Julebrev

Det er 2. juledag. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og har været ude på altanen for lige at tage et par billeder af bjergene. Nu sidder jeg med en kop kaffe og BBC kørende i baggrunden mens jeg skriver. Vejret har været exceptionelt fint i dag; i går øsregnede, tordnede og lynede det og i dag er luften vasket fin og klar, så klar, som den ikke har været længe. Himlen er blå med hvide skyer og bjergene ses tydeligt og virker pludselig meget tæt på. Flot julevejr.

Det politiske klima hernede er desværre knap så klart, snarere overskyet. Hver dag hører man nye rygter om nye tiltag og ingen ved, hvad det hele dog skal ende med. Nogle er optimister, andre mere skeptiske. Indtil videre er det meste dog snak og der er ikke mange håndgribelige konsekvenser at spore. I de iranske medier får man en side af sagen og i de vestlige en anden. For den menige iraner går livet naturligvis videre som det plejer. Men i nogle brancher og sektorer mærkes krisen mere end andre. Ansættelser er sat på standby, handelen gået i stå eller visse restriktioner indført.

Julen har været mærkelig hjemløs i år. Jeg forsøgte på en gang at fortrænge dens eksistens og at skabe et nyt rum for den. Ingen af delene lykkedes helt. Helst ville jeg nok have været på ferie ude af byen, for helt at glemme julen. Men da det ikke lod sig gøre, så gik jeg altså lidt over i den anden grøft: spiste pebernødder og min mors dejlige marcipanbrød. Ja, selv risengrød blev det til. Venner kom forbi og smagte de eksotiske danske delikatesser og lyttede til Bachs juleoratorium sammen med mig. Det hjalp lidt på humøret. Juledag gik jeg i svømmehallen og tog den store tur med sauna, tyrkisk bad, vikingegys og jacuzzi. Ikke nogen dårlig måde at starte en halv fridag på, men stadig meget langt væk fra det, det burde have været: julefrokost med familien, gensyn med alle dem, man kun ser alt for sjældent. Selvom man sagtens kan få både juletræ og julepynt i de armenske kvarterer, så købte jeg ikke noget af den slags. Men det plejede jeg heller ikke at gøre i Danmark, på grund af katten. I dag fik vi kalkun til frokost på kontoret. Min chef havde lavet den og det smagte da af jul…

I sidste uge fik jeg den glædelige nyhed, at jeg har fået det ph.d.-stipendium, jeg havde søgt om for et par måneder siden. Det er stort, for det betyder både, at jeg får en chance for at tage en uddannelse, som jeg har forsøgt at komme ind på i Danmark gennem flere år uden held. Den kan jeg nu tage her, i Iran, hvor det faglige miljø på mange måder er meget rigere og alt forgår på persisk. Det er naturligvis gavnligt for min sproglige udvikling, og jeg forestiller mig, at mange døre nok står åbne (til den tid) for en udenlandsk iranolog, der har affattet sin afhandling på persisk og på iranske kriterier. Det vil tiden selvfølgelig vise. I første omgang gælder det om at komme i gang og i den forbindelse får jeg nok et studievisum på 1 år, hvilket vil løse det, der har været mit kardinalproblem indtil nu: opholdshjemmel. Jeg har tænkt mig at begynde at lede efter et bedre lønnet job fra nytår. For på den løn, jeg får nu, vil det ikke kunne løbe rundt uden et større antal privattimer ved siden af. Det vil så igen gå ud over studierne. Så kryds fingre for at det også lykkes!

Bortset fra julen og nyheden om stipendiet er der ikke meget nyt at fortælle og dagene går som de plejer. I fredags, lillejuleaften, var jeg på bjergtur og fik rigtig indviet mine nye vandrestøvler. Det øsede dog ned, så jeg kom ikke særlig langt før jeg måtte vende om og finde et thehus med en gasovn, jeg kunne varme og tørre mig ved. Men støvlerne stod distancen fint; ikke en dråbe vand trængte ind.

Inden jeg slutter for denne gang, vil jeg sige tak til alle dem, der har sendt mig søde julehilsener. Det varmer når man sidder langt væk hjemmefra!Jeg håber, at I alle har haft en god jul og jeg ønsker alle et fantastisk 2006 fyldt med glæde og eventyr!