Julebrev

Det er 2. juledag. Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og har været ude på altanen for lige at tage et par billeder af bjergene. Nu sidder jeg med en kop kaffe og BBC kørende i baggrunden mens jeg skriver. Vejret har været exceptionelt fint i dag; i går øsregnede, tordnede og lynede det og i dag er luften vasket fin og klar, så klar, som den ikke har været længe. Himlen er blå med hvide skyer og bjergene ses tydeligt og virker pludselig meget tæt på. Flot julevejr.

Det politiske klima hernede er desværre knap så klart, snarere overskyet. Hver dag hører man nye rygter om nye tiltag og ingen ved, hvad det hele dog skal ende med. Nogle er optimister, andre mere skeptiske. Indtil videre er det meste dog snak og der er ikke mange håndgribelige konsekvenser at spore. I de iranske medier får man en side af sagen og i de vestlige en anden. For den menige iraner går livet naturligvis videre som det plejer. Men i nogle brancher og sektorer mærkes krisen mere end andre. Ansættelser er sat på standby, handelen gået i stå eller visse restriktioner indført.

Julen har været mærkelig hjemløs i år. Jeg forsøgte på en gang at fortrænge dens eksistens og at skabe et nyt rum for den. Ingen af delene lykkedes helt. Helst ville jeg nok have været på ferie ude af byen, for helt at glemme julen. Men da det ikke lod sig gøre, så gik jeg altså lidt over i den anden grøft: spiste pebernødder og min mors dejlige marcipanbrød. Ja, selv risengrød blev det til. Venner kom forbi og smagte de eksotiske danske delikatesser og lyttede til Bachs juleoratorium sammen med mig. Det hjalp lidt på humøret. Juledag gik jeg i svømmehallen og tog den store tur med sauna, tyrkisk bad, vikingegys og jacuzzi. Ikke nogen dårlig måde at starte en halv fridag på, men stadig meget langt væk fra det, det burde have været: julefrokost med familien, gensyn med alle dem, man kun ser alt for sjældent. Selvom man sagtens kan få både juletræ og julepynt i de armenske kvarterer, så købte jeg ikke noget af den slags. Men det plejede jeg heller ikke at gøre i Danmark, på grund af katten. I dag fik vi kalkun til frokost på kontoret. Min chef havde lavet den og det smagte da af jul…

I sidste uge fik jeg den glædelige nyhed, at jeg har fået det ph.d.-stipendium, jeg havde søgt om for et par måneder siden. Det er stort, for det betyder både, at jeg får en chance for at tage en uddannelse, som jeg har forsøgt at komme ind på i Danmark gennem flere år uden held. Den kan jeg nu tage her, i Iran, hvor det faglige miljø på mange måder er meget rigere og alt forgår på persisk. Det er naturligvis gavnligt for min sproglige udvikling, og jeg forestiller mig, at mange døre nok står åbne (til den tid) for en udenlandsk iranolog, der har affattet sin afhandling på persisk og på iranske kriterier. Det vil tiden selvfølgelig vise. I første omgang gælder det om at komme i gang og i den forbindelse får jeg nok et studievisum på 1 år, hvilket vil løse det, der har været mit kardinalproblem indtil nu: opholdshjemmel. Jeg har tænkt mig at begynde at lede efter et bedre lønnet job fra nytår. For på den løn, jeg får nu, vil det ikke kunne løbe rundt uden et større antal privattimer ved siden af. Det vil så igen gå ud over studierne. Så kryds fingre for at det også lykkes!

Bortset fra julen og nyheden om stipendiet er der ikke meget nyt at fortælle og dagene går som de plejer. I fredags, lillejuleaften, var jeg på bjergtur og fik rigtig indviet mine nye vandrestøvler. Det øsede dog ned, så jeg kom ikke særlig langt før jeg måtte vende om og finde et thehus med en gasovn, jeg kunne varme og tørre mig ved. Men støvlerne stod distancen fint; ikke en dråbe vand trængte ind.

Inden jeg slutter for denne gang, vil jeg sige tak til alle dem, der har sendt mig søde julehilsener. Det varmer når man sidder langt væk hjemmefra!Jeg håber, at I alle har haft en god jul og jeg ønsker alle et fantastisk 2006 fyldt med glæde og eventyr!

Mis-sion accomplished, del II

Her er et lille billede af Khaje Tusi i de nye omgivelser.

Mis-sion accomplished - del I

Ja, så lykkedes det! Tusi og jeg er nu tilbage i Tehran. Efter fire uger i Danmark med en masse løben fra det ene kontor til det andet fik jeg endelig ordnet alt det kedelige administrative og set – næsten – alle vennerne og nu er jeg tilbage på min pind og det er dejligt! I Danmark fik jeg endelig skaffet mig af med de lejere, der havde gjort livet surt for mig ved at vanrøgte såvel min lejlighed som lejekontrakten. Jeg fik istandsat lejligheden og genudlejet den til en (forhåbentlig) mere pålidelig lejer. Det lykkedes mig også at få verificeret mine eksamenspapirer (tog 2 gange på uni, 3 gange på Udenrigsministeriet, 1 gang på Videnskabsministeriet og 2 gange på den iranske ambassade!). Og endelig lykkedes det mig at få gjort Khaje Tusi til EU-borger og få de fornødne stempler og dokumenter for at få ham med hertil. Altsammen kostede en masse tid og penge, men det er sikkert det værd! :-)Heldigvis blev der også tid til at se familie og venner i Aabenraa og København. Der blev julehygget og spist julemad på forskud og jeg nåede endda en enkelt julefrokost. Jeg skylder en stor tak til mange af mine venner i både København og Aabenraa. Især til Lena, Ming og Kira, der lod mig overnatte og udholdt det kaos, det medførte. Men også alle mine andre venner, der enten har hjulpet med at flytte kasser eller skrive breve for mig, har taget sig tid til en kop kaffe eller budt på middag. Det var dejligt at se jer allesammen og blot ærgerligt, at tiden er så sparsom. Men alle er velkomne til at besøge mig hernede, hvor jeg så må forsøge at gøre gengæld. En ganske særlig tak skylder jeg Rasmus, der har været adoptivfar for Tusi siden februar. Han har passet på Tusi som om det var hans egen kat, og jeg kunne ikke have ønsket en bedre kattepasser for Tusi. Det har været dejligt midt i al min usikkerhed omkring min egen situation hernede og alt bøvlet med lejligheden i det mindste at vide, at min kære lille kat var i de bedste hænder.I Kastrup var der en del besvær med at tjekke Tusi ind. Det kostede ekstra da dyr betegnes som overvægt (70 kr. per kilo) og han skulle have særlige rejsedokumenter udfærdiget og overvægten skulle betales ved et SAS-kontor. Herefter gik turen til security-folkene, der skulle se, om han havde nogen bomber på sig! Men så fik han et blåt mærke i sine papirer og kunne så lastes på flyet. Jeg var noget ængstelig, som de fleste nok sagtens kan forestille sig. Flyveturen gik dog forbløffende godt og Tusi kom frem uden m? Jeg spurgte ved en skranke i lufthavnen om, hvor jeg kunne finde min kat og de sagde, at den ville komme på bagagebåndet som det sidste bagage! Det blev jeg lidt skræmt over, men et minut senere kom en mand bærende med Tusi og spurgte højlydt, hvem katten tilhørte. Så fik jeg ham udleveret og kunne formedelst ca. 14 kr. hurtigt få stemplet hans papirer ved karantænekontoret og så bare afvente resten af bagagen, der også hurtigt kom. Derefter gik det hjemad med taxi. Tusi indtog ret hurtigt lejligheden og ser ud til at føle sig hjemme allerede. Men der må jo også have været lugte, han kendte, rundt omkring, i hvert fald var lammeskindet noget, han både huskede og accepterede uden videre. Måske skal det lige tilføjes (for de katte-interesseredes skyld) at jeg havde brugt en feromon-spray, jeg havde købt hos dyrlægen, som skal give katten indtryk af ro og tryghed omkring den. Og det har muligvis haft en effekt på både flyveturen og ved indflytningen. Nu skal det så blive spændende at se, om jeg også kan få fat på noget kattegrus til ham...Ja, på en måde føles det som om endnu en milesten er passeret. For nu, hvor Tusi er kommet herned, så er det endnu mere vigtigt at få opholdstilladelsen til at falde på plads. Jeg har tænkt mig at begynde at undervise privat for at få økonomien til at hænge sammen. Og så afventer jeg jo svaret på min ph.d.-ansøgning. Det er ikke til at vide, hvornår det kommer, eller hvordan udfaldet vil være, men jeg venter tålmodigt, for tålmodighed er en dyd – og især i Iran! I mellemtiden kan jeg så nyde at falde på plads i min lejlighed – det nåede jeg jo dårligt nok da jeg rejste til DK godt en uge efter indflytningen. Jeg har hentet en ordentlig stak af mine bedste cd´er med herned samt stearinlys og mine workout-bånd, så der er til både pligter og fornøjelse. Tja, ellers er det jo bare rart at kunne fortsætte mit liv hvor jeg slap det, med arbejdet og min lejlighed og mine gode venner hernede. Det føles trygt og rart og rigtigt...Jeg vender snart tilbage med en ny tilstandsrapport. Indtil da: khodahafez!