Tilbage…

De sidste uger har det været svært at samle sig om loggen. Der er sket mangt og meget i mit liv, men det, det meste af min energi har været koncentreret om, har nok været kampen for at blive i Iran, få et job og en opholdstilladelse. Jeg har haft ansøgninger ude hos ambassader og udenlandske organisationer og har kæmpet for at finde fodfæste. Men det lykkedes ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Fredag d. 3.6. var den sidste dag i mit visum og lige meget hvor meget, jeg hoppede og sprang, så var de iranske myndigheder ikke til hverken at hugge eller stikke i. Visummet kunne ikke forlænges yderligere. Basta. Så tidligt fredag morgen tog jeg et fly mod München og herfra videre mod København, hvor jeg landede ved middagstid. Det var ubeskriveligt hårdt at skulle sige farvel til alle mine gode venner og pakke mine ting sammen og forlade Iran. Hårdt var det også at lande i mit eget fædreland, der aldrig har føltes mig mere fremmed. Fire måneders ophold i udlandet har ændret mig, det kan jeg ikke nægte. Jeg følte (og føler) mig fremmed i Danmark. En følelse af ikke at høre til her længere. Men hvorom alting er, så har de fire måneder ladet mig nå frem til en vished om, at det er i Iran, jeg har lyst til at tilbringe de næste år af mit liv. Så det må og skal lykkes. Denne gang vil jeg gøre hvad jeg kan for at kunne rejse tilbage på et visum med en arbejdskontrakt. Uanset alle problemerne har det været en meget lærerig tid for mig og jeg har nydt hvert minut, jeg har haft der. Jeg vænnede mig i den grad til at være der. Mit persisk blev bedre dag for dag og jeg lærte samfundet bedre og bedre at kende. Hver gang, jeg så Alborzbjergene nord for byen eller kørte igennem mine yndlingskvarterer, ønskede jeg sådan, at jeg måtte finde en permanent løsning, at jeg måtte slippe ud af min turisttilværelse. De sidste uger har naturligvis også været vanskelige fordi jeg ikke havde mit eget sted og hele tiden boede rundt omkring hos mine søde og gæstfrie venner. Uden mine trofaste venner, især Hamid, Shirin, den søde Birthe og Mehrdad, ved jeg slet ikke, hvordan jeg skulle have klaret det…Nu sidder jeg altså i Danmark og ruger over, hvordan jeg hurtigst muligt kan komme tilbage til Iran, hvor mit liv står på hold og mine 9 flyttekasser i en kælder i Shahrak-e Gharb står og venter på mig. De forgangne fire måneder føles som en generalprøve på min iranske tilværelse, nu gælder det for alvor. Jeg vil finde et job, en lejlighed og så tage min dejlige kat under armen og bosætte mig i Iran for alvor. Kære venner, kryds fingre for, at det ikke varer for længe…