Ja, tiden flyver stadig af sted hernede, så det er svært at få et ben til jorden. Men måske har du bemærket, at jeg nu skriver æ, ø og å ubesværet? Det er fordi en af de vigtigste begivenheder gennem de sidste to uger var, at jeg omsider fik min arbejdspc herned. Så nu kan jeg gå på nettet (om end med en langsommelighed og ustabilitet, der gør det til lidt af en prøvelse) og skrive og læse mails hjemmefra. Det er en stor lettelse, ligesom det jo muliggør, at jeg omsider kan føle, at jeg kommer nogen vegne med arbejdet. Hidtil har jeg ikke fået meget andet end korte tekster og notater skrevet ned, men nu går det over stok og sten. At jeg så mangler et cd-drev er en mindre ulempe, jeg foreløbig må leve med. Det går såmænd nok alligevel. Og i weekenden (d. 19.-20.3.) kom mit feltskolehold så herned. Jeg hentede Hemming lørdag morgen ved 1-tiden og resten, det vil sige Marianne, Olof, Kristina og Mette, søndag aften. Søndag aften mødte jeg også flere gode venner fra DK i lufthavnen. De skulle alle på påskeferie hernede. Vi gik i gang med undervisningen mandag morgen kl. 9 og det er gået godt indtil nu, med teori/forberedelse om formiddagen og praktiske sprogøvelser i ”marken” om eftermiddagen. Mandag eftermiddag tog jeg med holdet ned til Tehrans Bagh-e Melli, der er den gamle port ind til de bygninger, der huser udenrigsministeriet. Her var nogle mænd i gang med at spille på en slags lurer og slå på tromme. De var alle iklædt nogle egnsdragter, som viste sig at stamme fra Fars-provinsen. Vi så på sceneriet en stund og gik så ind og beså de fine, gamle bygninger, der huser ministeriet i dag og som for nylig er blevet istandsat. Tirsdag aften var jeg med holdet ude at spise dizi, det vil sige en traditionel kødret med kikærter, som vi indtog på en gammel og traditionel restaurant nede i den sydlige del af centrum. Det var også en fornøjelig aften og det, at vi tog bussen både derned og tilbage igen, føjede en ekstra kulturel oplevelse til dagens program. I ugen inden holdet kom herned havde jeg besøg af Charlotte fra mit persiskhold i DK og hendes mand Ahmad og søn Daniel. De kom til frokost hos mig og tog så videre til Esfahan. Tirsdag inden nytåret/noruz var det chaharshanbe-suri (festlige onsdag), og det blev fejret med masser af fyrværkeri (mest af den øredøvende slags, mindre af den slags, der pynter på himmelhvælvingen) og fest i gaden. Jeg holdt aftenen hos Parvaneh og co. Og den yngste søn, Farhad, havde sørget for at placere sine højttalere ud mod gaden og dansede så rundt nede i gaden med fjernbetjeningen til musikanlægget i hånden! Det blev han vældig populær på og mange af naboerne stimlede sammen foran ”vores” opgang og dansede med. Pigernes tørklæder gled ned i nakken uden at nogen syntes at lægge mærke til det. Børn såvel som voksne sprang hen over bål mens de råbte ”sorkhi-ye to az man, zardi-ye man az to” hvilket betyder noget i retning af ”giv mig din røde farve og tag min blege kulør”, et nytårsrenselsesritual, der har eksisteret i årtusinder.
Selve nytåret, kl. 16.03 om søndagen, befandt jeg mig oppe i Darband, en af Tehrans bjergrige nordkanter, hvor jeg drak te og røg vandpibe (forbudt for kvindfolk!) med Hemming. Vi nød solen og at betragte bjergene og de få iranere, der havde forladt hjemmet til fordel for bjergene på denne dag, der ellers står lige så meget i familiens tegn som vores egen juleaften. Vi syntes dog ikke, årsskiftet kunne være tilbragt noget mere passende sted end her ude i naturen (selvom man kan diskutere naturværdien på den strækning, hvor tehusene ligger side om side og konkurrerer om de forbipasserende). Og sådan gik jeg ind i det Herrens år 1384! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar