lykkelige. Jeg satte mig på en sten og tårerne løb ud af øjnene af bar lykke, eufori, rørelse, ja, alle mulige følelser strømmede hæmningsløst ud! Vi holdt kun et ganske kort hvil, for tiden var knap. Efter ti minutter begyndte vi nedstigningen igen. Det var osse hårdt, for vi var meget trætte. Men efter fire timer, altså klokken halv ni om aftenen, lige inden de sidste solstråler forsvandt i horisonten, nåede vi tilbage til lejren og gik udmattede omkuld i teltet. Næste morgen vågnede vi helt euforiske over gårsdagens sejr, men endnu var vi jo ikke nede. Så fra Bargah-e Sevvom begav vi os ned og efter godt tre timers vandring nåede vi Gusfand-Sara og satte os til at vente på, at vores chauffør skulle dukke op og tage os med tilbage til Tehran. Jeg var så træt, men også så lykkelig, som jeg ikke kunne huske at have været meget, meget længe.

Tilbage i Tehran havde jeg lige en enkelt dag til at ordne småting inden jeg tog til Danmark den 13. juli. I Danmark havde jeg meget knap til til at se venner, for jeg havde endnu ikke fået færdiggjort min artikel til konferencen og først blev jeg forkølet (jeg er jo ikke vant til den kølige sommer længere!) og siden fik jeg en slem infektion eller allergisk reaktion i min højre hånd, der gjorde, at jeg faktisk ingenting kunne! Min hånd hævede til dobbelt størrelse og hævelsen fortog sig først da jeg var på vej til Canada den 30. juli! jeg var stadig ikke blevet færdig med artiklen, så da min hånd endelig begyndte at blive normal igen, skyndte jeg mig at gøre artiklen færdig på hotelværelset.

Konferencen begyndte og det var vældig spændende. Det var den største internationale konference indenfor iranske studier, så der var omtrent 250 forskere fra hele verden og en masse interessante oplæg. Jeg hørte en del af dem og den 3. august blev det min tur til at holde oplæg. Det gik faktisk over al forventning. Mit oplæg om haikudigtning i Iran fik en masse uventet opmærksomhed og god kritik. Mange kom hen bagefter og roste det, så det var en skøn oplevelse, som jeg slet ikke havde turdet håbe på. Dagen efter sluttede konferencen og jeg havde nu nogle dage til lidt sightseeing i Toronto inden jeg tog tilbage til Danmark. Her besøgte jeg min søster og hendes familie og fik lidt ”kvalitetstid” med mine to dejlige niecer, Josephine og Elisabeth. Den 10. august vendte jeg næsen hjem mod Tehran. Vel hjemme har jeg ikke så travlt. Jeg har fået nogle nye elever, som jeg underviser i persisk, men da der ikke rigtig er nogen deadlines i syne, nyder jeg at have god tid til at læse bøger, se film og gå i bjergene. Ja, nu har jeg faktisk sommerferie!

Nu går våren gennem Tehran...

Det har været en usædvanlig lang og hård vinter i Iran i år. Især for en som mig, der i den grad afskyr kulde og sne. Men langt om længe er det overstået og nu stormer foråret frem overalt. Den 20.3. (en dag tidligere end normalt i forhold til den vestlige kalender p.gr. af skudåret) gik vi ind i det nye iranske år, 1387. I skrivende stund sidder jeg og nyder nytårsferien: masser af tid til at indhente forsømte opgaver og projekter, ringe til folk, man ikke har set eller talt med længe og endelig: ren afslapning. Sidst, jeg skrev her, var jeg noget vintertræt og deprimeret, men det er heldigvis forsvundet med vinterkulden. Nu har jeg igen masser af energi og optimisme. Jeg har også haft travlt de sidste par måneder. Universitetet har taget sin del af min tid, naturligvis, med seks eksamener i januar-februar (det gik vist godt nok, men mangler stadig at få karakter for to af dem) og så med syv nye fag for dette semester. Ved siden af studierne har jeg haft mit arbejde med undervisning. Jeg fik en ny elev, da Anna (praktikant på ambassaden) rejste hjem i slutningen af januar og blev afløst af Orhan. Desuden underviser jeg den nye konsul og tager lidt ad hoc oversættelser her og der. Så der er altid nok at se til.

Her i noruz-ferien har det været en ren fornøjelse at være i Tehran – sådan helt bogstaveligt talt, for der har været meget, meget lidt trafik og man har kunnet vandre rundt uden at få hovedpine, irriterede slimhinder eller andre ubehageligheder.

På den første dag i nytåret vandrede Orhan og jeg sammen ned til udenrigsministeriet, hvor jeg havde set en nytårsceremoni for nogle år siden. Denne dag var der dog ingen ceremoni, men vi stødte på den iranske ”julemand”, Amu Noruz (Onkel Noruz), som dansede rundt inde i ministeriets gård (!) og delte chokolade ud og lykønskede folk.


Bagefter gik vi videre gennem centrum. Vi mødte kun få mennesker og der var lidt ”Palle alene i verden” over den helt usædvanligt stille trafik.

I de følgende noruzdage har jeg været på en del vandreture i bjergene. Nu er vejret jo mildt og varmt og man kan tage sig en lur i solen, hvis man skulle få lyst til det! I bjergene kommer foråret lidt senere på grund af den køligere luft og der ligger stadig sne en del steder, når man kommer højt nok op, men der er gæslinger på pilegrenene og knopper på valnøddetræerne, så det er tydeligt at se overalt, at foråret nu har taget magten.

I den sidste tid har der været forskellige journalister og andet godtfolk, der har interesseret sig for forholdene hernede og jeg har været i kontakt med en del forskellige mennesker fra Danmark i den anledning. En sag har naturligvis været det iranske parlamentsvalg her i marts, men før det havde vi som bekendt Muhammed-sagen, del 2, og det gik da heller ikke ubemærket forbi, omend der var mere opmærksomhed omkring det i de danske medier end hernede. Der har dog været demonstrationer foran den danske ambassade, men heldigvis ingen voldelige episoder ej heller nogen fare eller usikkerhed for danske borgere. Så det er gået ret roligt for sig. Lige samtidig med den sag var der en gruppe statskundskabsstuderende hernede på besøg og jeg var med til at holde et møde for dem på ambassaden om Iran og iranske forhold. Det er altid rart når man får lejlighed til at tage nogle af de mange fordomme om Iran ved hornene og måske gøre det af med nogle af dem.

Den tyvende marts, det vil sige lige præcis på den iranske nytårsdag, fødte min søster sin anden datter, Josephine. Den glædelige begivenhed og så min fars bryllup i april betyder, at jeg snart kommer et smut til Danmark igen, nærmere bestemt i anden halvdel af april. Jeg ved ikke, hvor mange af mine gode venner, jeg når at se i den forbindelse, for jeg har meget, jeg skal nå på kort tid, men jeg håber på at se så mange som muligt!
Jeg vil slutte for nu, men der går nok ikke så længe før jeg er tilbage med endnu en post her. Jeg har nemlig også gang i et ”hemmeligt projekt” for tiden, men der går lidt tid endnu før jeg fortæller om det! Det må så blive min forårsgæk!

På gensyn...

På tærsklen til det nye år

Jeg har dårlig samvittighed over, at der er gået så lang tid siden jeg sidst fik postet noget her på bloggen og nu er det årets sidste dag, og så må jeg se at få gjort noget ved det!

Det er ikke fordi de sidste måneder har været præget af de store begivenheder. Livet har gået sin vante gang her i Tehran og overordnet er jeg glad og tilfreds med min tilværelse. Men det har alligevel været nogle svære måneder. Jeg ved ikke helt hvorfor, om det har været en form for efterårsdepression eller (jævnfør en teori om de psykiske udviklingsfaser for emigranter, som en af mine venner refererede) en form for nedtur som en naturlig følge af, at det ”eksotiske” liv nu er knap så eksotisk og mere dagligdags med regninger, der skal betales, gulve, der skal vaskes og lektier, der skal læses. Jeg ved det ikke, men humøret og energien har ikke været helt på toppen de sidste par måneder samtidig med, at jeg har været klar over, at det ikke var noget grundlæggende, der var galt. Grundlæggende er tingene nemlig som de skal være. Jeg passer mine studier og underviser i fritiden, ser mine søde venner og nyder at være i Iran og trives i min lejlighed.

I det forløbne semester har jeg haft i alt seks forskellige fag, nemlig: kulturhistorie, poesi i to dele, (middelalder-)prosa, litteraturhistorie og litterær kritik. Når der er gengangere fra tidligere semestre, skyldes det, at mange af fagene tages ad flere etaper og dermed ligger på forskellige niveauer. Således har jeg poesi på to niveauer i dette semester. I praksis er der dog ingen niveauforskel, da hverken undervisningsmetoden eller pensummet adskiller sig væsentligt fra de andre forløb. Om to uger skal vi til eksamen og det bliver rart at få det overstået. Det er så det tredje semester, jeg har tilbagelagt. I alt må min uddannelse tage otte semestre (de tillader et ekstra niende ”fjumre-semester”) inklusiv afhandlingen. Jeg regner med at tage hul på de indledende øvelser til afhandlingen til sommer. Jeg regner med at have godt og vel ti eksamener tilbage efter de seks her til vinter.

Jeg har efterhånden vænnet mig til undervisningen og de krav, der stilles på Tehrans Universitet. I starten var det vanskeligt og det er det da stadig ind imellem, men det er ikke så slemt længere. Undervisningen er i visse tilfælde decideret amatøragtig og uengageret, rent pædagogisk og fagligt er den også ret mangelfuld. Vi har nogle få undervisere, der dog går højt op i deres arbejde og faktisk præsterer undervisning på akademisk niveau og det er naturligvis en fornøjelse at gå til de timer. Et eksempel herpå er kulturhistorie, hvor vi har en midaldrende og meget skrap kvindelig professor, som stiller høje krav til både sig selv og til os studerende. Men vi lærer en masse og det er sjældent, hun ikke kan svare eller komme med relevante henvisninger når hun får uddybende spørgsmål.

Desværre har jeg også en anden professor, som i sine timer ikke taler om meget andet end sig selv og Khomeini. Efterhånden kan vi alle hans historier udenad. Indimellem underviser han så på skrømt, men det er mest oplæsning (sjusket og fyldt med fejl) fra vores litteraturhistoriebog og der bliver ikke tilføjet noget relevant. Så i realiteten kunne man lige så godt have siddet derhjemme og læst pensum igennem, men der er desværre mødepligt til alle timer, så man er tvangsindlagt til at stille til en sludder for en sladder hver søndag morgen klokken otte til ti!

Jeg var i begyndelsen af oktober et kort smut i Danmark. Årsagen var, at jeg af den danske ambassade i Tehran er blevet bedt om at holde et foredrag om iransk kunst i danske samlinger. Foredraget skal holdes som en del af en kulturel minioffensiv fra de danske, hollandske og østrigske ambassader. Det skal holdes på persisk og kommer hovedsageligt til at handle om

Davids Samling, som dels rummer den broderparten af iransk kunst i Danmark og dels er et sted, jeg næsten kender som min egen baglomme. Men alligevel var det nødvendigt at tage et smut til København for at indhente billedmateriale og de nyeste kataloger. Foredraget er endnu ikke blevet afholdt, men det bliver det nok engang i slutningen af januar.

Et andet projekt, jeg har været optaget af i de sidste måneder, er en artikel om haiku-digtning på persisk. Haiku, der jo er en japansk digtform, er gennem de senere år dukket op som udtryksform på den persiske litterære scene og jeg har sat mig for at kortlægge haikuformens vilkår i en artikel, som nok bliver trykt i Danmark når den er klar og måske, måske ikke, bliver optaget på en konference i Canada i 2008. Vi får se, men det er spændende at have gang i nye projekter.

Jeg har ikke haft så megen tid til at rejse i de sidste måneder, men her til jul tog jeg en forlænget weekend og rejste til Esfahan på minijuleferie. Jeg rejste sammen med en dansk ven, Anna, og hendes iranske slægtning, Tala. Vi tog toget fra Tehran til Esfahan og tilbragte fire dage der inden vi så fløj hjem igen. Det var dejligt at genopleve byen, som i gamle dage kaldtes ”nesf-e jahan”, det vil sige den halve verden. Tilnavnet fik byen i sin storhedstid i det syttende århundrede, hvor den var et af de væsentligste handelscentre i Mellemøsten og det ses stadig den dag i dag på den smukke arkitektur, der er tilbage fra perioden. Vi brugte dagene på sightseeing i moskeer, kirker (der er en betragtelig kristen armensk bydel, Julfa, med adskillige smukke kirker), bazaren og mange andre interessante steder. Og så fik vi en masse lækker mad, for Esfahan har virkelig mange gode restauranter!

I den armenske bydel, Julfa, løb vi på nogle julemænd og rundt omkring i både Esfahan og Tehran har man kunnet se lidt plasticjuletræer og julepynt, men det siger sig selv, at julen ikke spiller den store rolle i et islamisk land som Iran. Selv havde jeg pyntet lidt op derhjemme med hvad jeg havde af glitter, glimmer og lyskæder og havde endda fået fingre i nogle pebernødder og et kalenderlys! Men alligevel bliver det aldrig det samme som jul i Danmark med julefrokoster, lysguirlander på gader og strøg, adventskrans og julemad. I år gik det så hverken værre eller bedre end at jeg oven i købet blev ramt af en ondsindet influenza lige i dagene inden jul, så juleaften lå jeg med 39 i feber! Men hvad, jeg gik jo på den anden side ikke glip af det store…

Her i aften, nytårsaften, var jeg faktisk inviteret til et nytårsselskab, men det blev også aflyst på grund af influenza (ikke min, denne gang), så også årsskiftet vil passere i relativ ubemærkethed. Ikke desto mindre har jeg gjort mine nytårsforsætter og ved samme lejlighed sendt nogle kærlige tanker til min familie og alle mine gode venner i Danmark, som jeg håber, må få en dejlig nytårsaften og et rigtig godt nyt år fyldt med lykke og kærlighed.

Ud og hjem

Efter at eksamenerne i juni-juli langt om længe var overstået, tog jeg til Danmark i midten af juli. Det var tre gode, om end lidt hektiske uger. Jeg nåede at se de fleste, men ikke alle vennerne (undskyld til jer, som det ikke lykkedes mig at møde, især til Elisabeth og Christian, hvis bryllup og barnedåb, jeg var meget ked af at gå glip af!). Heldigvis havde jeg god tid til at se min familie, blandt andre min lille niece og min fars kæreste. Selvom der ikke var mange solskinsdage, så fik jeg dog et par dejlige sommerhusture til Kegnæs og Kikhavn, en udmattende cykeltur med min far Løjtland rundt (eller næsten!) – hvor 1. gear blev brugt flittigt af mig, der ikke længere er vant til at træde i pedalerne – og en i Bjert med min veninde Brita og hendes familie. For en gangs skyld var der ikke så mange pligter at tage sig af, så jeg kunne faktisk holde ferie. Jeg brugte nogen tid på at begynde researchen på en ny artikel: haiku-digtning i Iran, som jeg håber på at få færdig i løbet af nogle måneder.

Efter endnu en flyvetur med forsinkelse (ud: 26 timer og hjem: 18 timer!) kom jeg hjem til Tehran i begyndelsen af august. Min opholdstilladelse udløb den 17.8. og jeg skulle igennem den sædvanlige langsommelige bureaukratiske proces for at søge om forlængelse. Men det gik i orden og jeg har nu lovligt ophold til august 2008. Omtrent samtidig fik jeg forlænget kontrakten på min lejlighed med et år, så jeg kan beholde min gode og hjemlige base her. Rart.

Og hvad er tiden så gået med siden jeg kom hjem? Ikke det store, for jeg har jo stadig ferie fra universitetet, der først begynder igen om et par uger. Mine elever har mestendels været bortrejst, så jeg har heller ikke haft så meget arbejde, men har derimod kunnet slappe af, nyde sommervejret (!) og tage nogle ekstra bjergture (tiltrængt efter al den mad, jeg fik indtaget i Danmark!). Jeg har været på fredagsbazar et par gange og det har været rigtig sjovt. Fredagsbazaren er – som navnet afslører – kun åben om fredagen og er nærmest at betegne som et stort loppemarked. Her kan man finde alt muligt, nyt og gammelt, grimt og smukt, dyrt og billigt: bøger (også ulovlige), husgeråd, tekstiler af alle slags, musik, kunsthåndværk, tøj, sære dimser, dingenoter, duppeditter og dippedutter. Det kan man gå og kigge på i mange timer og det er altid morsomt at prutte om en ting og komme hjem med ting, man ikke havde drømt hverken at finde eller eje! Indtil nu er det resulteret i købet af en krom-pedalspand, en afghansk nederdel, en kultang og nogle vovede bøger!

To aftener for et par uger siden bød på vidt forskellige åndelige oplevelser. Den ene aften var jeg inviteret med til en koncert i Sa’d-Abad-paladsparken i det nordlige Tehran. Her spillede en gruppe traditionel, iransk musik på traditionelle iranske instrumenter – dog med tilføjelse af nogle specielle afrikanske instrumenter, jeg aldrig havde set før! Men den store attraktion, som den aften havde tiltrukket ca. 3.500 tilskuere, var en gruppe dervisher (mystiker-munke) fra Konya i Tyrkiet, som opførte deres rituelle dans med hvirvlen rundt om sig selv indtil man opnår en form for trance eller ekstase. Den form for dans havde jeg set før i Danmark, hvor de samme munke har demonstreret den ved flere lejligheder, men det var første gang, jeg stødte på den i Iran. Selvom der lever mange dervisher i Iran, er denne form for trance-dans strengt forbudt og når den forekommer, er det på lang afstand af offentligheden (se evt. min indlæg fra turen til Kurdistan maj 2006, som også omhandler dervisher). At de havde fået lov at opføre denne dans, kaldet sama’ skyldtes nok, at det var i anledning af at Iran i år holder internationalt ”Rumi-år” til fejring af den kendte iranske mystiske digter, Rumi, der levede i det 13. århundrede og at denne form for dans er uløseligt knyttet til hans digtning. Selve Rumis digte er så melodiske og inciterende i deres form, at man næsten kan føle, at man trækkes ind i en slags trance når man lytter til dem, selv uden at forstå indholdet.

Dagen efter denne usædvanlige opvisning var jeg af en af mine (kvindelige) universitetsprofessorer inviteret til festligholdelsen af den tolvte imams fødselsdag. Statsreligionen i Iran er den såkaldte tolvershi’isme, der tror på at profeten Muhammed efterfulgtes af tolv efterkommere i lige linje. Den sidste af disse, imam Mahdi, menes imidlertid at være gået i skjul i det 8. århundrede for så at dukke op som en form for Messias på dommedag. Denne imams fødselsdag kaldes Mowludi og er en festdag for troende muslimer. Så jeg dukkede op til denne fest, noget usikker på, hvorledes jeg skulle klæde og opføre mig. Det var første gang, jeg var inviteret til den slags og jeg anede ikke, hvad der ventede. Da jeg ankom, kunne jeg se, at det var en fest kun for kvinder, så jeg lagde mit tørklæde og satte mig på en af stolene, der stod rundt langs væggene i den store dagligstue. Kvinderne sad her på række og var tilsyneladende – som jeg – lidt beklemte og generte, men vi faldt dog lidt efter lidt i snak med hinanden og nogle af dem begyndte at danse til persisk, arabisk og tyrkisk dansemusik fra anlægget. Efter en god halv times tid, et stykke kage og en juice med sugerør, dukkede aftenens to hovedpersoner op: to kvinder som i fællesskab skulle recitere religiøse tekster til lejligheden. De slog sig ned og pakkede et højttaleranlæg ud af en skuldertaske (!). Så fandt de deres noter frem og begyndte. Den ene messede, den anden skaffede et glas vand, vendte siderne osv. Recitationen omhandlede imamens fødsel og hans moders graviditet inden da og handlede måske især om den vigtige rolle som muslimernes frelser på den yderste dag. Indimellem udråbte kvinderne lange rækker af salavat (en ytring til velsignelse af profeten og hans slægt) og indimellem blev de grebet af rørelse og måtte have fat i en kleenex når recitatoren hulkede ned i sin mikrofon. For mig som kristen var det – unægtelig – en lidt pudsig situation. Men bortset fra salavat’erne lyttede jeg opmærksomt og forsøgte at få det hele med. Min professor, som lige var vendt hjem fra pilgrimsrejse til Syrien, delte små ”godteposer” med velsignelsesmønter og små lapper grønt satinstof (også beregnet til religiøse handlinger) ud og de blev modtaget af de ca. tredve gæster med kyshånd og ønsker om, at hun snart måtte blive velsignet med den ”store tur” til Mekka. Da det var ovre, fik vi serveret kebab og så gik vi hjem ved 21-tiden. Dagen efter blev jeg kontaktet af den taxichauffør, der havde kørt mig til mowludi’en og spurgt, om jeg skulle være interesseret i en anden mowludi i et andet hus, for hans mor ville gerne invitere mig med, men da havde jeg egentlig fået nok for denne omgang!

Dagen efter bød på både kultur i form af opera (filmforevisning af Figaros Bryllup på det Østrigske Kulturinstitut) og nye naturoplevelser. Operaen var fin, på storskærm og med fin lyd, gode sangere og vejret var med os, ligesom myggene var det. Iranerne, der som oftest ikke er så bekendt med europæisk klassisk musik, og i særdeleshed opera, forlod dog lidt efter lidt forevisningen. Til sidst var vi kun omkring 10 tilbage, men Figaros Bryllup er jo heller ikke lige overstået på en time!

Om lørdagen var jeg med nogle venner på udflugt til en kløft, der kaldes Tange-ye Vashi. Den ligger i bjergene øst for Tehran og der er godt og vel to timers kørsel derud. Dagen før havde vi været nede i den bazar, der har militært overskudsudstyr og havde fundet os nogle gummistøvler, der dog var for store og måtte stoppes ekstra ud med strømper og ekstra såler. Men det gik. Så da vi kom ud til kløften, parkerede vi bilen, tog rygsækkene på skuldrene og begav os af sted. Det første stykke var der almindelig jordgrund og så måtte vi indimellem krydse en å, men efter en halv times gang nåede vi selve kløften, der gik ind mellem to høje klipper. Og kløften var fyldt med vand, som vi måtte vade igennem. Det første stykke blev vi ikke våde, vandet gik måske 30 cm op om fødderne på os. Det var koldt, det kunne mærkes gennem støvlens gummihud. Men efter nogle minutter steg vandstanden og strømmen blev stærkere. Nu fossede vandet af sted mellem benene på os og det var bare med at koncentrere sig om at holde balancen og støtte sig op ad bjergsiden hvor man kunne. Inde midt i kløften var der et stort og flot relief hugget ind i klippevæggen. Det forestillede en kendt konge fra det 19. århundrede, Fath Ali Shah, på jagt med sine hoffolk.

Vandstanden steg og det samme gjorde strømmens styrke og nu var vi efterhånden alle sammen våde og vandet stod højt inde i mine gummistøvler. Men det gik videre og til sidst nåede vi den anden ende af kløften og kunne komme op på det tørre igen. Så gik vi et stykke vej, men de to teenagepiger, der var med os, havde ikke lyst eller kræfter til at tage den næste tilsvarende kløft med, så vi picnic’ede på et stykke græsplæne blandt andre iranere, der også var på udflugt. Vi spiste vores madpakker og nød solen, tørrede sokker og støvler og slappede af i en time eller to. Herefter begav vi os tilbage gennem kløften. Denne gang var det endnu vanskeligere fordi strømmen nu var med os og vandstanden var helt op til midt på lårene. Men vi klarede os igennem uden at glide eller falde og kom til sidst tilbage og kunne gå hen til parkeringspladsen og drikke en kop the inden vi tog tilbage til Tehran, som vi nåede efter mørkets frembrud.

Sol, sommer og så eksamen!

Nu sidder jeg igen midt i eksamenerne, som tiden dog går. Jeg har lagt andet semester bag mig og har seks eksamener, jeg skal op til her i sommer. De fire første er overstået og i løbet af de næste dage har jeg så de to sidste.

Det er hårdt at skulle sidde og læse til eksamen, når sommeren kører derudaf for fuldt drøn. Der er solskin og høj himmel, alskens dejlige frugter (meloner, kirsebær, hvide morbær, friske, grønne mandler og valnødder for bare at nævne nogle få) og alle mulige gode grunde til at tage solbad, en gåtur i skumringen når det bliver køligt, spise is og...

Tiden er bare løbet som sand ud mellem mine fingre. Jeg har haft travlt med mine studier og arbejdet. Jeg har fået nye privatelever, og det er dejligt at få mulighed for at undervise og videregive det, jeg har lært. I fritiden bliver der også tid til fornøjelser, såsom at fotografere (se bare her på siden!), gå i bjerge, se vennerne og at rejse... I slutningen af april var jeg et smut i nord-Iran med nogle af vennerne. Vi lånte et sommerhus og hyggede os i et par dage. Det var dog ret koldt og fugtigt, så selvom vi var ved det Kaspiske Hav, blev der ingen badeture i denne omgang. Det blev der dog nogle uger senere, da jeg med en veninde tog til Kish, en ferieø i Golfen. Her var der varmt vejr og sol for alle pengene! Vi tog på sightseeing, spiste masser af godt fra havet, cyklede en tur kl. 3 om natten (ja, for om dagen er det for varmt!) og badede på en strand, udelukkende for kvindfolk! Vandet var skønt, lunt, meget klart og fuldt af salt! Man kunne se zebrafisk svømme rundt i det klare vand, helt inde ved strandkanten. Her kunne man sagtens tilbringe mange dage i træk bare med at ligge og dase, men vi fandt hurtigt ud af, at solen på de kanter ikke er til at spøge med! Jeg brugte solcreme faktor 100 og blev alligevel skoldet! Tak for kaffe! Nå, men det var en dejlig miniferie, væk fra det hele og bare hygge og snakke og have det sjovt i nogle dage...

I Tehran var der gæster fra DK i flere omgange her i foråret, og det er altid dejligt at se venner hernede. Tit mødes vi så med flere af de herboende danskere og har en hyggelig aften med dansk (!) mad.

Der har været skrevet en del i medierne om påklædningskontrollerne hernede, så jeg vil ikke bruge så meget plads på det her. Jeg vil blot nævne, at tilstandene nærmer sig det normale igen, heldigvis. Det er da ikke til at holde ud at gå med strømper når det er 38 grader varmt! Da det var værst, var der politi overalt og det var ikke så morsomt. Selv blev jeg også nuppet en dag, men heldigvis hurtigt sat fri igen, uden forklaring på hverken det første eller det sidste! Når ikke lige medierne og ordensmagten bruger en masse krudt på det, er det ikke noget, jeg tænker særligt over til daglig. Tørklædet er noget, man i høj grad vænner sig til, ligesom de iranske kvinder har måttet vænne sig til det. Men, jo, det er da varmt på denne årstid. Omvendt får jeg passet godt på ørerne om vinteren! :-) Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Nå, ja, og så er der måske alligevel ting, som det kan være svært at se det positive i. I sidste uge oplevede jeg mit første jordskælv, og det var ikke morsomt, at mærke hele huset ryste i 5-10 sekunder uden at vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv - eller katten! Men jo, det positive aspekt er vel, at iranerne siger, at de små skælv tager af for de store (tager trykket, om man så må sige), så vi indtil videre undgår de virkeligt slemme naturkatastrofer - inshallah! Dette skælv målte 5.9 Richter i epicentret, der ligger nogle hundrede kilometer væk. Her i Tehran var det på 3 komma et-eller-andet, så der er en væsentlig forskel i styrke...

Når jeg nu har afsluttet eksamenerne om ikke så lang tid, så har jeg sommerferie! Det vil sige, jeg regner med at passe jobbet nogle uger endnu, men tager så til Danmark den 15. juli og bliver nok nogle uger. Jeg ser frem til at se familie og venner og spise en masse jordbær og lakridser! På gensyn...

Som tiden dog flyver...

Lige pludselig, inden man får set sig om, er vinteren omme og våren over os, så her kommer langt om længe en opdatering!

I slutningen af januar og begyndelsen af februar var jeg oppe til eksamen i alle de fag, jeg havde haft i efterårssemesteret, altså seks i alt. Det var hårdt, både på grund af omfanget (jeg har aldrig i min studietid skullet op til seks eksamener i ét semester!) og fordi eksamensformen var så forskellig fra hvad jeg havde været vant til i København. Samtlige eksamener var skriftlige og bestod af en stribe spørgsmål, der enten blev udleveret eller skrevet på tavlen (!) til selve eksaminationen. Besvarelsen blev afleveret i ét eksemplar til underviseren, der ene og alene stod for bedømmelsen. Princippet for karaktergivning er, at man starter med topkarakter (20) og trækker så fra efterhånden som man finder fejl i opgaven! Får man 14, svarer det til et dansk 6-tal, altså kun lige bestået. Alt i alt gik det ikke dårligt, og i skrivende stund har jeg fået karakter i 5 ud af de 6 eksamener og de ligger spredt mellem 17 og 20, så det er jeg godt tilfreds med. Nu er karaktererne jo heller ikke væsentlige, for i sidste ende er det min ph.d.-afhandling, man vil se på, når jeg er kommet så langt, og ikke hvad jeg har fået i middelpersisk, arabisk eller litterær teknik! :-)

Midt i eksamensperioden faldt de to vigtigste af de shiamuslimske sørgedage, tasua og ashura (9. og 10. moharram, svarende til 29. og 30. januar). Jeg havde ikke videre lyst til at deltage i virakken, så sammen med en stribe af de folk, jeg havde været på Damavand med sidste år, og nogle flere udenlandske diplomater og firmafolk tog jeg på ørkentur. Vi kørte af sted fra Tehran om morgenen og mod syd. Efter nogle timers kørsel nåede vi byen Kashan og herfra gik det ud ad grusvejene til vi nåede udkanten af ørkenen ved Maranjab. Her beså vi et gammelt karavanserai (karavaneholdested) og derefter tog vi på vandretur i sandbankerne. Der var fint, fint sand uden planter eller sten, bare sand, så langt øjet rakte. Man sank i til knæene og det nemmeste var at trodse frygten for skorpioner og slanger (der dog også mestendels er i hi på dette tidspunkt af året) og gå barfodet. Vi kæmpede os op ad den ene sandbanke efter den anden og trillede eller løb ned på den anden side. Det var næsten som at være barn igen! Henimod solnedgang tog vi tilbage til karavanseraiet og slog lejr i nærheden. Vi slog teltene op i læ af bilerne og lavede bål, grillede kyllingekebab og drak gløgg og andre ”ulovligheder” hertil! Ud på aftenen gik jeg i seng i et af teltene. Selvom jeg havde adskillige lag tøj på, var det hundekoldt (jeg anslår en 5 grader under frysepunktet) og jeg faldt først rigtigt i søvn da to andre sluttede sig til mig i teltet, så temperaturen steg en anelse. Næste morgen tog vi på endnu en gåtur efter morgenmaden. Denne gang gik vi ud på den nærliggende saltsø, der dog ikke rummer noget vand, blot salt, salt, salt i mange kilometers omkreds. Vi gik en times tid fra den nærmeste ”bred” af søen på den flade grund med saltaflejringer, der lignede store fliser. Så nåede vi frem til en ”ø” i midten, hvor nogle tog en slapper under solen mens vi andre løb op på bakkerne og hvorfra vi nød udsigten ud over saltsøen. Ud på eftermiddagen kørte vi hjemad mod Tehran og vi var hjemme sidst på aftenen, da helligdagstrafikken var ret slem.

Omtrent samtidig med de sidste af eksamenerne gik det nye semester så i gang og så havde vi både eksamener og nye timer at tage os af samtidig! Jeg har 7 fag i dette semester: førislamisk litteratur, enkel prosa (fortsætterkursus), enkel poesi (fortsætterkursus), litterær teknik (fortsætterkursus), litteraturhistorie (fortsætterkursus), arabisk bøjning og Khayyams digte. Arabisk bøjning og litterær teknik er det vanskeligste, mens man nærmest kan køre i frigear i enkel prosa og enkel poesi. Der er naturligvis osse forskel på underviserne: nogle er meget seriøse og har derfor også høje forventninger til både sig selv og os, andre giver bare en sludder for en sladder og bruger højst ti minutter ud af en dobbelttime på at undervise indenfor emnet!I begyndelsen af marts var jeg nødt til at tage til Danmark for en kort bemærkning for at tage mig af min lejlighed en sidste gang. Boligselskabets regler siger nemlig, at man kun må fremleje sin lejlighed i maksimum to år, og den tid var nu udløbet. Jeg måtte derfor opsige mine gode lejere, syne lejligheden og så aflevere den til boligselskabet. Det var både en besværlig og vemodig affære. Jeg har trods alt haft lejligheden i 10 år efterhånden. Men der var ikke noget at gøre. I den korte tid, jeg var i København i denne forbindelse fik jeg set nogle af mine venner og ordnet andre papiropgaver, blandt andet er jeg nu formelt set udlandsdansker! Samtidig fanldt det så heldigt ud, at min søster nedkom med en lille datter, og jeg fik lejlighed til både at besøge hende på sygehuset og til at se min far inden jeg tog tilbage til Tehran.

Da jeg vendte hjem til Tehran, var der kun få dage tilbage af 1385. Nytåret falder den 21. marts (forårsjævndøgn) og undervisningen var suspenderet af samme grund. Jeg havde ganske få dage lige efter nytårets første fem fridage til at skaffe mig en udrejsetilladelse, og da det lykkedes, rejste jeg så til Afghanistan. Hvis du ikke allerede har læst om det, så er adressen her: http://afghanistantur.blogspot.com.

Jeg vendte tilbage til Tehran efter en lille uges tid og bortset fra en lille forkølelse, gik livet umærkeligt tilbage i sin vante gænge med arbejde, studier, fritid med vennerne og bjergture...