Første etapesejr

Jeg er tilbage i Iran igen efter at have tilbragt seks uger i Danmark. Når jeg ser tilbage på de sidste fem måneder, synes det som om, det har været de fem sværeste måneder i mit liv. Først var der afslaget på studievisum i marts, så var det kærestesorg og så min mors død i juni, hvilket naturligvis var – og er – det allerværste og hårdeste. Af og til forbløffes man over, at livet alligevel går videre og at man følger med. Men sådan er det heldigvis. Som englænderne siger: ”what doesn’t kill you, makes you stronger”.

Der har heldigvis også været glædelige begivenheder. Min søster er gravid og blev gift i juli måned. Og i juli måned fik jeg efter alle de mange måneders bøvl med myndighederne endelig, endelig mit studievisum. Det blev for få dage siden ”opgraderet” til en etårig opholdstilladelse. Så langt om længe kan jeg ånde lettet op og begynde at gå en mere rolig og stabil fremtid i møde her i Iran. Jeg kan koncentrere mig om studierne og det er en ubeskrivelig følelse efter at have udholdt uvisheden og tilbageslagene gennem så mange måneder. Hvor der er en vilje, er der en vej, det står klarere for mig nu end nogensinde. Min optimisme hvad angår mit liv her i landet er vendt tilbage med fuld kraft. Jeg er begyndt at gå i bjergene igen i weekenderne og det gør mig så godt. Den friske luft, at se naturen og at koble helt af...

Jeg er vendt tilbage til mit gamle arbejde på kontoret. I hvert fald indtil universitetet begynder efter sommerferien. Det er jo nødvendigt med en eller anden form for indtægt når man hverken får ph.d.-løn eller SU. Jeg vil dog søge en stribe legater i den nærmeste fremtid, for det er svært at overskue både et fuldtidsjob og et fuldtidsstudium på samme tid. Jeg er også begyndt at undervise lidt privat i persisk i min fritid og det er dejligt at arbejde med det, man er bedst til, det bærer lønnen i sig selv.

Vejret har gennem juli måned og i begyndelsen af august været varmere end det plejer – efter hvad de lokale siger. Mig har det ikke generet synderligt. Så længe man ikke skal skynde sig af sted med en taxi synes jeg ikke, det er slemt, men jeg kan jo sagtens, jeg skal jo ikke arbejde udendørs eller løbe fra det ene sted til det andet mange gange i løbet af dagen. Jeg sidder på min pind og har cooleren tændt og kan tage koldt vand i køleskabet når jeg trænger. Khaje Tusi havde det derimod svært med varmen i starten. Den lille stakkel havde måttet klare sig uden cooler i lejligheden mens jeg var i Danmark fordi jeg ikke havde nået at få ordnet cooleren inden min hastige afrejse. Men så snart jeg kom hjem, fik jeg den fikset. Cooleren står oppe på taget og er en stor, blå metalkasse, der trækker vand fra en hane ind og suger det op i nogle halmmåtter, der så fungerer som filter for luft, der blæses ind i huset. Luften bliver på den måde filtreret for støv og nedkølet af den våde halm. Et ret enkelt og ganske udmærket system. Nu er jeg dog begyndt at slukke for den indimellem, for vejret er ikke så varmt længere, ”kun” omkring de 30 grader om dagen og 20-25 grader om natten (mit skøn), hvilket er rigtig behageligt, især når der af og til blæser en kølig brise.

Nu, hvor min opholdstilladelse er gået i orden, har jeg kunnet tegne en etårig kontrakt på min lejlighed. Desværre skal jeg i gang med at købe nye møbler, køleskab, vaskemaskine osv. for den tidligere ejer, har bedt om at få sit habengut tilbage. Men det ordner sig vel. Lidt irriterende er det dog at skulle i gang med at skulle sætte både tid og penge (hverken det ene eller det andet har jeg) af til den slags ting. Men det gode er, at jeg i det mindste ikke skal til at lede efter lejlighed igen og at jeg har et sted, hvor både jeg selv, katten og eventuelle gæster, der kommer langvejsfra, kan overnatte. Min lejlighed i København er derimod blevet opsagt af min lejer, så hvis nogen kender nogen, der mangler tag over hovedet, er det hermed givet videre...

Det var vist de vigtigste nyheder herfra. Jeg vender tilbage med mere senere.