Røre og ro

Det er torsdag aften. Udenfor blæser det for en gangs skyld temmelig kraftigt. Jeg er ikke vant til blæsevejr i denne del af byen, der ligger mere i læ end Shahran, hvor jeg boede hos mine venner Hamid og Shirin, og hvor elementerne altid viste sig fra deres stærkeste side. Der regnede det skomagerdrenge og når det blæste, så klirrede vinduesruderne. Ofte var der torden og lynild så det ikke var til at sove om natten. Men her, i Shemiran-området kan man kun sige, at nedbøren falder lidt tungere end den gør sydpå. I aftes regnede det en del og det trommede i airconditionkanalerne. I dag har vejret været mildt indtil aften, hvor det så er blæst op. Den sidste uges tid har været præget af mildt og lunt vejr, en af dagene havde vi seksten grader, så foråret er afgjort på vej nu…

Det milde vejr har så rigeligt været opvejet af de seneste dages tumult og urolighed. Her tænker jeg selvfølgelig på protesterne foran den danske ambassade (der ligger et iransk stenkast fra min lejlighed) og på Moharram-sørgehøjtidelighederne, der kulminerer just i aften. Episoderne foran ambassaden blev fulgt op af en masse opmærksomhed hjemmefra. Venner og familie skrev bekymrede mails og adskillige journalister har kontaktet mig for at få min vurdering af situationen. Det sidste har været en balancegang, for principielt ønsker jeg ikke hverken at blande mig i eller at udtale mig om politiske anliggende. Det ser jeg mig egentlig hverken kvalificeret til eller har nogen gavn af. Men i dette tilfælde har jeg set det som en pligt at forsøge at supplere med nogle nuancer, for efter at have været her i snart et helt år, forekommer det mig, at verden ser meget forskellig ud alt efter hvilke briller, man har på. Jeg har altid troet, at det var et nogenlunde nuanceret billede, de danske medier præsenterede, men jeg kan godt se nu, at jeg har været meget naiv. Hernede kan jeg følge diverse løbende sager i både de lokale og de danske (og andre vestlige) medier, og forskellen er ofte slående. Et spørgsmål, som de fleste journalister stillede, var: ”er du ikke bange for at gå ud?”. Det forekom mig, at situationen, som den har akkumuleret i de danske medier, nærmest må have givet folk det indtryk, at Tehran var i en slags undtagelsestilstand og at der lå snigskytter på lur på gadehjørnerne for at få ram på os vesterlændinge! Men sådan har det jo slet ikke været. Tværtimod har mange iranere ikke engang kendt til urolighederne foran ambassaden og alle andre steder i byen er livet gået videre, business as usual. Jeg har også passet mit arbejde og har været travlt optaget af at få orden på universitetsanliggenderne og har brugt mange timer på at søge om forlængelse af mit visum. Iranere, der har hørt om situationen, har reageret forskelligt. Langt de fleste nysgerrigt og medfølende. Andre med forargelse og krænkelse. De folk, der har været krænkede, har opfattet det som om JP trykte tegningerne udelukkende med det formål at fornærme muslimerne. Ingen af dem, jeg har talt med, har dog set tegningerne og alle har måttet indrømme, at de manglede ordentlig baggrundsinformation. Men hele sagen har langt fra været så dominerende, som de danske medier forestiller sig og som den i øvrigt har været hjemme i Danmark. Jeg har ikke følt mig truet en eneste gang, selv ikke i dag, hvor jeg bevægede mig hen til ambassaden for at se, om der stadig skulle være demonstranter. Det var der ikke. Der var en stribe fra militærpolitiet udstationeret foran ambassademuren. Ingen ambassadefolk var at se, hverken iranske eller danske. Men lugten af brand hang i luften og murene rundt om ambassaden samt i parken overfor var fuldstændig malet over med slogans a la ”ned med Danmark”, ”ned med England [!]!, ”ned med USA” osv. Det, der gjorde mig mest trist, var ambassadens opslagstavle, hvor man havde skrevet følgende: ”dette er ytringsfrihed: hån af en fjerdedel af verdens befolkning […]”. Ved siden af hang Khomeinis kontrafej. Det er mit inderlige håb, at konflikten snart må slutte, såvel hjemme som ude, og at folk rundt omkring kan finde ud af at række hånden ud og invitere til en mere åben og venlig dialog…

Midt i alt det her er Moharram-måneden så på sit højeste. I dag er det den tiende dag, kulminationen ashura, og jeg har været med mine venner, Hamid og Shirin, rundt for at se på optog og indsamle gratis mad! Mange religiøse mennesker anser det som en særlig fortjenstfuld pligt at dele mad ud til de fattige (og alle andre) i sørgemåneden. Så vi lagde ud med morgenmad: safranbudding, frokosten stod på kebab samt et flot udvalg af gryderetter, der efterhånden havde hobet sig op på bagsædet i bilen. Men så tog jeg også hjem, for jeg orkede ikke flere sørgesange, sorte skjorter, folk i optog, der slår sig på brystet, og grædende mænd og kvinder. I bazaren har der været hemmelige, illegale optog med folk, der slår sig til blods med dolke. Rundt omkring i gaderne har blodet flydt fra de utallige får, der er blevet ofret og sorte bannere og lejlighedsslogans skrevet med bloddryppende kalligrafi har domineret gadebilledet. Selve sørgeceremonierne går dog i reglen roligt for sig og folk synes, det er underholdende at se de sortklædte mænd bære store standarder, stortrommer og piske sig i takt med kæder. Paradoksalt nok er det for mange af de unge en god lejlighed til at flirte lidt med det modsatte køn og se hinanden an!

I morgen er det fredag og dermed almindelig fridag, lørdag er den 22. Bahman, revolutionsdagen, så da har jeg også fri og så er det tilbage på pinden på søndag. Men fire fridage i træk er ikke at kimse ad for en, der normalt arbejder seks dage i ugen. Så i morgen og måske i overmorgen står den på bjergvandring. Og så skal jeg have gjort noget mere ved min jobsøgning, for det går ikke så hurtigt med at finde nyt arbejde, som jeg havde håbet på.

Om få dage er det faktisk et år siden, at jeg ankom til Tehran som ”immigrant”. Det vil sige, at på nær mit ophold i sommer og i november-december har jeg været her et års tid. Det har – nok meget naturligt – givet anledning til en del refleksion. Jeg synes, jeg har lært utrolig meget det sidste års tid. Det vigtigste, jeg har lært, er at man skal blive ved med at kæmpe for at nå de mål, man efterstræber. Ikke give op. I hvert fald ikke i Iran. Her er alt det umulige muligt, når bare man bliver ved. At få opholdshjemmel, et sted at bo, få katten herned og ikke mindst at finde en vej ind på arbejdsmarkedet og universitetet har været en lang og sej kamp. Og tit har jeg været tæt på at give op. Men det gjorde jeg så ikke alligevel. For jeg ville blive. Lidt efter lidt har tingene ordnet sig. Stadig mangler visse ting at gå i orden, men nu kan jeg se, at det også nok skal ordne sig. Og jeg gætter på, at jeg kommer til at tilbringe i hvert fald de næste tre års tid her, indtil mine studier er tilendebragt. Jeg er meget, meget glad for at se, at det kan lykkes. Men jeg ved også, at det aldrig ville være gået, hvis ikke min familie og mange venner – både her og i Danmark havde hjulpet mig med både praktiske ting og med moralsk opbakning. Det er en hjælp, jeg fortsat vil være afhængig af, så den er højt værdsat! Måske ville jeg – såfremt jeg havde vidst, hvor lang tid, det ville tage for tingene at falde bare lidt på plads – ikke være rejst herned. Måske ville jeg have ment, at et års kamp og spekulationer, heraf syv måneders nomadetilværelse, ville have været for hårdt og ikke det værd. Men det har været det værd og det har gjort mig stærkere og mere optimistisk end jeg var før. Så alt i alt går jeg det næste år i møde med masser af håb og optimisme og ser de forskellige hindringer som småsten på vejen…

Røre...

Jeg sidder her og skriver disse linjer en sen søndag aften. Egentlig ville jeg først have skrevet i morgen eller i overmorgen, men pres fra bekymrede familiemedlemmer og venner derhjemme gør, at jeg nok hellere må ile med en opdatering, så ingen skal bekymre sig unødigt. Jeg hentyder naturligvis til Muhammed-situationen, som de sidste par dage er eskaleret kraftigt. Jeg er i den sidste uges tid blevet kontaktet af flere journalister hjemmefra, der ville vide, hvordan ”den danske situation” så ud hernede. Og jeg har kunnet berolige med, at der ikke var andre reaktioner i medierne hernede end referater af hvad der er hændt i resten af Mellemøsten. Desværre har situationen så også bredt sig hertil de sidste par dage. Men jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er bekymret for situationen hernede (faktisk bekymrer den hjemlige situation mig væsentligt mere) og indtil videre er der intet, der tyder på, at det vil komme til at ligne de arabiske landes reaktioner. Jeg vil gerne komme med så objektivt og neutralt et bud som muligt på, hvorfor situationen ikke umiddelbart giver anledning til panik. Som jeg ser det, er der to årsager hertil. Den ene er kulturel/religiøs. Iranerne er shiamuslimer og selvom det ikke er dogmatisk betinget, så er der her en tradition for at man i høj grad ser gennem fingre med billedforbudet. Det er meget aktuelt i gadebilledet lige nu, for Moharram-sørgemåneden har sat ind og alle vegne ses der store plakater med tegninger af Profetens barnebarn, Hossein, hvis martyrium for fjortenhundrede år siden højtideligholdes. Der er dog ikke billeder af Muhammed nogen steder, og det ville også være at gå over grænsen. Men den anden grund, jeg tror, der spiller ind, er at iranerne lige nu har temmelig travlt med en vis anden sag, den diplomatiske kattepine med det internationale atomagentur. Den sag tager en hel del mere af politikernes opmærksomhed og rummer også en reel trussel for landet. Det kan bekymre mig en del mere end Jyllandspostens fadæse. Det er derimod meget rørende, at mange iranere, der ved, at jeg er dansker, kommer hen og spørger deltagende og bekymret, om jeg har været udsat for nogen ubehageligheder de sidste par dage! Det har jeg jo ikke, og forventer det som sagt heller ikke. Iranerne tager som sædvanlig afstand fra araberne og dermed også deres reaktioner imod danskerne i de arabiske lande.

Faktisk ville jeg hellere have brugt det meste af mit krudt i dette indlæg på noget helt andet: jeg er nu formelt studerende på Tehrans Universitet! I dag blev jeg formelt immatrikuleret og fik studiekort udleveret, forsynet med mit tilslørede kontrafej! Bagefter gik jeg over på det humanistiske fakultet, hvor jeg skal læse, for at se, hvilke fag, jeg skal have, men det kan jeg først få oplysninger om i næste uge, hvor man skal indskrive sig på de fag, man ønsker. Stadig har jeg en del bøvl med alt det administrative og jeg skal nok på en ti-tyve forskellige kontorer endnu før både forsikring, visum og alle de studierelevante papirer er gået i orden. Men der er lys for enden af tunnelen!