Julebrev

Det er 2. juledag. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og har været ude på altanen for lige at tage et par billeder af bjergene. Nu sidder jeg med en kop kaffe og BBC kørende i baggrunden mens jeg skriver. Vejret har været exceptionelt fint i dag; i går øsregnede, tordnede og lynede det og i dag er luften vasket fin og klar, så klar, som den ikke har været længe. Himlen er blå med hvide skyer og bjergene ses tydeligt og virker pludselig meget tæt på. Flot julevejr.

Det politiske klima hernede er desværre knap så klart, snarere overskyet. Hver dag hører man nye rygter om nye tiltag og ingen ved, hvad det hele dog skal ende med. Nogle er optimister, andre mere skeptiske. Indtil videre er det meste dog snak og der er ikke mange håndgribelige konsekvenser at spore. I de iranske medier får man en side af sagen og i de vestlige en anden. For den menige iraner går livet naturligvis videre som det plejer. Men i nogle brancher og sektorer mærkes krisen mere end andre. Ansættelser er sat på standby, handelen gået i stå eller visse restriktioner indført.

Julen har været mærkelig hjemløs i år. Jeg forsøgte på en gang at fortrænge dens eksistens og at skabe et nyt rum for den. Ingen af delene lykkedes helt. Helst ville jeg nok have været på ferie ude af byen, for helt at glemme julen. Men da det ikke lod sig gøre, så gik jeg altså lidt over i den anden grøft: spiste pebernødder og min mors dejlige marcipanbrød. Ja, selv risengrød blev det til. Venner kom forbi og smagte de eksotiske danske delikatesser og lyttede til Bachs juleoratorium sammen med mig. Det hjalp lidt på humøret. Juledag gik jeg i svømmehallen og tog den store tur med sauna, tyrkisk bad, vikingegys og jacuzzi. Ikke nogen dårlig måde at starte en halv fridag på, men stadig meget langt væk fra det, det burde have været: julefrokost med familien, gensyn med alle dem, man kun ser alt for sjældent. Selvom man sagtens kan få både juletræ og julepynt i de armenske kvarterer, så købte jeg ikke noget af den slags. Men det plejede jeg heller ikke at gøre i Danmark, på grund af katten. I dag fik vi kalkun til frokost på kontoret. Min chef havde lavet den og det smagte da af jul…

I sidste uge fik jeg den glædelige nyhed, at jeg har fået det ph.d.-stipendium, jeg havde søgt om for et par måneder siden. Det er stort, for det betyder både, at jeg får en chance for at tage en uddannelse, som jeg har forsøgt at komme ind på i Danmark gennem flere år uden held. Den kan jeg nu tage her, i Iran, hvor det faglige miljø på mange måder er meget rigere og alt forgår på persisk. Det er naturligvis gavnligt for min sproglige udvikling, og jeg forestiller mig, at mange døre nok står åbne (til den tid) for en udenlandsk iranolog, der har affattet sin afhandling på persisk og på iranske kriterier. Det vil tiden selvfølgelig vise. I første omgang gælder det om at komme i gang og i den forbindelse får jeg nok et studievisum på 1 år, hvilket vil løse det, der har været mit kardinalproblem indtil nu: opholdshjemmel. Jeg har tænkt mig at begynde at lede efter et bedre lønnet job fra nytår. For på den løn, jeg får nu, vil det ikke kunne løbe rundt uden et større antal privattimer ved siden af. Det vil så igen gå ud over studierne. Så kryds fingre for at det også lykkes!

Bortset fra julen og nyheden om stipendiet er der ikke meget nyt at fortælle og dagene går som de plejer. I fredags, lillejuleaften, var jeg på bjergtur og fik rigtig indviet mine nye vandrestøvler. Det øsede dog ned, så jeg kom ikke særlig langt før jeg måtte vende om og finde et thehus med en gasovn, jeg kunne varme og tørre mig ved. Men støvlerne stod distancen fint; ikke en dråbe vand trængte ind.

Inden jeg slutter for denne gang, vil jeg sige tak til alle dem, der har sendt mig søde julehilsener. Det varmer når man sidder langt væk hjemmefra!Jeg håber, at I alle har haft en god jul og jeg ønsker alle et fantastisk 2006 fyldt med glæde og eventyr!

Mis-sion accomplished, del II

Her er et lille billede af Khaje Tusi i de nye omgivelser.

Mis-sion accomplished - del I

Ja, så lykkedes det! Tusi og jeg er nu tilbage i Tehran. Efter fire uger i Danmark med en masse løben fra det ene kontor til det andet fik jeg endelig ordnet alt det kedelige administrative og set – næsten – alle vennerne og nu er jeg tilbage på min pind og det er dejligt! I Danmark fik jeg endelig skaffet mig af med de lejere, der havde gjort livet surt for mig ved at vanrøgte såvel min lejlighed som lejekontrakten. Jeg fik istandsat lejligheden og genudlejet den til en (forhåbentlig) mere pålidelig lejer. Det lykkedes mig også at få verificeret mine eksamenspapirer (tog 2 gange på uni, 3 gange på Udenrigsministeriet, 1 gang på Videnskabsministeriet og 2 gange på den iranske ambassade!). Og endelig lykkedes det mig at få gjort Khaje Tusi til EU-borger og få de fornødne stempler og dokumenter for at få ham med hertil. Altsammen kostede en masse tid og penge, men det er sikkert det værd! :-)Heldigvis blev der også tid til at se familie og venner i Aabenraa og København. Der blev julehygget og spist julemad på forskud og jeg nåede endda en enkelt julefrokost. Jeg skylder en stor tak til mange af mine venner i både København og Aabenraa. Især til Lena, Ming og Kira, der lod mig overnatte og udholdt det kaos, det medførte. Men også alle mine andre venner, der enten har hjulpet med at flytte kasser eller skrive breve for mig, har taget sig tid til en kop kaffe eller budt på middag. Det var dejligt at se jer allesammen og blot ærgerligt, at tiden er så sparsom. Men alle er velkomne til at besøge mig hernede, hvor jeg så må forsøge at gøre gengæld. En ganske særlig tak skylder jeg Rasmus, der har været adoptivfar for Tusi siden februar. Han har passet på Tusi som om det var hans egen kat, og jeg kunne ikke have ønsket en bedre kattepasser for Tusi. Det har været dejligt midt i al min usikkerhed omkring min egen situation hernede og alt bøvlet med lejligheden i det mindste at vide, at min kære lille kat var i de bedste hænder.I Kastrup var der en del besvær med at tjekke Tusi ind. Det kostede ekstra da dyr betegnes som overvægt (70 kr. per kilo) og han skulle have særlige rejsedokumenter udfærdiget og overvægten skulle betales ved et SAS-kontor. Herefter gik turen til security-folkene, der skulle se, om han havde nogen bomber på sig! Men så fik han et blåt mærke i sine papirer og kunne så lastes på flyet. Jeg var noget ængstelig, som de fleste nok sagtens kan forestille sig. Flyveturen gik dog forbløffende godt og Tusi kom frem uden m? Jeg spurgte ved en skranke i lufthavnen om, hvor jeg kunne finde min kat og de sagde, at den ville komme på bagagebåndet som det sidste bagage! Det blev jeg lidt skræmt over, men et minut senere kom en mand bærende med Tusi og spurgte højlydt, hvem katten tilhørte. Så fik jeg ham udleveret og kunne formedelst ca. 14 kr. hurtigt få stemplet hans papirer ved karantænekontoret og så bare afvente resten af bagagen, der også hurtigt kom. Derefter gik det hjemad med taxi. Tusi indtog ret hurtigt lejligheden og ser ud til at føle sig hjemme allerede. Men der må jo også have været lugte, han kendte, rundt omkring, i hvert fald var lammeskindet noget, han både huskede og accepterede uden videre. Måske skal det lige tilføjes (for de katte-interesseredes skyld) at jeg havde brugt en feromon-spray, jeg havde købt hos dyrlægen, som skal give katten indtryk af ro og tryghed omkring den. Og det har muligvis haft en effekt på både flyveturen og ved indflytningen. Nu skal det så blive spændende at se, om jeg også kan få fat på noget kattegrus til ham...Ja, på en måde føles det som om endnu en milesten er passeret. For nu, hvor Tusi er kommet herned, så er det endnu mere vigtigt at få opholdstilladelsen til at falde på plads. Jeg har tænkt mig at begynde at undervise privat for at få økonomien til at hænge sammen. Og så afventer jeg jo svaret på min ph.d.-ansøgning. Det er ikke til at vide, hvornår det kommer, eller hvordan udfaldet vil være, men jeg venter tålmodigt, for tålmodighed er en dyd – og især i Iran! I mellemtiden kan jeg så nyde at falde på plads i min lejlighed – det nåede jeg jo dårligt nok da jeg rejste til DK godt en uge efter indflytningen. Jeg har hentet en ordentlig stak af mine bedste cd´er med herned samt stearinlys og mine workout-bånd, så der er til både pligter og fornøjelse. Tja, ellers er det jo bare rart at kunne fortsætte mit liv hvor jeg slap det, med arbejdet og min lejlighed og mine gode venner hernede. Det føles trygt og rart og rigtigt...Jeg vender snart tilbage med en ny tilstandsrapport. Indtil da: khodahafez!

RUNDVISNING, del V

Til allersidst udsigten mod nordvest fra køkkenet, hvor jeg kan titte op mod bjergene. Og ps, der er plads til liggende gæster i lejligheden, hvis I skulle få lyst til at komme forbi!

RUNDVISNING, del IV

Og her er så køkkenet, hvor jeg skal lave en masse dejlig mad! :-)

RUNDVISNING, del III

- og her et udsnit af soveværelset, der har en lille altan.

RUNDVISNING, del II

- her en næsten parisisk udsigt fra stuen mod syd.

RUNDVISNING

Nu er jeg flyttet ind i min nye, dejlige lejlighed. De interesserede kan få en lyn-omvisning her... Her et udsnit af stuen. Desværre er det ikke slut med flytterod endnu...

Jeg er her - endnu!!!

Kære venner.

Jeg har været frygtelig dårlig til at holde jer underrettet om, hvordan det går mig i Iran. Mange af jer har endda sendt mig bekymrede mails, som jeg så har forsøgt at svare på, mens I andre er blevet holdt hen. Men hermed skal jeg forsøge at indhente det forsømte!Det bør nok siges først, at jeg har haft mere end rigeligt om ørerne de sidste par måneder. Jeg har fået arbejde i en lille importvirksomhed, og selv om arbejdet ikke er spændende i sig selv, så er chefen et rart menneske og har hjulpet mig med utroligt mange ting. Hvad der dog har optaget mig meget mere end arbejdet de sidste par måneder, har været dels at få en opholdstilladelse og dels at finde en lejlighed. Det første er ikke lykkedes endnu. Jeg har dog fået en exceptionel forlængelse af mit visum samtidig med at jeg har søgt om et ph.d.stipendium. Når og hvis det går igennem, får jeg nok lov at blive her et par år, så det ser jeg frem til og håber på. Hvad det andet angår, så er det endelig lykkedes. Jeg har været så heldig at finde en dejlig lejlighed (møbleret) til en fordelagtig pris, som jeg skrev kontrakt på i aftes! Så der er mange ting at være glad for i dag. Det har været utroligt hårdt at have så mange ting at slås med på en gang, og det er heller ikke overstået endnu, men jeg ved, at jeg kan klare det, og der er mange mennesker omkring mig – og i Danmark – der støtter mig og det betyder alverden.Hvad angår at falde til, så føles det meget naturligt det meste af tiden. Der er selvfølgelig ting i dagligdagen, som man skal vænne sig til. Lige nu, fx, er det ramadan og vi forventes at faste. Det er der dog ingen på kontoret, der gør, ligesom tørklædet også er en saga blot her. I det hele taget føler jeg mig forbløffende lidt begrænset i min dagligdag, men det ændrer sig formentligt når jeg skal begynde på universitetet, der jo trods alt er en statsinstitution...I fritiden går jeg i bjergene, enten alene eller med vennerne. Der er bjerge nok at vælge imellem, og jeg kan skifte mellem dem, jeg holder mest af. Ind imellem er der fester og en enkelt agerhønejagt er det også blevet til. Men det, som har konsumeret mest af min tid på det sidste, har som sagt været jagten på lejlighed og visum. Så nu regner jeg med snart at kunne begynde min egen iranske dagligdag i mit eget dansk-iranske hjem. Det bliver rart at kunne etablere og genoptage rutiner, som jeg ikke har kunnet fastholde som gæst rundtomkring. Og det bliver dejligt først og fremmest at kunne være sig selv og have sit eget igen!Til sidst vil jeg lige nævne, at jeg kommer til Danmark meget snart, nemlig i midten af november, for at afvikle ting og sager der. Det bliver en kort visit på 3-4 uger, men jeg håber, der bliver tid til at se jer alle og måske snyde-jule lidt med jer!

På gensyn/khodahafez

Eva Lucie.

Sidste nyt fra fronten...

Kaere venner, saa er jeg langt om laenge tilbage igen. Der er gaaet mere end 2 maaneder siden sidst, og de fleste af jer ved, at jeg tilbragte knap 2 mdr. i Danmark inden jeg fik visum til Iran og skyndte mig tilbage for at fortsaette hvor jeg slap... Og nu er jeg altsaa tilbage. Jeg bor igen hos mine soede venner, Hamid og Shirin og deres soen, Erfan, i den vestligste del af Tehran, helt oppe under bjergene.Der er sket saa meget, saa jeg maa forsoege at fatte mig i korthed.For at starte med det vaesentligste, nemlig status quo, saa er der desvaerre ikke meget nyt. Jeg har og har haft udsigt til flere gode jobs indenfor staerke organisationer, men indtil videre er det hver gang strandet paa grund af min manglende opholds- og arbejdstilladelse, som de faerreste virksomheder vil sponsorere. I oejeblikket arbejder jeg paa flere forskellige fronter med diverse kreative loesningsmuligheder, men jeg ved ikke, om det vil lykkes mig at skaffe den forbistrede tilladelse. Det ser ud til, at den iranske stat helst ikke under nogen omstaendigheder lukker op for udenlaendinge, med mindre de er diplomater (og dermed noedt til det), medbringer formuer af udenlandsk valuta eller gifter sig med iranere og konverterer til islam! Tja, saadan ser det ud, men af og til viser der sig alligevel et smuthul og det satser jeg stadig paa, selvom jeg ser paa realiteterne med andre oejne end for nogle maaneder siden.Og hvad er tiden saa gaaet med - ud over jobsoegningen og alle moederne med diverse forbindelser?Jo, ind imellem har der vaeret en masse gode og ogsaa mindre gode oplevelser. Blandt de gode var en tur til det Kaspiske Hav, hvor jeg svoemmede rundt baade under den braendende middagssol og i klart maaneskin med udsigt til stjerneskud. Jeg har haft dejlige bjergture. Paa en af dem var jeg naer faldet om af udmattelse, fordi vi kom til at tage en omvej hjem, da jeg forlaengst var alt for traet. Men ikke desto mindre boed turen paa billedskoenne scenerier, dejlig campingmad og dans med kurdere oppe paa en bjergtop! Jeg har osse haft mange gode timer sammen med vennerne hernede, baade de iranske og de danske. Og har travet rundt i de gader, jeg holder saa meget af, samlet indtryk og impulser fra de mennesker, jeg moedte, og de steder, jeg saa. Jeg er begyndt at skrive mine indtryk ned for maaske en dag at udgive dem i bogform, men det er mest for at fastholde det, der roerer sig og goer indtryk paa mig, for alting gaar saa staerkt.Jeg foeler fortsat, at det er den rigtige beslutning, jeg har taget, at blive hernede i en laengere periode, men jeg ved ikke, hvordan det skal gennemfoeres, og haaber snart, jeg finder en loesning. Jeg er hernede paa et 60-dages visum og kan i princippet blive her i i alt 3 mdr. som sidst, men det er ikke til at sige, om jeg goer det. Det afhaenger baade af min situation her og i Danmark. Jeg traenger efterhaanden meget til at slippe min nomadetilvaerelse og faa mig et "rigtigt" liv, en dagligdag, en base og en fast destination. Men jeg har fra starten forberedt mig paa, at der kan gaa lang tid foer tingene falder paa plads og det ser osse saadan ud.Men jeg holder fast! Saalaenge der er haab er der viljen til at fortsaette...Trofaste venner, gode og taalmodige laesere, jeg lover at jeg vender tilbage senere med mere nyt herfra. I ved, at I er velkomne til baade at kommentere her og til at sende mig emails. De er altid kaerkomne.Farvel for nu...

Tilbage…

De sidste uger har det været svært at samle sig om loggen. Der er sket mangt og meget i mit liv, men det, det meste af min energi har været koncentreret om, har nok været kampen for at blive i Iran, få et job og en opholdstilladelse. Jeg har haft ansøgninger ude hos ambassader og udenlandske organisationer og har kæmpet for at finde fodfæste. Men det lykkedes ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Fredag d. 3.6. var den sidste dag i mit visum og lige meget hvor meget, jeg hoppede og sprang, så var de iranske myndigheder ikke til hverken at hugge eller stikke i. Visummet kunne ikke forlænges yderligere. Basta. Så tidligt fredag morgen tog jeg et fly mod München og herfra videre mod København, hvor jeg landede ved middagstid. Det var ubeskriveligt hårdt at skulle sige farvel til alle mine gode venner og pakke mine ting sammen og forlade Iran. Hårdt var det også at lande i mit eget fædreland, der aldrig har føltes mig mere fremmed. Fire måneders ophold i udlandet har ændret mig, det kan jeg ikke nægte. Jeg følte (og føler) mig fremmed i Danmark. En følelse af ikke at høre til her længere. Men hvorom alting er, så har de fire måneder ladet mig nå frem til en vished om, at det er i Iran, jeg har lyst til at tilbringe de næste år af mit liv. Så det må og skal lykkes. Denne gang vil jeg gøre hvad jeg kan for at kunne rejse tilbage på et visum med en arbejdskontrakt. Uanset alle problemerne har det været en meget lærerig tid for mig og jeg har nydt hvert minut, jeg har haft der. Jeg vænnede mig i den grad til at være der. Mit persisk blev bedre dag for dag og jeg lærte samfundet bedre og bedre at kende. Hver gang, jeg så Alborzbjergene nord for byen eller kørte igennem mine yndlingskvarterer, ønskede jeg sådan, at jeg måtte finde en permanent løsning, at jeg måtte slippe ud af min turisttilværelse. De sidste uger har naturligvis også været vanskelige fordi jeg ikke havde mit eget sted og hele tiden boede rundt omkring hos mine søde og gæstfrie venner. Uden mine trofaste venner, især Hamid, Shirin, den søde Birthe og Mehrdad, ved jeg slet ikke, hvordan jeg skulle have klaret det…Nu sidder jeg altså i Danmark og ruger over, hvordan jeg hurtigst muligt kan komme tilbage til Iran, hvor mit liv står på hold og mine 9 flyttekasser i en kælder i Shahrak-e Gharb står og venter på mig. De forgangne fire måneder føles som en generalprøve på min iranske tilværelse, nu gælder det for alvor. Jeg vil finde et job, en lejlighed og så tage min dejlige kat under armen og bosætte mig i Iran for alvor. Kære venner, kryds fingre for, at det ikke varer for længe…

Rakkerliv

De sidste uger er gået stærkt og har ligesom ugerne før dem været temmelig turbulente. I skrivende stund føler jeg mig noget træt og min optimisme er noget udtæret, om end ikke udslukt endnu. Jeg skriver disse linjer i Mashhad, Khorasans provinshovedstad i det nordøstlige hjørne af Iran, hvortil jeg kom i går eftermiddag. Det er her, jeg har søgt om optagelse som ph.d.-studerende og det er dels grunden til, at jeg sidder her lige nu. Jeg skulle have mødtes med en af professorerne herfra for nogle uger tilbage i Tehran, men der gik kludder i det, så jeg besluttede at tage hertil på en smuttur i stedet. På den måde kunne jeg måske få lidt nyt om min situation. Det sidste, jeg hørte, var nemlig, at jeg først kan vente (officielt) svar – og dermed evt. søge om studievisum – i løbet af sommeren! I dag fik jeg dog at vide, at jeg er blevet godkendt og kan regne med et officielt svar i løbet af kort tid!
Den anden årsag til rejsen var, at jeg i løbet af de forgangne uger har fået skrevet et abstract til en artikel, som jeg gerne vil deltage med på en kongres i Tajikistan i slutningen af juni. Og da mit abstract og min tilmelding blev godkendt, måtte jeg i en fart i gang med selve artiklen. Til den skal jeg bruge en god internetforbindelse (for jeg skal hente en pæn del sider af mit internetprojekt ned til brug for præsentationen) og det siger de, de har på Mashhads universitet. Så her er jeg altså nu…
Både i går og i dag har jeg haft travlt med at hente siderne fra nettet, men dels har jeg haft software-problemer og dels er nettet ikke så stærkt og hurtigt, som de bryster sig af, så det er kun, hvis alt går godt, at jeg bliver færdig med den del af artiklen i morgen. Jeg bliver her dog til onsdag.
Lige nu sidder jeg på universitets hotel (for gæsteundervisere, gætter jeg på) og det er faktisk første gang i flere uger, jeg bare er helt, helt, helt alene. Hvor er det skønt! Jeg flyttede fra Farnaz og co. for en god uges tid siden, for jeg trængte til lidt ro om ørerne. Jeg flyttede så ind hos Hamid og Shirin, to venner af føromtalte Mehrdad. Og det er rolige og søde mennesker, som kun har et barn, der oven i købet er i skole hver dag, så det er faktisk roligere, om end jeg stadig intet privatliv har der. Jeg savner sådan at få mit eget igen, at kunne føle, at jeg bor her og ikke bare er på rejse og hele tiden trækker på folks tålmodighed og gæstfrihed.
Desværre gik det ikke så godt, som jeg havde håbet med at få forlænget mit visum. Derfor har jeg heller ikke søgt efter lejlighed de sidste to uger. Jeg søgte om 90 dage, men fik kun 18! Det er bedre end ingenting, siger mine søde venner, men det var noget af et slag, for man kan ikke basere sit liv på et 18-dages visum. Oven i købet fik jeg at vide, at næste gang, jeg vil forlænge visummet, skal jeg ikke regne med mere end 10 dage! Så jeg føler virkelig, jeg er her på lånt tid. Nu gælder det om at finde et job i en fart, for ellers kan jeg godt pakke sydfrugterne (hedder det mon nordfrugter hernede?!) og tage hjemad igen. Jeg har sendt ansøgninger til flere forskellige ambassader nu og også til nogle af de internationale organisationer hernede. Men endnu har det ikke kastet noget af sig. Så snart, jeg er tilbage i Tehran igen, fortsætter jagten, for jeg vil bare ikke hjem nu. Slet ikke når jeg skal til Tajikistan om en god måneds tid og skal begynde på en ph.d. her til efteråret. Det virker så dumt… Så jeg hager mig fast i håbet og gør alt, hvad jeg kan.

Bortset fra alle genvordighederne er der stadig mange gode oplevelser at berette om! Jeg får set og oplevet en masse. For eksempel var jeg i Takab, i det vestligste Iran, næsten ved Iraks grænse, her i forgårs. Vi tog af sted ni personer i to biler kl. 5.30 om morgenen og kom hjem kl. 1 om natten! Undervejs så vi Takht-e Soleyman (Salomons trone) og Zendan-e Soleyman (Salomons fængsel), to fantastiske monumenter, som jeg ikke havde set før. Det første er et gammelt slot med rødder helt tilbage til akæmeniderne, for 2500 år siden, hvor der bl.a. var et ildtempel og en fantastisk indsø, mere end 100 m dyb og så smaragdgrøn, som man kun kan drømme om! Det andet monument lå ganske tæt på det første, langt oppe på toppen af en bakke. Det viste sig at være et vulkankrater, hvor der også havde været en indsø. Nu er alt vandet borte, men man kan kravle op ad den stejle skråning, der har stensætninger øverst oppe og så kan man kigge ned i dybet! Der er mindst 50-60 meter til bunden og det gyser virkelig i én! I nærheden mødte vi nogle kurdere fra omegnen, der holdt bryllup og var klædt i egnsdragter. Bagefter picniccede vi i nærheden ved en lille flod med birketræer og popler og lavede kyllingekebab over bål, røg vandpibe og hyggede os i solen. Så bliver livet altså ikke meget bedre!... På tilbagevejen, om aftenen, holdt vi ind for at drikke the. Tilfældet ville det, at en kendt politiker, der stiller op til præsidentvalget, Karrubi, lige holdt ind med sit følge det samme sted. Min ven, Marlene, der er journalist, så sit snit til at forsøge at få et interview med ham og jeg blev hevet med for at oversætte. Det foregik i en sværm af andre journalister og foran en stribe kameraer, så det var ikke min yndlingssituation, men spændende var det!
Af andre oplevelser kan nævnes ture i de tehranske bjerge, som jeg aldrig får nok af, fester og gæstebud hos iranere (med masser af dans, så nu må jeg vel snart til at lære det) såvel som danskere (med bl.a. asparges, hamburgerryg og revelsben), klipning på en fornem frisørsalon (de kunne ikke forstå, at jeg hverken ville have min næse opereret eller brynene plukket), spåning i kaffegrums og så de lange dage med bureaukratiet (sammenlagt en halv dag for at forlænge mit visum og en hel dag for at få udleveret mit påskeæg og mine kontaktlinser på postkontoret!).
Jeg lærer hele tiden nye mennesker at kende hernede og det er en kunst at kunne gennemskue, hvem man virkelig kan regne med og hvem man skal være tilbageholdende overfor. Men det kommer jo med tiden. Efterhånden kan jeg se, at jeg bliver forsigtigere og nok lidt mere tilbageholdende i min omgang med andre mennesker og selvom jeg ikke bryder mig om det, så er det en uundgåelig konsekvens af livet hernede. En af de svære ting, jeg oplever for tiden, er at jeg savner min familie og mine venner i Europa så meget, men samtidig ikke kan udholde tanken om at rejse herfra med mindre jeg bliver tvunget til det. Den splittelse er svær at tackle, for det gør hele tiden lidt ondt i hjertet. Men det er jo naturligt. Alt har sin pris. Jeg tror, at når tingene endelig falder lidt til ro i mit nye liv, så vil jeg have flere kræfter til at tackle det end jeg har nu. Så jeg holder ud.
Nå, men jeg vil nu forlade mit lille hotelværelse og begive mig ud i Mashhads sorte aften og få lidt aftensmad. Hav det godt så længe…

Turbulens

Tiden går så stærkt, at man dårligt nok når at få et ben til jorden. Jeg når kun vanskeligt at besvare mine mails, men når det kommer til webloggen, er min samvittighed sort som kul. Men nu forsøger jeg at rette lidt op på det. De sidste uger gik med at undervise mit feltskolehold. Først havde vi to uger med i alt 10 undervisningsgange i Tehran og siden 5 dage med ”kulturelt indhold” i Esfahan. Jeg synes, at kurset gik rigtig godt. Der var ikke ret meget, jeg var utilfreds med og jeg tror, at holdet fik en masse ud af undervisningen, der var emneopdelt og bestod af klasseundervisning om formiddagen og praktiske sprogøvelser om eftermiddagen. Vi oplevede forskellige facetter af det iranske samfund og af dagligdagen hernede sammen. For eksempel var vi både til påskegudstjeneste i den armenske katedral og til muslimsk sørgehøjtidelighed i bazaren. Vi besøgte Rådet for Børnebøger, interviewede folk på gaden, afholdt orienteringsløb og lavede persisk mad sammen for nu bare at nævne nogle af aktiviteterne. I Esfahan besøgte vi de fleste seværdigheder, fik gået en masse rundt i den smukke by og drak the og røg vandpibe på utallige charmerende thehuse.

Alt dette havde været idel lykke, hvis det ikke havde været fordi jeg lige inden turen til Esfahan fik at vide af min udlejer, at jeg havde en uge til at flytte ud af lejligheden fordi hans søn og dennes familie var blevet trætte af Danmark og nu var på vej hjem. Det var temmelig stressende, nu hvor jeg lige var faldet på plads i mit rare hjem og havde fået pakket alle mine ting ud. Mens jeg var i Esfahan fik jeg beskeden om, at min mor havde fået konstateret metastaser af kræft og denne besked var naturligvis endnu mere foruroligende og stressende end den første. Jeg var faktisk parat til at tage det første fly hjem til Danmark og lade hele mit Iran-projekt sejle. Gudskelov fik jeg ved min hjemkomst til Tehran besked om, at der er gode prognoser for hendes helbredelse og om at hun hverken skal i kemo eller strålebehandling. Så jeg satte katastrofeplanerne på hold, om end der gik flere dage før jeg selv var ved at komme mig over angsten.

Nu sidder jeg så igen i Shahrak-e Qarb i min plejefamilies lejlighed. De har taget mig til sig uopfordret og givet mig husly nok engang. Alle mine kasser har jeg pakket sammen og stillet i kælderen i huset, hvor jeg boede. Udlejeren havde tilbudt mig at bo i kælderen, hvor de har en ”suite”, altså en toværelses lejlighed. Men der var så dunkelt og trist, at jeg slet ikke kunne forestille mig at bo der en dag, så jeg satte mine ting der indtil videre og satser på at finde noget andet at bo i. Indtil videre er det dog min største udfordring at få forlænget mit visum eller søge om arbejdsvisum. Det skal jeg tage mig af i denne uge, for der er desværre ikke lang tid til mit turistvisum udløber. Desuden skal jeg have fundet mig noget fast arbejde. I går var jeg til reception på den danske ambassade i anledning af dronningens fødselsdag og fik arbejdet lidt på nogle forbindelser der, ligesom jeg fik nogle råd og fif til hvor og hvordan jeg kan finde arbejde. Jeg tror, det nok skal lykkes, men jeg har måttet gribe mig selv hårdt i nakken ind imellem for at fastholde min optimisme, for uden den kan jeg lige så godt rejse hjem. Jeg har sådan lyst til at blive her længe, i hvert fald et års tid, måske mere, og håber virkelig, at tingene flasker sig. Her på mandag skal jeg mødes med en professor fra Mashhads Ferdowsi Universitet og det er mit indtryk, at der ligger et svar angående min optagelse der. Så det bliver spændende. Måske kan jeg søge om studievisum på baggrund af min optagelse, måske kan jeg søge arbejdsvisum, det finder jeg ud af i løbet af de næste par dage.

Bortset fra disse genvordigheder, så tager den ene dag den anden. Mange af dagene er fløjet af sted i gode venners selskab. For eksempel har jeg udover receptionen i går været til to fester de sidste tre dage. Jeg har været i biografen to gange og set både en iransk film (den var dødssyg) og en amerikansk (”The Aviator”, oprindelig længde: 170 min., censureret længde: ca. 125 min.!) – jo-jo! I dag skal jeg i bjergene, måske på ski, det står ikke klart endnu. Forhåbentlig kommer jeg tilbage i god behold. Det er en af mine nye venner, Mehrdad (som I måske husker fra agerhønejagten?), der har inviteret mig, ligesom han flere gange har kørt mig rundt i de smukke bjerglandskaber i udkanten af Tehran (se billedet). Jeg føler mig sådan i gode hænder hernede og tænker tit på, om jeg nogensinde vil kunne gøre gengæld for al den godhed og hjælpsomhed, jeg møder. Forhåbentlig får jeg lov til at blive her længe nok til bare at give en smule tilbage.

Hav det godt, alle mine gode venner. Jeg skriver igen så snart, jeg kan.

Jeg får aldrig nok af Alborz-bjergene...

Så her kommer lige et bonus-foto.

NYTÅR OG FORÅR I LUFTEN...

Ja, tiden flyver stadig af sted hernede, så det er svært at få et ben til jorden. Men måske har du bemærket, at jeg nu skriver æ, ø og å ubesværet? Det er fordi en af de vigtigste begivenheder gennem de sidste to uger var, at jeg omsider fik min arbejdspc herned. Så nu kan jeg gå på nettet (om end med en langsommelighed og ustabilitet, der gør det til lidt af en prøvelse) og skrive og læse mails hjemmefra. Det er en stor lettelse, ligesom det jo muliggør, at jeg omsider kan føle, at jeg kommer nogen vegne med arbejdet. Hidtil har jeg ikke fået meget andet end korte tekster og notater skrevet ned, men nu går det over stok og sten. At jeg så mangler et cd-drev er en mindre ulempe, jeg foreløbig må leve med. Det går såmænd nok alligevel. Og i weekenden (d. 19.-20.3.) kom mit feltskolehold så herned. Jeg hentede Hemming lørdag morgen ved 1-tiden og resten, det vil sige Marianne, Olof, Kristina og Mette, søndag aften. Søndag aften mødte jeg også flere gode venner fra DK i lufthavnen. De skulle alle på påskeferie hernede. Vi gik i gang med undervisningen mandag morgen kl. 9 og det er gået godt indtil nu, med teori/forberedelse om formiddagen og praktiske sprogøvelser i ”marken” om eftermiddagen. Mandag eftermiddag tog jeg med holdet ned til Tehrans Bagh-e Melli, der er den gamle port ind til de bygninger, der huser udenrigsministeriet. Her var nogle mænd i gang med at spille på en slags lurer og slå på tromme. De var alle iklædt nogle egnsdragter, som viste sig at stamme fra Fars-provinsen. Vi så på sceneriet en stund og gik så ind og beså de fine, gamle bygninger, der huser ministeriet i dag og som for nylig er blevet istandsat. Tirsdag aften var jeg med holdet ude at spise dizi, det vil sige en traditionel kødret med kikærter, som vi indtog på en gammel og traditionel restaurant nede i den sydlige del af centrum. Det var også en fornøjelig aften og det, at vi tog bussen både derned og tilbage igen, føjede en ekstra kulturel oplevelse til dagens program. I ugen inden holdet kom herned havde jeg besøg af Charlotte fra mit persiskhold i DK og hendes mand Ahmad og søn Daniel. De kom til frokost hos mig og tog så videre til Esfahan. Tirsdag inden nytåret/noruz var det chaharshanbe-suri (festlige onsdag), og det blev fejret med masser af fyrværkeri (mest af den øredøvende slags, mindre af den slags, der pynter på himmelhvælvingen) og fest i gaden. Jeg holdt aftenen hos Parvaneh og co. Og den yngste søn, Farhad, havde sørget for at placere sine højttalere ud mod gaden og dansede så rundt nede i gaden med fjernbetjeningen til musikanlægget i hånden! Det blev han vældig populær på og mange af naboerne stimlede sammen foran ”vores” opgang og dansede med. Pigernes tørklæder gled ned i nakken uden at nogen syntes at lægge mærke til det. Børn såvel som voksne sprang hen over bål mens de råbte ”sorkhi-ye to az man, zardi-ye man az to” hvilket betyder noget i retning af ”giv mig din røde farve og tag min blege kulør”, et nytårsrenselsesritual, der har eksisteret i årtusinder.

Selve nytåret, kl. 16.03 om søndagen, befandt jeg mig oppe i Darband, en af Tehrans bjergrige nordkanter, hvor jeg drak te og røg vandpibe (forbudt for kvindfolk!) med Hemming. Vi nød solen og at betragte bjergene og de få iranere, der havde forladt hjemmet til fordel for bjergene på denne dag, der ellers står lige så meget i familiens tegn som vores egen juleaften. Vi syntes dog ikke, årsskiftet kunne være tilbragt noget mere passende sted end her ude i naturen (selvom man kan diskutere naturværdien på den strækning, hvor tehusene ligger side om side og konkurrerer om de forbipasserende). Og sådan gik jeg ind i det Herrens år 1384! :-)

SÅ SMÅT PÅ PLADS...

Ja, der er igen gået temmelig lang tid siden jeg sidst skrev et indlæg her. Undskyld til dem, der har kigget forgæves!Jeg har det godt hernede og har nu fundet mig et sted at bo, i hvert fald indtil videre. For godt to uger siden flyttede jeg ind i en dejlig lejlighed lidt nord for Vanak-pladsen i Tehran. Det er en 4-værelses, så den er alt, alt for stor til mig, men den er møbleret og fordi man ikke havde tænkt sig at udleje den oprindeligt og fordi jeg blev præsenteret via venner i DK, så fik jeg den billigt og det var jo ikke et tilbud, man kunne afslå! Så nu er jeg ved at falde på plads, har fundet ud af, hvor man handler, smider affaldet hen, hvordan man tænder for gas-pejsen (sådan en er der også), sprøjter kakerlakker (dem er der også nogle af!) osv. osv. Jeg har også fået min fragt gennem tolden og fået alle tingene på plads. Så for tiden går dagene med at planlægge feltskolen, der begynder næste mandag (d. 21.3.) og så med de begivenheder, der kommer af sig selv. For eksempel har jeg været på agerhønejagt og inde at se en dukkeopera. I aften skal jeg besøge en sød dame ved navn Birthe Koed (det skal læses med o og e), som jeg har kendt af navn i årevis, men kun hilst på en gang. Hun bor hernede og har gjort det i mange, mange år, og kender derfor alt til hvad der foregår i det lille danske miljø hernede. Jeg har også besøgt en anden dansker, Mette, og hendes familie, været til åbning af Irans første ikke-statslige kvindebibliotek (d. 8. marts, selvfølgelig), besøgt Rådet for Børnebøger og truffet en professor, som jeg har mødt to gange i Danmark (Eslami-Nodooshan). Den ene dag tager den anden og det kan være svært at følge med.Det er omsider lykkedes at finde en netcafe i nærheden af hvor jeg bor, så jeg måske kan poste beskeder her lidt oftere, i det mindste til jeg får min pc herned. Vejret er dejligt i skrivende stund, solskin og 13-15 grader, men de sidste to dage har det regnet uafbrudt, så jeg overhovedet ikke havde lyst til at gå hjemmefra. Til gengæld har jeg så fået læst en masse og det er jo også rart.Hvad kan jeg ellers skrive? Det føles stadig rart og rigtigt at være hernede og jeg tænker med glæde på de mange projekter, der ligger foran mig.Dem af jer, der skulle have lyst til at ringe herned eller til at besøge mig, er velkomne til at ringe på mit hjemmenummer, som er: +98 21 803 64 23.Jeg forsøger at skrive igen så snart, jeg kan. Hav det godt, alle sammen! :-)

Endelig nyt hernedefra...

Tænk bare at der næsten er gået 2 uger siden jeg kom herned... Jeg har slet ikke nået at skrive i min log før nu, så undskyld til alle jer, der forgæves har været forbi og kigge.Tiden op til min afrejse var et mareridt. Det hele var kaos, både praktisk og følelsesmæssigt. Jeg efterlod en lejlighed, der endnu ikke var fuldstændig tømt, til stakkels Ming, som har brugt en del tid på at rydde op efter mig, sende mig mine kontaktlinser (som jeg glemte i forvirringen!) og overdrage nøglerne til mine lejere. Da jeg først kom herned, var det hele fuldstændig glemt. Jeg følte - føler - en ro, der gør, at jeg stadig er overbvist om, at det er den rigtige beslutning, jeg har taget.Lige siden jeg kom er tiden jo gået med at lede efter lejlighed. Jeg tror nok, at jeg og min plejetante Parvaneh har været hos omkring 50 ejendomsmæglere indtil nu. De fleste lover og lover, men holder ikke deres ord i sidste ende. I skrivende stund overvejer jeg at flytte ind i en møbleret lejlighed for 1-3 mdr. for i det mindste at have et sted at stille mit gods mens de andre ting faler på plads. Jeg så også på en rigtig fin, men lidt for dyr lejlighed i går og følte mig meget fristet. Problemet er, at man skal købe alt fra bunden: gaskomfur/blus, vaskemaskine (der er aldrig fællesvaskeri eller møntvaskerier for den sags skyld), skabe/kommoder/reoler og køleskab før det begynder at ligne noget. Og alt løber op. Mange ting er ligeså dyre hernede som derhjemme.Så en stor del af min tid går med at spekulere på, hvad der er rigtigst og fornuftigst at gøre. Hvilket jo er sundt for mig! :-)I de sidste par dage har jeg så også haft mit lille job som guide/tolk/praktisk gris for DI i forbindelse med deres eksportfremstød hernede. Det gik rigtig godt, synes jeg, og hvis jeg er heldig, kan det give gode muligheder for job senerehen. En anden gevinst var, at jeg lærte journalisten Marlene at kende. Hun bor og arbejder hernede på næsten de samme vilkår som jeg, så jeg tror, vi kan være en god støtte for hinanden. Dertil kommer, at det er rart at kende nogle danskere hernede.Jeg hjalp med opsætning og nedtagning af bannere og reklamer, tolkede ved de forskellige stande (der var 13 danske firmaer i alt) og skulle dels lave en guidet tur for formanden for DI, Johan Schrøder, og dels for selve delegationen. Det første blev ikke til noget, da formanden åbenbart var forkølet (!) og det andet blev efter en lang palaver mellem Christian Wittenkamp og deltagerne til en guidet shoppingtur! Det var dog meget sjovt alligevel. Jeg tog dem med til den nærliggende bazar i Tajrish (nord-Tehran) og hjalp med indkøb af guld, sølv, tasker, sko, ure, en hårklipning og herudover fik vi set lidt af et passionsspil (taziyeh). Hele molevitten, altså de tre dages arbejde, gav mig lidt penge til at klare mig for. Ligeså snart jeg får indkvarteret mig, kan jeg begynde at lede efter job. Faktisk ringede telefonen for to minutter siden med et jobtilud fra et firma, der tilsyneladende handler med DK og Canada, men ligenu kan jeg kun tænke på lejlighed og på at få mine kasser ud af Mehrabad Lufthavn.Min 'plejefamilie', som er Rasmus' svigerfamilie, har hjulpet utrolig meget. De er rigtig søde og behandler mig som et medlem af familien. Jeg prøver så at leve op til deres forventninger til et familiemedlem og hjælper dem så godt, jeg nu kan. Heldigvis føler jeg mig godt tilpas hos dem og der er ikke en masse høfligheder, der jo skaber en kunstig og ubekvem atmosfære.Jeg ankom til Tehran d 3. Moharram, som er den ene af de to muslimske sørgemåneder. Det kulminerede ugen efter, den 9. og 10. med en masse sørgeoptog, flagellanter, tv og radio, sorte bannere overalt osv. Det eneste sjove ved hele den periode var den aften, hvor min 'kusine' Farnaz tog mig med ud for at 'se på optog'. I virkeligheden var det næsten som at være på diskotek i vesten, på nær den manglende dans og alkohol: alle unge kørte rundt i deres biler og udvekslede flirtende blikke, frække kommentarer, komplimenter og indladende bemærkninger og endda telefonnumre! Det var nu ret sjovt at opleve iranerne fra en uvant direkte og bramfri side.Heldigvis er den vigtigste sørgeperiode nu ovre og de fleste iranere er allerede nu i gang med at forberede sig til det iranske nytår, noruz, som begynder d. 20.3.