Billedet taler næsten for sig selv...

- Men det er altså mig på en kurdisk smuglerhest, i raskt trav og uden stigbøjler!

Kameler midt i Tehran

Kameler bringer gødning - fra kameler - til bys. Et besynderligt syn, her lige udenfor min gadedør...

Op og ned - og så op igen

Jeg sidder på min dejlige altan og skriver. Det er blevet varmt i vejret, en 25-30 grader og alle steder er der smukt, grønt og forårsfriskt. Der er gået over to måneder siden jeg sidst skrev og man kunne jo fristes til at tro, at jeg bare har gået rundt og nydt forårsvejret i de to måneder. Men de sidste mange uger har været nogle af de sværeste i al min ”iranske tilværelse”. Opholdet i Danmark i midten af marts kom til at trække ud og det tog tre uger før jeg kom hjem til Tehran igen. En stor del af den tid gik med at vente på svar fra Udenrigsministeriet i Tehran, og da det endelig kom, var det negativt! Jeg fik at vide, at man ikke havde bevilget mig uddannelsesvisum. Grunden fik jeg ikke at vide (man påstod dog, at fremgangsmåden, jeg havde brugt, var ulovlig, men en vis tegningsag kunne måske også være en faktor, det finder jeg nok aldrig ud af), ligesom jeg stadig ikke i skrivende stund har set afslaget sort på vidt, men blot fået det overbragt mundtligt. Hvorom alting er, så endte det med, at jeg anmodede om og fik et turistvisum igen, så jeg kunne komme tilbage til Iran og det flinke personale på den iranske ambassade i København lovede tilmed at gøre alt, hvad der stod i deres magt for at finde ud af en løsning på problemet. Så i slutningen af marts var jeg atter hjemme hos Tusi, der havde savnet mig overmåde og tabt sig en hel del på grund af ensomhed. Vanskelighederne var dog langt fra overstået her. At gå og vente på at få nyt om et visum, der er blevet afslået, uden at vide hvor længe eller med hvilket udkomme, er ikke spor nemt. Det hjalp at være hjemme hos mig selv, med katten, bøgerne og ikke at føle sig i vejen for nogen, men problemet bestod jo endnu. Efter godt en måned meddelte ambassaden mig, at de ikke havde kunnet komme nærmere nogen løsning og at jeg gerne måtte tage over hernedefra og se, hvad jeg selv kunne finde ud af. Jeg var blevet frarådet at blande mig da jeg rejste tilbage, men nu havde jeg frie hænder. Så jeg lagde en slagplan og opsøgte derpå Tehrans Universitet, hvor jeg fremlagde problematikken. De henviste mig til Videnskabsministeriet, hvorfra jeg i første omgang havde fået visumanmodningen til Udenrigsministeriet. Her var man forbløffet over påstanden om, at fremgangsmåden skulle have været ulovlig, men man lovede mig at tage hånd om sagen herfra. Så nu er jeg næsten tilbage hvor jeg startede, dog mere overbevist om, at det nok skal ordne sig, eftersom der nu er folk inde i systemet, der hjælper i stedet for bare at sende mig fra Herodes til Pilatus som sidst. Energien og humøret er i topform igen efter mange vanskelige uger med grublerier og frustration over min egen magtesløshed og over al den spildte tid.

I denne tid har der dog også været mange gode oplevelser. For eksempel har jeg haft besøg af min veninde fra Danmark, Christine, i to uger. Det var rart at have en hjemmefra hernede og at kunne vide rundt og måske mest af alt at se Iran gennem hendes øjne. I den samme periode lærte jeg også Signe og Malthe fra projekt Next Stop Middle East at kende og det bragte både gode oplevelser med sig og nye perspektiver på mulige karrierer, som jeg sikkert skal vende tilbage til senere.

Via Signe og Malthe lærte jeg fru Golestan at kende. Fru Golestan er enke efter en af Irans kendteste reportagefotografer, Kaveh Golestan, der blev dræbt af en mine i Irak i 2003. Kaveh Golestan var søn af Ebrahim Golestan, der er en kendt forfatter og filmmager, der i dag bog i England. Men vigtigst i denne forbindelse er, at han var elsker til Forugh Farrokhzad (som jeg har skrevet speciale om). Og på den måde havnede jeg lige pludselig i kølvandet på Forugh. For det viste sig, at fru Golestan faktisk den dag i dag bor i Ebrahims og Forughs hus, ikke særlig langt fra mit eget hjem. Gennem bekendtskabet med fru Golestan var det som om nogle af mine Iran-fantasier manifesterede sig i noget virkeligt og håndgribeligt. Noget, der før var historie, fagstof og på en måde utilgængeligt blev nærværende og personligt. Det har været og er fortsat en stor oplevelse at have lært fru Golestan at kende. Gennem hende har jeg nu også lært en masse andre interessante mennesker at kende, malere, filmfolk, fotografer osv.

Sammen med fru Golestan og tre fotografer (en nyhedsfotograf fra AP og to kulturfotografer fra Kulturministeriets nyhedstjeneste) tog jeg i sidste uge af sted til Kurdistan. Målet var en dervish-ceremoni, der afholdes to gange årligt, hvor kurdiske dervisher mødes, messer og danser til de går i trance. Ceremonien bliver holdt i en landsby ved navn Huraman (gammelt iransk navn, der betyder ildens eller solens sted og som har haft en religiøs betydning siden zarathustrisk tid) meget tæt på grænsen til Irak. Så vi kom på en længere rejse. Nærmere bestemt fra 8 om morgenen, da vi forlod Tehran i en firehjulstrækker, og til ca. halv ti om aftenen, da vi i første omgang nåede byen Mariwan, hvor vi blev modtaget af en kurdisk bekendt, hr. Shahbazi. Vi sov alle hjemme hos hans familie, på traditionel vis med kvinderne på rad og række i et værelse og mændene i stuen. Næste morgen tog vi af sted ganske tidligt, ved femtiden for at køre gennem bjergene til Huraman. Selvom der ikke er særligt langt, så er vejene af en sådan beskaffenhed, at man ikke kan køre særlig hurtigt. Det meste stykke er der asfalt, men masser af skarpe hårnålesving og en svimlende stejl skrænt ned i dalen til den ene side. Det sidste stykke vej var der ikke engang asfalt og det var begyndt at regne så småt, så det gjaldt om at køre forsigtigt. Frem nåede vi ved ottetiden og allerede da var en masse mennesker fra omkringliggende byer samlet for at overvære ceremonien. Vejret var blevet dårligere og nu regnede det så mine gode fotografvenner var godt sure over ikke at have ordentligt lys at arbejde med. Ceremonien blev til alles skuffelse aflyst, da dervisherne ikke dukkede op. Nogen forklaring fik vi ikke, men en grund kan være, at de ret reserverede mystikere syntes, der havde været for megen bevågenhed til at de ønskede at gennemføre. Hvorom alting er, så blev der holdt en dræbende lang tale af en lokal kurdisk præst, hvorefter nogle af mændene messede lidt og så var der et rituelt måltid for alle fremmødte. Derefter gik det hele i sig selv igen. Jeg var dog ikke skuffet som sådan, for jeg syntes, jeg havde fået en masse gode billeder i kassen på trods af aflysning og dårligt vejr. Billeder af kurdiske mænd, kvinder og børn i deres typiske klædedragter, fantastiske bjerglandskaber og landsbyer med trappebebyggelser, hvor det enes hus’ tag udgør terrassen for det ovenforliggende hus. Det var ikke til at se sig mæt på. Men vi drog tilbage til Mariwan, hvor vi slappede af og overnattede i nogle turisthytter ved en meget pittoresk sø med frøer, storke, valmuer, popler, åkander og blåt, blåt vand. Næste dag drog vi tilbage mod Tehran. På udvejen havde vi gjort holdt i Hamedan og set nogle af de historiske seværdigheder der og nu tog vi en anden rute tilbage og besøgte sidst på eftermiddagen grotterne ved Ali Sadr, som siges at være verdens fjerdestørste undervandsgrotter. Jeg havde set dem før, men tog alligevel med på den totimers bådtur, det tager at komme ind til grottens inderste (hvis det da ikke ligger endnu længere inde og er utilgængeligt for offentligheden). Her gik vi lidt rundt på en ”ø” og vendte så tilbage til verden udenfor. Middagen spiste vi i et telt i nærheden og nu havde jeg efterhånden fået kulde nok fra de kurdiske bjerge, grotten og teltet til at det begyndte at være nok til en forkølelse, hvilket da også viste sig at holde stik da jeg var hjemme i Tehran igen. Vi ankom til Tehran ved ettiden om natten, godt trætte efter at have tilbragt det meste af de tre dage i bilen, to foran og tre, der sad og skrumplede på bagsædet. Men selvom det var en udmattende tur, så var det meget oplivende og givende på alle måder, så jeg nød turen i fulde drag.
Endnu en ting, der har fyldt en del i mit liv de sidste mange uger, har været jagten på et ordentligt arbejde. Jeg har sendt en del ansøgninger af sted til forskellige ambassader, olieselskaber osv., men har indtil for nylig ikke fået noget videre ud af det. Det store problem er, at det er vanskeligt for såvel ambassader som firmaer at ansætte mig, da de skal sørge for at skaffe arbejdstilladelsen og den er mildt sagt vanskelig at opnå fra iranske stat. Alternativet er så at arbejde ulovligt, hvilket jeg har været tvunget til indtil nu. Jeg opsagde mit arbejde i det lille importfirma før noruz (marts) dels fordi jeg trængte til ro omkring mig for at kunne tage mig af visumproblemet og dels fordi min chef og jeg ikke nåede frem til enighed omkring lønnen og de øvrige arbejdsvilkår. Men det ser nu ud til at der er lys forude. I hvert fald er jeg blevet tilbudt job et par steder her på det sidste og selvom nogle ting mangler at falde på plads endnu, så er jeg optimistisk. Dog er der en del turbulens, der endnu skal overvindes, før jeg kan komme rigtig i gang. For eksempel er det muligt, jeg skal til Danmark en eller to gange endnu før visummet falder på plads. Men det får vi se… I hvert fald ligger både min søsters bryllup og min fars fødselsdag i juli og vinker, så selvom alt skulle gå glat her, så har jeg da de to fester som undskyldning for en lille ferie til Danmark – denne gang forhåbentlig uden frustration og bekymring som sidst! :-)