Rakkerliv

De sidste uger er gået stærkt og har ligesom ugerne før dem været temmelig turbulente. I skrivende stund føler jeg mig noget træt og min optimisme er noget udtæret, om end ikke udslukt endnu. Jeg skriver disse linjer i Mashhad, Khorasans provinshovedstad i det nordøstlige hjørne af Iran, hvortil jeg kom i går eftermiddag. Det er her, jeg har søgt om optagelse som ph.d.-studerende og det er dels grunden til, at jeg sidder her lige nu. Jeg skulle have mødtes med en af professorerne herfra for nogle uger tilbage i Tehran, men der gik kludder i det, så jeg besluttede at tage hertil på en smuttur i stedet. På den måde kunne jeg måske få lidt nyt om min situation. Det sidste, jeg hørte, var nemlig, at jeg først kan vente (officielt) svar – og dermed evt. søge om studievisum – i løbet af sommeren! I dag fik jeg dog at vide, at jeg er blevet godkendt og kan regne med et officielt svar i løbet af kort tid!
Den anden årsag til rejsen var, at jeg i løbet af de forgangne uger har fået skrevet et abstract til en artikel, som jeg gerne vil deltage med på en kongres i Tajikistan i slutningen af juni. Og da mit abstract og min tilmelding blev godkendt, måtte jeg i en fart i gang med selve artiklen. Til den skal jeg bruge en god internetforbindelse (for jeg skal hente en pæn del sider af mit internetprojekt ned til brug for præsentationen) og det siger de, de har på Mashhads universitet. Så her er jeg altså nu…
Både i går og i dag har jeg haft travlt med at hente siderne fra nettet, men dels har jeg haft software-problemer og dels er nettet ikke så stærkt og hurtigt, som de bryster sig af, så det er kun, hvis alt går godt, at jeg bliver færdig med den del af artiklen i morgen. Jeg bliver her dog til onsdag.
Lige nu sidder jeg på universitets hotel (for gæsteundervisere, gætter jeg på) og det er faktisk første gang i flere uger, jeg bare er helt, helt, helt alene. Hvor er det skønt! Jeg flyttede fra Farnaz og co. for en god uges tid siden, for jeg trængte til lidt ro om ørerne. Jeg flyttede så ind hos Hamid og Shirin, to venner af føromtalte Mehrdad. Og det er rolige og søde mennesker, som kun har et barn, der oven i købet er i skole hver dag, så det er faktisk roligere, om end jeg stadig intet privatliv har der. Jeg savner sådan at få mit eget igen, at kunne føle, at jeg bor her og ikke bare er på rejse og hele tiden trækker på folks tålmodighed og gæstfrihed.
Desværre gik det ikke så godt, som jeg havde håbet med at få forlænget mit visum. Derfor har jeg heller ikke søgt efter lejlighed de sidste to uger. Jeg søgte om 90 dage, men fik kun 18! Det er bedre end ingenting, siger mine søde venner, men det var noget af et slag, for man kan ikke basere sit liv på et 18-dages visum. Oven i købet fik jeg at vide, at næste gang, jeg vil forlænge visummet, skal jeg ikke regne med mere end 10 dage! Så jeg føler virkelig, jeg er her på lånt tid. Nu gælder det om at finde et job i en fart, for ellers kan jeg godt pakke sydfrugterne (hedder det mon nordfrugter hernede?!) og tage hjemad igen. Jeg har sendt ansøgninger til flere forskellige ambassader nu og også til nogle af de internationale organisationer hernede. Men endnu har det ikke kastet noget af sig. Så snart, jeg er tilbage i Tehran igen, fortsætter jagten, for jeg vil bare ikke hjem nu. Slet ikke når jeg skal til Tajikistan om en god måneds tid og skal begynde på en ph.d. her til efteråret. Det virker så dumt… Så jeg hager mig fast i håbet og gør alt, hvad jeg kan.

Bortset fra alle genvordighederne er der stadig mange gode oplevelser at berette om! Jeg får set og oplevet en masse. For eksempel var jeg i Takab, i det vestligste Iran, næsten ved Iraks grænse, her i forgårs. Vi tog af sted ni personer i to biler kl. 5.30 om morgenen og kom hjem kl. 1 om natten! Undervejs så vi Takht-e Soleyman (Salomons trone) og Zendan-e Soleyman (Salomons fængsel), to fantastiske monumenter, som jeg ikke havde set før. Det første er et gammelt slot med rødder helt tilbage til akæmeniderne, for 2500 år siden, hvor der bl.a. var et ildtempel og en fantastisk indsø, mere end 100 m dyb og så smaragdgrøn, som man kun kan drømme om! Det andet monument lå ganske tæt på det første, langt oppe på toppen af en bakke. Det viste sig at være et vulkankrater, hvor der også havde været en indsø. Nu er alt vandet borte, men man kan kravle op ad den stejle skråning, der har stensætninger øverst oppe og så kan man kigge ned i dybet! Der er mindst 50-60 meter til bunden og det gyser virkelig i én! I nærheden mødte vi nogle kurdere fra omegnen, der holdt bryllup og var klædt i egnsdragter. Bagefter picniccede vi i nærheden ved en lille flod med birketræer og popler og lavede kyllingekebab over bål, røg vandpibe og hyggede os i solen. Så bliver livet altså ikke meget bedre!... På tilbagevejen, om aftenen, holdt vi ind for at drikke the. Tilfældet ville det, at en kendt politiker, der stiller op til præsidentvalget, Karrubi, lige holdt ind med sit følge det samme sted. Min ven, Marlene, der er journalist, så sit snit til at forsøge at få et interview med ham og jeg blev hevet med for at oversætte. Det foregik i en sværm af andre journalister og foran en stribe kameraer, så det var ikke min yndlingssituation, men spændende var det!
Af andre oplevelser kan nævnes ture i de tehranske bjerge, som jeg aldrig får nok af, fester og gæstebud hos iranere (med masser af dans, så nu må jeg vel snart til at lære det) såvel som danskere (med bl.a. asparges, hamburgerryg og revelsben), klipning på en fornem frisørsalon (de kunne ikke forstå, at jeg hverken ville have min næse opereret eller brynene plukket), spåning i kaffegrums og så de lange dage med bureaukratiet (sammenlagt en halv dag for at forlænge mit visum og en hel dag for at få udleveret mit påskeæg og mine kontaktlinser på postkontoret!).
Jeg lærer hele tiden nye mennesker at kende hernede og det er en kunst at kunne gennemskue, hvem man virkelig kan regne med og hvem man skal være tilbageholdende overfor. Men det kommer jo med tiden. Efterhånden kan jeg se, at jeg bliver forsigtigere og nok lidt mere tilbageholdende i min omgang med andre mennesker og selvom jeg ikke bryder mig om det, så er det en uundgåelig konsekvens af livet hernede. En af de svære ting, jeg oplever for tiden, er at jeg savner min familie og mine venner i Europa så meget, men samtidig ikke kan udholde tanken om at rejse herfra med mindre jeg bliver tvunget til det. Den splittelse er svær at tackle, for det gør hele tiden lidt ondt i hjertet. Men det er jo naturligt. Alt har sin pris. Jeg tror, at når tingene endelig falder lidt til ro i mit nye liv, så vil jeg have flere kræfter til at tackle det end jeg har nu. Så jeg holder ud.
Nå, men jeg vil nu forlade mit lille hotelværelse og begive mig ud i Mashhads sorte aften og få lidt aftensmad. Hav det godt så længe…