Nye udfordringer

Der er gået lang tid siden sidste post på bloggen. Egentlig har der ikke været så meget at fortælle, for livet har gået sin faste gang med arbejdet og de sædvanlige ture til uni for at se at få en afklaring på min situation. Og det har været en utrolig lettelse, at jeg nu ikke også skulle bruge energi på visumhistorien.

I den sidste måneds tid har jeg fundet mig et fritidsjob. Vi har nemlig fået ny ambassadør og både han og hans kone har vist stor interesse for at lære persisk og har nu bedt mig undervise dem privat. Det har været en glæde for mig at kunne vende tilbage til min oprindelige ”profession” og det at have engagerede elever har altid været alfa og omega for min egen entusiasme i undervisningen. Så vi klør på med begynderpersisk et par gange om ugen. Dertil kommer, at jeg ikke kan leve af mit almindelige arbejde og derfor kom denne lille sideindtjening som manna fra himlen. Det er også i disse dage, at min tidligere husvært kommer og henter sit indbo fra min lejlighed. Så jeg skal nu ud og købe nyt køleskab, vaskemaskine, seng osv. og så hjælper det jo også at der er lidt mere at tage af i kassen. Jeg har nu fået tilbudt en del brugte møbler, og det er også en uvurderlig hjælp.

Udover at det er den iranske Mehr-måned, vi skriver lige nu, er det jo også Ramadan. Så ”alle” faster. Det vil sige, jeg gør ikke, og min chef heldigvis heller ikke. Men alle steder er resturanter, sandwichforretninger o.lign. lukket, så der er ikke meget frokost at komme efter. Vi laver maden selv på kontoret, selvom det af og til bliver lidt ensformigt. Folk, der faster, bliver hurtigt trætte og mange har kortere lunte end normalt. Jeg så hele to slagsmål på gaden i går, hvilket jeg tilskriver folks manglende energi og tålmodighed i denne tid. Ved sekstiden om aftenen, lige inden eftar, tidspunktet, hvor fasten brydes, er trafikken helt utrolig. Alle skynder sig for at nå hjem til familien og bryde fasten sammen. Der er trafikpropper overalt. En time senere er der tomt på alle gader og kun ganske lidt trafik! Der er stor forskel på, hvorledes folk ser på fasten. Mange faster naturligvis helt efter forskrifterne: rører hverken vådt eller tørt endsige tobak fra solopgang til solnedgang, læser koranen fra den ene ende til den anden, beder mere regelmæssigt end ellers og giver særlige almisser til de fattige i denne måned. Andre ”pluk-faster” et par dage ad gangen, nogle blot nogle timer (en af mine venner begynder sin faste efter morgenmaden!). Her gengiver jeg bare for sjov en kort samtale, jeg havde med en ven i sidste uge, da han indfandt sig på vores kontor lige netop som vi skulle til at indtage vores ”forbudte” frokost:

Mig: Skal du have lidt frokost med?

Ven: Nej tak, jeg faster.

Mig: Faster du? Jamen, det gjorde du da ikke sidste år. Da sagde du, at du var imod at faste!

Ven: Ja, men det er heller ikke rigtig faste på den måde, det er mere som kur...

Mig: Nå okay, så siger vi det...

Ven: Maden ser ellers godt ud, ved nærmere eftertanke tror jeg, jeg bryder fasten i dag, for jeg har sådan ondt i hovedet...

Mig: Det er da klart, du har ondt i hovedet, det må jo være dehydrering.

Ven: Nej, det er ikke den slags ondt i hovedet, jeg fik et par glas i aftes, så...

Universitetet og min ph.d.-uddannelse begynder endelig at aftegne sig klart i horisonten. Det er nu langt om længe blevet afklaret, at jeg skal læse sammen med de andre udenlandske ph.d.-studerende på afdelingen for Persisk Sprog og Litteratur ved Tehrans Universitet. Tidligere var der tale om, at jeg måske skulle læse sammen med iranerne (hvilket jeg hellere ville, da det betød højere niveau og dermed et bedre eksamensbevis i sidste ende), men det blev det altså ikke. Det er her i måneden Mehr, at universitetet normalt begynder sit efterårssemester. I denne uge har jeg så indtegnet mig for de kurser, det er påkrævet, at jeg følger i det første semester. Det lå fast, at jeg skulle tage 14 såkaldte enheder (svarende til lektioner, hvert delfag svarer til 2 enheder) i snit per uge, heraf var de 12 obligatoriske og de 2 sidste ”valgfrie”. Men da der kun blev udbudt to ”valgfrie” fag at vælge imellem – begge irrelevante i forhold til min afhandling og mine interesser i øvrigt – bad jeg om at få lov til at vente med at vælge ”valgfrie fag” til næste semester. Det var de ikke glade for, men til sidst fik jeg dem overbevist og fik derfor dispensation fra det samlede antal på 14 enheder. Det, jeg så skal læse i dette semester, er: Litteraturhistorie (tidl. periode), Enkel prosa, Enkel digtning, Grammatik, Litterær teknik og Middelpersisk. Det er flere fag, end jeg nogensinde har haft på et ugeskema på Københavns Universitet i mine studieår der! Men selvom jeg ikke har høje forventninger til undervisningens kvalitet, så glæder jeg mig til at komme i gang med at lære igen. Det kan jeg mærke, jeg trænger til. Nu skulle undervisningen så gå i gang enten i denne uge eller i begyndelsen af næste, det ligger ikke fast endnu!

En anden stor udfordring og mindeværdig oplevelse i den forgangne tid har været min bjergvandring og i særdeleshed turen til Damavand. Efter at have trænet ret intensivt efter min tilbagevenden fra Danmark, følte jeg mig efterhånden klar til at prøve kræfter med bjerget, der er Irans højeste (5671m, se fotoet). Så jeg meldte mig til en gruppe fortrinsvis bestående af østrigere, men også en franskmand, en iraner og en schweitzer, udover vores meget erfarne og kompetente, kvindelige, iranske guide. Vi drog afsted fra Tehran om morgenen fredag d. 22.9. og kørte mod nordøst. Efter nogle timers kørsel nåede vi ved ellevetiden byerne Polur og Reyneh, der ligger tæt på Damavand. Herfra kørte vi ad en grusvej op ad skråningerne indtil vi nåede ”Gusfandsara” (fårefolden), der ligger i knap 3000m’s højde (!). Her lejede vi muldyr til at bære vores tunge udstyr, telte osv. og begav os selv på vej opad. Vi nåede frem til ”shelteret”, hvor vi skulle overnatte, ved halvfiretiden om eftermiddagen. Det ligger i en højde af 4100m. Det var vanskeligt at gå heroptil, selvom det var den nemmeste del af ruten. Nu skulle vi bare pakke ud og hvile os til næste morgen. Nogle af os havde let hovedpine på grund af højden, men de fleste af os var friske og veloplagte og havde fuldt mod på resten af turen. Vi sov tidligt om aftenen efter at have lavet suppe på primussen. Midt om natten vågnede jeg og skulle sådan på toilettet. Jeg prøvede at overtale mig selv til at sove videre, men det gik ikke og efter en halv times natlig forhandling med mig selv i mørket besluttede jeg at gå ud. Shelteret er egentlig bare et skur af metal på en betonplatform. Indenfor er der nogle brede og meget ujævne etagesenge af træ uden madrasser af nogen art. Der er hverken indlagt el eller vand. Toilettet befandt sig udenfor, vidste jeg, men da jeg ikke havde haft behov for det før og ikke havde rekognosceret terrænet inden jeg lagde mig til at sove, anede jeg ikke hvor. Jeg famlede i mørket efter min lommelygte, som jeg havde hængt på sengestolpen, men fandt den ikke. Så ledte jeg efter toiletpapirrullen, men fandt heller ikke den (også svært at lede i bulderravende mørke når alle omkring en sover!). Jeg opgav begge dele, listede ned i støvlerne og begav mig udenfor bygningen. Kun med stort besvær fik jeg åbnet jerndøren og nu stod jeg ude under tusindvis af stjerner i tindrende klar frost. Langt borte så jeg et lysskær på himlen, der måtte stamme fra Tehran. Det var otte grader koldt, fandt jeg senere ud af. Jeg listede om bag bygningen og fik forrettet mit ærinde og listede så ind i seng igen og sov videre.

Vi blev vækket lørdag morgen ved 5-tiden, hvilket var alt for sent i forhold til vores aftalte plan. Med hast (og for mit vedkommende med besvær og tvang) spiste vi morgenmad og skyllede den ned med the inden vi begav os afsted op mod toppen. Da var klokken allerede over seks og det var blevet lyst. Vi gik meget, meget langsomt. Grunden, vi gik på, var blød jord, sandet og med klippestykker ind imellem. Det var virkelig hårdt at gå og nu mærkede man, hvor tynd luften er i de højder. Vi gik med let oppakning og de fleste af os havde stave at støtte os til. Efter en god times vandring gav jeg op. Jeg følte mig så træt og tung og mit åndedræt kunne ikke følge med. Jeg forsøgte først at samle lidt energi til mig ved at spise en chokoladebar, for jeg havde næsten ikke kunnet spise noget morgenmad, men den gled kun ned med stort besvær. Så for ikke at sinke gruppen og for stadig at kunne vende tilbage med kræfterne i behold, besluttede jeg at vende om og gå ned til shelteret igen. Det var i 4500m’s højde, altså højere end jeg har været nogensinde før, men alt, alt for langt fra toppen, og det føltes som et stort nederlag at vende tilbage med uforrettet sag. Også selvom jeg vidste, at det ville være mere end almindeligt dumt at tro, at jeg kunne klare at gå helt til toppen i den tilstand. Man må kende sine begrænsninger, sagde jeg til mig selv. I løbet af en time var jeg nede ved shelteret igen. Her fandt jeg Helmut, en af de østrigske deltagere, der lå og sov. Han havde besluttet om morgenen, at han ikke ville gå højere op. Han havde det dårligt, var svimmel og træt. Så han og jeg hvilede ud det meste af dagen mens de andre fortsatte mod toppen. De nåede den ved 13-tiden efter en vanskelig vandring op ad de stejle skråninger i tynd luft, jord, der skred under fødderne og kvælende svovldampe fra vulkankrateret de sidste 300 meter. Ved 16-tiden kom de ned til shelteret igen, godt trætte. Men nu skulle vi så pakke sammen og hele vejen ned igen. Muldyrene fik igen lov at bære det tunge og vi andre tog det mest nødvendige med i rygsækken og så gik det nedefter, ned mod Gusfandsara. Det blev mørkt undervejs og jeg var glad for denne gang at have min lygte ved hånden. Vi nåede frem ved 19-tiden og så gik turen tilbage mod Tehran i mørket med to firhjulstrækkere og otte trætte vandrere.

Damavand var en stor oplevelse for mig, også selvom jeg ikke nåede toppen i denne omgang. Jeg fandt ud af, hvad det vil sige at vandre i ”rigtige” højder, jeg så en masse smuk og storslået natur – blandt andet fire store, flotte ørne og en død (!) skorpion – og havde gode oplevelser med gruppen. Nu ved jeg, hvad der venter mig næste gang og kan forberede mig endnu bedre. For en næste gang, det bliver der, selvom vejret nu er blevet for koldt deroppe til at jeg tør vove mig derop før næste sommer.