Tænk bare at der næsten er gået 2 uger siden jeg kom herned... Jeg har slet ikke nået at skrive i min log før nu, så undskyld til alle jer, der forgæves har været forbi og kigge.Tiden op til min afrejse var et mareridt. Det hele var kaos, både praktisk og følelsesmæssigt. Jeg efterlod en lejlighed, der endnu ikke var fuldstændig tømt, til stakkels Ming, som har brugt en del tid på at rydde op efter mig, sende mig mine kontaktlinser (som jeg glemte i forvirringen!) og overdrage nøglerne til mine lejere. Da jeg først kom herned, var det hele fuldstændig glemt. Jeg følte - føler - en ro, der gør, at jeg stadig er overbvist om, at det er den rigtige beslutning, jeg har taget.Lige siden jeg kom er tiden jo gået med at lede efter lejlighed. Jeg tror nok, at jeg og min plejetante Parvaneh har været hos omkring 50 ejendomsmæglere indtil nu. De fleste lover og lover, men holder ikke deres ord i sidste ende. I skrivende stund overvejer jeg at flytte ind i en møbleret lejlighed for 1-3 mdr. for i det mindste at have et sted at stille mit gods mens de andre ting faler på plads. Jeg så også på en rigtig fin, men lidt for dyr lejlighed i går og følte mig meget fristet. Problemet er, at man skal købe alt fra bunden: gaskomfur/blus, vaskemaskine (der er aldrig fællesvaskeri eller møntvaskerier for den sags skyld), skabe/kommoder/reoler og køleskab før det begynder at ligne noget. Og alt løber op. Mange ting er ligeså dyre hernede som derhjemme.Så en stor del af min tid går med at spekulere på, hvad der er rigtigst og fornuftigst at gøre. Hvilket jo er sundt for mig! :-)I de sidste par dage har jeg så også haft mit lille job som guide/tolk/praktisk gris for DI i forbindelse med deres eksportfremstød hernede. Det gik rigtig godt, synes jeg, og hvis jeg er heldig, kan det give gode muligheder for job senerehen. En anden gevinst var, at jeg lærte journalisten Marlene at kende. Hun bor og arbejder hernede på næsten de samme vilkår som jeg, så jeg tror, vi kan være en god støtte for hinanden. Dertil kommer, at det er rart at kende nogle danskere hernede.Jeg hjalp med opsætning og nedtagning af bannere og reklamer, tolkede ved de forskellige stande (der var 13 danske firmaer i alt) og skulle dels lave en guidet tur for formanden for DI, Johan Schrøder, og dels for selve delegationen. Det første blev ikke til noget, da formanden åbenbart var forkølet (!) og det andet blev efter en lang palaver mellem Christian Wittenkamp og deltagerne til en guidet shoppingtur! Det var dog meget sjovt alligevel. Jeg tog dem med til den nærliggende bazar i Tajrish (nord-Tehran) og hjalp med indkøb af guld, sølv, tasker, sko, ure, en hårklipning og herudover fik vi set lidt af et passionsspil (taziyeh). Hele molevitten, altså de tre dages arbejde, gav mig lidt penge til at klare mig for. Ligeså snart jeg får indkvarteret mig, kan jeg begynde at lede efter job. Faktisk ringede telefonen for to minutter siden med et jobtilud fra et firma, der tilsyneladende handler med DK og Canada, men ligenu kan jeg kun tænke på lejlighed og på at få mine kasser ud af Mehrabad Lufthavn.Min 'plejefamilie', som er Rasmus' svigerfamilie, har hjulpet utrolig meget. De er rigtig søde og behandler mig som et medlem af familien. Jeg prøver så at leve op til deres forventninger til et familiemedlem og hjælper dem så godt, jeg nu kan. Heldigvis føler jeg mig godt tilpas hos dem og der er ikke en masse høfligheder, der jo skaber en kunstig og ubekvem atmosfære.Jeg ankom til Tehran d 3. Moharram, som er den ene af de to muslimske sørgemåneder. Det kulminerede ugen efter, den 9. og 10. med en masse sørgeoptog, flagellanter, tv og radio, sorte bannere overalt osv. Det eneste sjove ved hele den periode var den aften, hvor min 'kusine' Farnaz tog mig med ud for at 'se på optog'. I virkeligheden var det næsten som at være på diskotek i vesten, på nær den manglende dans og alkohol: alle unge kørte rundt i deres biler og udvekslede flirtende blikke, frække kommentarer, komplimenter og indladende bemærkninger og endda telefonnumre! Det var nu ret sjovt at opleve iranerne fra en uvant direkte og bramfri side.Heldigvis er den vigtigste sørgeperiode nu ovre og de fleste iranere er allerede nu i gang med at forberede sig til det iranske nytår, noruz, som begynder d. 20.3.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar