Ud og hjem

Efter at eksamenerne i juni-juli langt om længe var overstået, tog jeg til Danmark i midten af juli. Det var tre gode, om end lidt hektiske uger. Jeg nåede at se de fleste, men ikke alle vennerne (undskyld til jer, som det ikke lykkedes mig at møde, især til Elisabeth og Christian, hvis bryllup og barnedåb, jeg var meget ked af at gå glip af!). Heldigvis havde jeg god tid til at se min familie, blandt andre min lille niece og min fars kæreste. Selvom der ikke var mange solskinsdage, så fik jeg dog et par dejlige sommerhusture til Kegnæs og Kikhavn, en udmattende cykeltur med min far Løjtland rundt (eller næsten!) – hvor 1. gear blev brugt flittigt af mig, der ikke længere er vant til at træde i pedalerne – og en i Bjert med min veninde Brita og hendes familie. For en gangs skyld var der ikke så mange pligter at tage sig af, så jeg kunne faktisk holde ferie. Jeg brugte nogen tid på at begynde researchen på en ny artikel: haiku-digtning i Iran, som jeg håber på at få færdig i løbet af nogle måneder.

Efter endnu en flyvetur med forsinkelse (ud: 26 timer og hjem: 18 timer!) kom jeg hjem til Tehran i begyndelsen af august. Min opholdstilladelse udløb den 17.8. og jeg skulle igennem den sædvanlige langsommelige bureaukratiske proces for at søge om forlængelse. Men det gik i orden og jeg har nu lovligt ophold til august 2008. Omtrent samtidig fik jeg forlænget kontrakten på min lejlighed med et år, så jeg kan beholde min gode og hjemlige base her. Rart.

Og hvad er tiden så gået med siden jeg kom hjem? Ikke det store, for jeg har jo stadig ferie fra universitetet, der først begynder igen om et par uger. Mine elever har mestendels været bortrejst, så jeg har heller ikke haft så meget arbejde, men har derimod kunnet slappe af, nyde sommervejret (!) og tage nogle ekstra bjergture (tiltrængt efter al den mad, jeg fik indtaget i Danmark!). Jeg har været på fredagsbazar et par gange og det har været rigtig sjovt. Fredagsbazaren er – som navnet afslører – kun åben om fredagen og er nærmest at betegne som et stort loppemarked. Her kan man finde alt muligt, nyt og gammelt, grimt og smukt, dyrt og billigt: bøger (også ulovlige), husgeråd, tekstiler af alle slags, musik, kunsthåndværk, tøj, sære dimser, dingenoter, duppeditter og dippedutter. Det kan man gå og kigge på i mange timer og det er altid morsomt at prutte om en ting og komme hjem med ting, man ikke havde drømt hverken at finde eller eje! Indtil nu er det resulteret i købet af en krom-pedalspand, en afghansk nederdel, en kultang og nogle vovede bøger!

To aftener for et par uger siden bød på vidt forskellige åndelige oplevelser. Den ene aften var jeg inviteret med til en koncert i Sa’d-Abad-paladsparken i det nordlige Tehran. Her spillede en gruppe traditionel, iransk musik på traditionelle iranske instrumenter – dog med tilføjelse af nogle specielle afrikanske instrumenter, jeg aldrig havde set før! Men den store attraktion, som den aften havde tiltrukket ca. 3.500 tilskuere, var en gruppe dervisher (mystiker-munke) fra Konya i Tyrkiet, som opførte deres rituelle dans med hvirvlen rundt om sig selv indtil man opnår en form for trance eller ekstase. Den form for dans havde jeg set før i Danmark, hvor de samme munke har demonstreret den ved flere lejligheder, men det var første gang, jeg stødte på den i Iran. Selvom der lever mange dervisher i Iran, er denne form for trance-dans strengt forbudt og når den forekommer, er det på lang afstand af offentligheden (se evt. min indlæg fra turen til Kurdistan maj 2006, som også omhandler dervisher). At de havde fået lov at opføre denne dans, kaldet sama’ skyldtes nok, at det var i anledning af at Iran i år holder internationalt ”Rumi-år” til fejring af den kendte iranske mystiske digter, Rumi, der levede i det 13. århundrede og at denne form for dans er uløseligt knyttet til hans digtning. Selve Rumis digte er så melodiske og inciterende i deres form, at man næsten kan føle, at man trækkes ind i en slags trance når man lytter til dem, selv uden at forstå indholdet.

Dagen efter denne usædvanlige opvisning var jeg af en af mine (kvindelige) universitetsprofessorer inviteret til festligholdelsen af den tolvte imams fødselsdag. Statsreligionen i Iran er den såkaldte tolvershi’isme, der tror på at profeten Muhammed efterfulgtes af tolv efterkommere i lige linje. Den sidste af disse, imam Mahdi, menes imidlertid at være gået i skjul i det 8. århundrede for så at dukke op som en form for Messias på dommedag. Denne imams fødselsdag kaldes Mowludi og er en festdag for troende muslimer. Så jeg dukkede op til denne fest, noget usikker på, hvorledes jeg skulle klæde og opføre mig. Det var første gang, jeg var inviteret til den slags og jeg anede ikke, hvad der ventede. Da jeg ankom, kunne jeg se, at det var en fest kun for kvinder, så jeg lagde mit tørklæde og satte mig på en af stolene, der stod rundt langs væggene i den store dagligstue. Kvinderne sad her på række og var tilsyneladende – som jeg – lidt beklemte og generte, men vi faldt dog lidt efter lidt i snak med hinanden og nogle af dem begyndte at danse til persisk, arabisk og tyrkisk dansemusik fra anlægget. Efter en god halv times tid, et stykke kage og en juice med sugerør, dukkede aftenens to hovedpersoner op: to kvinder som i fællesskab skulle recitere religiøse tekster til lejligheden. De slog sig ned og pakkede et højttaleranlæg ud af en skuldertaske (!). Så fandt de deres noter frem og begyndte. Den ene messede, den anden skaffede et glas vand, vendte siderne osv. Recitationen omhandlede imamens fødsel og hans moders graviditet inden da og handlede måske især om den vigtige rolle som muslimernes frelser på den yderste dag. Indimellem udråbte kvinderne lange rækker af salavat (en ytring til velsignelse af profeten og hans slægt) og indimellem blev de grebet af rørelse og måtte have fat i en kleenex når recitatoren hulkede ned i sin mikrofon. For mig som kristen var det – unægtelig – en lidt pudsig situation. Men bortset fra salavat’erne lyttede jeg opmærksomt og forsøgte at få det hele med. Min professor, som lige var vendt hjem fra pilgrimsrejse til Syrien, delte små ”godteposer” med velsignelsesmønter og små lapper grønt satinstof (også beregnet til religiøse handlinger) ud og de blev modtaget af de ca. tredve gæster med kyshånd og ønsker om, at hun snart måtte blive velsignet med den ”store tur” til Mekka. Da det var ovre, fik vi serveret kebab og så gik vi hjem ved 21-tiden. Dagen efter blev jeg kontaktet af den taxichauffør, der havde kørt mig til mowludi’en og spurgt, om jeg skulle være interesseret i en anden mowludi i et andet hus, for hans mor ville gerne invitere mig med, men da havde jeg egentlig fået nok for denne omgang!

Dagen efter bød på både kultur i form af opera (filmforevisning af Figaros Bryllup på det Østrigske Kulturinstitut) og nye naturoplevelser. Operaen var fin, på storskærm og med fin lyd, gode sangere og vejret var med os, ligesom myggene var det. Iranerne, der som oftest ikke er så bekendt med europæisk klassisk musik, og i særdeleshed opera, forlod dog lidt efter lidt forevisningen. Til sidst var vi kun omkring 10 tilbage, men Figaros Bryllup er jo heller ikke lige overstået på en time!

Om lørdagen var jeg med nogle venner på udflugt til en kløft, der kaldes Tange-ye Vashi. Den ligger i bjergene øst for Tehran og der er godt og vel to timers kørsel derud. Dagen før havde vi været nede i den bazar, der har militært overskudsudstyr og havde fundet os nogle gummistøvler, der dog var for store og måtte stoppes ekstra ud med strømper og ekstra såler. Men det gik. Så da vi kom ud til kløften, parkerede vi bilen, tog rygsækkene på skuldrene og begav os af sted. Det første stykke var der almindelig jordgrund og så måtte vi indimellem krydse en å, men efter en halv times gang nåede vi selve kløften, der gik ind mellem to høje klipper. Og kløften var fyldt med vand, som vi måtte vade igennem. Det første stykke blev vi ikke våde, vandet gik måske 30 cm op om fødderne på os. Det var koldt, det kunne mærkes gennem støvlens gummihud. Men efter nogle minutter steg vandstanden og strømmen blev stærkere. Nu fossede vandet af sted mellem benene på os og det var bare med at koncentrere sig om at holde balancen og støtte sig op ad bjergsiden hvor man kunne. Inde midt i kløften var der et stort og flot relief hugget ind i klippevæggen. Det forestillede en kendt konge fra det 19. århundrede, Fath Ali Shah, på jagt med sine hoffolk.

Vandstanden steg og det samme gjorde strømmens styrke og nu var vi efterhånden alle sammen våde og vandet stod højt inde i mine gummistøvler. Men det gik videre og til sidst nåede vi den anden ende af kløften og kunne komme op på det tørre igen. Så gik vi et stykke vej, men de to teenagepiger, der var med os, havde ikke lyst eller kræfter til at tage den næste tilsvarende kløft med, så vi picnic’ede på et stykke græsplæne blandt andre iranere, der også var på udflugt. Vi spiste vores madpakker og nød solen, tørrede sokker og støvler og slappede af i en time eller to. Herefter begav vi os tilbage gennem kløften. Denne gang var det endnu vanskeligere fordi strømmen nu var med os og vandstanden var helt op til midt på lårene. Men vi klarede os igennem uden at glide eller falde og kom til sidst tilbage og kunne gå hen til parkeringspladsen og drikke en kop the inden vi tog tilbage til Tehran, som vi nåede efter mørkets frembrud.