Lige pludselig, inden man får set sig om, er vinteren omme og våren over os, så her kommer langt om længe en opdatering!I slutningen af januar og begyndelsen af februar var jeg oppe til eksamen i alle de fag, jeg havde haft i efterårssemesteret, altså seks i alt. Det var hårdt, både på grund af omfanget (jeg har aldrig i min studietid skullet op til seks eksamener i ét semester!) og fordi eksamensformen var så forskellig fra hvad jeg havde været vant til i København. Samtlige eksamener var skriftlige og bestod af en stribe spørgsmål, der enten blev udleveret eller skrevet på tavlen (!) til selve eksaminationen. Besvarelsen blev afleveret i ét eksemplar til underviseren, der ene og alene stod for bedømmelsen. Princippet for karaktergivning er, at man starter med topkarakter (20) og trækker så fra efterhånden som man finder fejl i opgaven! Får man 14, svarer det til et dansk 6-tal, altså kun lige bestået. Alt i alt gik det ikke dårligt, og i skrivende stund har jeg fået karakter i 5 ud af de 6 eksamener og de ligger spredt mellem 17 og 20, så det er jeg godt tilfreds med. Nu er karaktererne jo heller ikke væsentlige, for i sidste ende er det min ph.d.-afhandling, man vil se på, når jeg er kommet så langt, og ikke hvad jeg har fået i middelpersisk, arabisk eller litterær teknik! :-)
Midt i eksamensperioden faldt de to vigtigste af de shiamuslimske sørgedage, tasua og ashura (9. og 10. moharram, svarende til 29. og 30. januar). Jeg havde ikke videre lyst til at deltage i virakken, så sammen med en stribe af de folk, jeg havde været på Damavand med sidste år, og nogle flere udenlandske diplomater og firmafolk tog jeg på ørkentur.
Vi kørte af sted fra Tehran om morgenen og mod syd. Efter nogle timers kørsel nåede vi byen Kashan og herfra gik det ud ad grusvejene til vi nåede udkanten af ørkenen ved Maranjab. Her beså vi et gammelt karavanserai (karavaneholdested) og derefter tog vi på vandretur i sandbankerne. Der var fint, fint sand uden planter eller sten, bare sand, så langt øjet rakte. Man sank i til knæene og det nemmeste var at trodse frygten for skorpioner og slanger (der dog også mestendels er i hi på dette tidspunkt af året) og gå barfodet. Vi kæmpede os op ad den ene sandbanke efter den anden og trillede eller løb ned på den anden side. Det var næsten som at være barn igen! Henimod solnedgang tog vi tilbage til karavanseraiet og slog lejr i nærheden. Vi slog teltene op i læ af bilerne og lavede bål, grillede kyllingekebab og drak gløgg og andre ”ulovligheder” hertil! Ud på aftenen gik jeg i seng i et af teltene. Selvom jeg havde adskillige lag tøj på, var det hundekoldt (jeg anslår en 5 grader under frysepunktet) og jeg faldt først rigtigt i søvn da to andre sluttede sig til mig i teltet, så temperaturen steg en anelse. Næste morgen tog vi på endnu en gåtur efter morgenmaden. Denne gang gik vi ud på den nærliggende saltsø, der dog ikke rummer noget vand, blot salt, salt, salt i mange kilometers omkreds. Vi gik en times tid fra den nærmeste ”bred” af søen på den flade grund med saltaflejringer, der lignede store fliser. Så nåede vi frem til en ”ø” i midten, hvor nogle tog en slapper under solen mens vi andre løb op på bakkerne og hvorfra vi nød udsigten ud over saltsøen. Ud på eftermiddagen kørte vi hjemad mod Tehran og vi var hjemme sidst på aftenen, da helligdagstrafikken var ret slem.
