Man tror, det er løgn!

Ja, så er man på den igen. Det begyndte med, at mit program for Tajikistan-konferencen her i marts blev ændret og endte med, at jeg nu endnu en gang skal tilbage til Danmark på grund af det famøse bureaukrati! Planerne for Tajikistan-konferencen blev på grund af problemer med luftfartsselskabets reservationer lagt om, således, at det nu blev til et ophold i Doshanbe på 2-3 dage i stedet for de planlagte 5-6 dage. I denne periode havde jeg tænkt mig, at jeg skulle arrangere mit studievisum via den iranske ambassade i Doshanbe. Men på 2-3 dage var det næppe ladsiggørligt og da jeg ikke havde lyst til at blive alene tilbage i Tajikistan efter konferencen, besluttede jeg at melde afbud. At rejse med ville nemlig betyde, at mit turistvisum under alle omstændigheder blev ugyldigt for indrejse til Iran. Så konsekvensen blev, at jeg måtte forsøge at løse problemet med visum her fra Tehran. Desværre er der en regel om, at man ikke kan søge om studievisum fra Iran, men at det skal gå via en iransk repræsentation i udlandet. Jeg forsøgte at se, om der skulle være nogen af de kontakter, jeg havde på Udenrigsministeriet, der kunne hjælpe, og til at begynde med så det ud til, at der var en smutvej gennem systemet. Men ak og ve, i går meddelte man mig, at det var absolut uladsiggørligt og ulovligt osv. osv. og at jeg måtte og skulle forlade landet for at få studievisum! Da mit nuværende turistvisum udløber lørdag og ikke kan forlænges, gjaldt det nu om at handle hurtigt for at finde en vej ud af landet inden det blev for sent. Så nu har jeg booket billetter til DK og går alt efter (nød-)planen, lander jeg i Kastrup fredag formiddag. Så må jeg se, hvor lang tid, der går med at få et studievisum fra den iranske ambassade i Danmark, men er jeg rigtig heldig, tager det kun en uges tid.

Bortset fra den uventede og nødtvungne rejse går alting stille og roligt her. Jeg er stadig ikke kommet i gang med mine studier, for universitetet kan ikke finde ud af, hvor de skal placere mig. Forhåbentlig går det også snart i orden, men efterhånden er vi halvvejs igennem forårssemesteret, så jeg kommer uvægerligt til at starte med et vist hængeparti. Foråret stormer frem hernede, alting er dejligt grønt og friskt at se på, og forberedelserne til det iranske års største festhøjtidelighed, nytåret eller noruz, er i fuld gang. Nytåret holdes ved forårsjævndøgn, som i år falder d. 20. marts. Herefter har man fri de første fem dage, mens skolerne og nogle virksomheder holder ferielukket hele tretten dage. I morges så jeg, at min lokale grønthandler nu havde fået guldfisk hjem – en af de uundværlige genstande på nytårsbordet (altså til pynt og symbolsk anvendelse, ikke til at spise!). Folk gør hovedrent derhjemme, vasker gulve, vægge og lofter, maler eventuelt, køber nyt til boligen og nyt tøj til familiemedlemmerne. Man siger, at sådan som man forlader det gamle år, sådan skal hele det nye år forme sig. Så det gælder om at gå ind i det nye år ren og pæn, sund og rask, glad og mæt og helst også med så mange penge på lommen, som det nu lader sig gøre!

Vejret er blevet dejlig lunt, vi har en 15-16 grader om dagen, og jeg er kommet i gang med nogle gode fredagsvandreture i bjergene. Min ven, Farhad, lærer mig ind i mellem at køre på motorcykel. Indtil for få år siden måtte kvinder faktisk ikke føre motorcykel, men loven er blevet ændret, så hvem ved, om jeg finder på at købe mig én en dag?!