Tiden går så stærkt, at man dårligt nok når at få et ben til jorden. Jeg når kun vanskeligt at besvare mine mails, men når det kommer til webloggen, er min samvittighed sort som kul. Men nu forsøger jeg at rette lidt op på det. De sidste uger gik med at undervise mit feltskolehold. Først havde vi to uger med i alt 10 undervisningsgange i Tehran og siden 5 dage med ”kulturelt indhold” i Esfahan. Jeg synes, at kurset gik rigtig godt. Der var ikke ret meget, jeg var utilfreds med og jeg tror, at holdet fik en masse ud af undervisningen, der var emneopdelt og bestod af klasseundervisning om formiddagen og praktiske sprogøvelser om eftermiddagen. Vi oplevede forskellige facetter af det iranske samfund og af dagligdagen hernede sammen. For eksempel var vi både til påskegudstjeneste i den armenske katedral og til muslimsk sørgehøjtidelighed i bazaren. Vi besøgte Rådet for Børnebøger, interviewede folk på gaden, afholdt orienteringsløb og lavede persisk mad sammen for nu bare at nævne nogle af aktiviteterne. I Esfahan besøgte vi de fleste seværdigheder, fik gået en masse rundt i den smukke by og drak the og røg vandpibe på utallige charmerende thehuse.
Alt dette havde været idel lykke, hvis det ikke havde været fordi jeg lige inden turen til Esfahan fik at vide af min udlejer, at jeg havde en uge til at flytte ud af lejligheden fordi hans søn og dennes familie var blevet trætte af Danmark og nu var på vej hjem. Det var temmelig stressende, nu hvor jeg lige var faldet på plads i mit rare hjem og havde fået pakket alle mine ting ud. Mens jeg var i Esfahan fik jeg beskeden om, at min mor havde fået konstateret metastaser af kræft og denne besked var naturligvis endnu mere foruroligende og stressende end den første. Jeg var faktisk parat til at tage det første fly hjem til Danmark og lade hele mit Iran-projekt sejle. Gudskelov fik jeg ved min hjemkomst til Tehran besked om, at der er gode prognoser for hendes helbredelse og om at hun hverken skal i kemo eller strålebehandling. Så jeg satte katastrofeplanerne på hold, om end der gik flere dage før jeg selv var ved at komme mig over angsten.
Nu sidder jeg så igen i Shahrak-e Qarb i min plejefamilies lejlighed. De har taget mig til sig uopfordret og givet mig husly nok engang. Alle mine kasser har jeg pakket sammen og stillet i kælderen i huset, hvor jeg boede. Udlejeren havde tilbudt mig at bo i kælderen, hvor de har en ”suite”, altså en toværelses lejlighed. Men der var så dunkelt og trist, at jeg slet ikke kunne forestille mig at bo der en dag, så jeg satte mine ting der indtil videre og satser på at finde noget andet at bo i. Indtil videre er det dog min største udfordring at få forlænget mit visum eller søge om arbejdsvisum. Det skal jeg tage mig af i denne uge, for der er desværre ikke lang tid til mit turistvisum udløber. Desuden skal jeg have fundet mig noget fast arbejde. I går var jeg til reception på den danske ambassade i anledning af dronningens fødselsdag og fik arbejdet lidt på nogle forbindelser der, ligesom jeg fik nogle råd og fif til hvor og hvordan jeg kan finde arbejde. Jeg tror, det nok skal lykkes, men jeg har måttet gribe mig selv hårdt i nakken ind imellem for at fastholde min optimisme, for uden den kan jeg lige så godt rejse hjem. Jeg har sådan lyst til at blive her længe, i hvert fald et års tid, måske mere, og håber virkelig, at tingene flasker sig. Her på mandag skal jeg mødes med en professor fra Mashhads Ferdowsi Universitet og det er mit indtryk, at der ligger et svar angående min optagelse der. Så det bliver spændende. Måske kan jeg søge om studievisum på baggrund af min optagelse, måske kan jeg søge arbejdsvisum, det finder jeg ud af i løbet af de næste par dage.
Bortset fra disse genvordigheder, så tager den ene dag den anden. Mange af dagene er fløjet af sted i gode venners selskab. For eksempel har jeg udover receptionen i går været til to fester de sidste tre dage. Jeg har været i biografen to gange og set både en iransk film (den var dødssyg) og en amerikansk (”The Aviator”, oprindelig længde: 170 min., censureret længde: ca. 125 min.!) – jo-jo! I dag skal jeg i bjergene, måske på ski, det står ikke klart endnu. Forhåbentlig kommer jeg tilbage i god behold. Det er en af mine nye venner, Mehrdad (som I måske husker fra agerhønejagten?), der har inviteret mig, ligesom han flere gange har kørt mig rundt i de smukke bjerglandskaber i udkanten af Tehran (se billedet). Jeg føler mig sådan i gode hænder hernede og tænker tit på, om jeg nogensinde vil kunne gøre gengæld for al den godhed og hjælpsomhed, jeg møder. Forhåbentlig får jeg lov til at blive her længe nok til bare at give en smule tilbage.
Hav det godt, alle mine gode venner. Jeg skriver igen så snart, jeg kan.
