Røre...

Jeg sidder her og skriver disse linjer en sen søndag aften. Egentlig ville jeg først have skrevet i morgen eller i overmorgen, men pres fra bekymrede familiemedlemmer og venner derhjemme gør, at jeg nok hellere må ile med en opdatering, så ingen skal bekymre sig unødigt. Jeg hentyder naturligvis til Muhammed-situationen, som de sidste par dage er eskaleret kraftigt. Jeg er i den sidste uges tid blevet kontaktet af flere journalister hjemmefra, der ville vide, hvordan ”den danske situation” så ud hernede. Og jeg har kunnet berolige med, at der ikke var andre reaktioner i medierne hernede end referater af hvad der er hændt i resten af Mellemøsten. Desværre har situationen så også bredt sig hertil de sidste par dage. Men jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er bekymret for situationen hernede (faktisk bekymrer den hjemlige situation mig væsentligt mere) og indtil videre er der intet, der tyder på, at det vil komme til at ligne de arabiske landes reaktioner. Jeg vil gerne komme med så objektivt og neutralt et bud som muligt på, hvorfor situationen ikke umiddelbart giver anledning til panik. Som jeg ser det, er der to årsager hertil. Den ene er kulturel/religiøs. Iranerne er shiamuslimer og selvom det ikke er dogmatisk betinget, så er der her en tradition for at man i høj grad ser gennem fingre med billedforbudet. Det er meget aktuelt i gadebilledet lige nu, for Moharram-sørgemåneden har sat ind og alle vegne ses der store plakater med tegninger af Profetens barnebarn, Hossein, hvis martyrium for fjortenhundrede år siden højtideligholdes. Der er dog ikke billeder af Muhammed nogen steder, og det ville også være at gå over grænsen. Men den anden grund, jeg tror, der spiller ind, er at iranerne lige nu har temmelig travlt med en vis anden sag, den diplomatiske kattepine med det internationale atomagentur. Den sag tager en hel del mere af politikernes opmærksomhed og rummer også en reel trussel for landet. Det kan bekymre mig en del mere end Jyllandspostens fadæse. Det er derimod meget rørende, at mange iranere, der ved, at jeg er dansker, kommer hen og spørger deltagende og bekymret, om jeg har været udsat for nogen ubehageligheder de sidste par dage! Det har jeg jo ikke, og forventer det som sagt heller ikke. Iranerne tager som sædvanlig afstand fra araberne og dermed også deres reaktioner imod danskerne i de arabiske lande.

Faktisk ville jeg hellere have brugt det meste af mit krudt i dette indlæg på noget helt andet: jeg er nu formelt studerende på Tehrans Universitet! I dag blev jeg formelt immatrikuleret og fik studiekort udleveret, forsynet med mit tilslørede kontrafej! Bagefter gik jeg over på det humanistiske fakultet, hvor jeg skal læse, for at se, hvilke fag, jeg skal have, men det kan jeg først få oplysninger om i næste uge, hvor man skal indskrive sig på de fag, man ønsker. Stadig har jeg en del bøvl med alt det administrative og jeg skal nok på en ti-tyve forskellige kontorer endnu før både forsikring, visum og alle de studierelevante papirer er gået i orden. Men der er lys for enden af tunnelen!