Jeg synes (og er næppe alene om det), at Iran som oftest fremstilles meget ensidigt i de vestlige medier. De danske er desværre ingen undtagelse fra regelen. For nylig læste jeg en artikel af den ellers udmærkede journalist, Pernille Bramming, der har rejst en del i Iran, som fremstillede opiumsrygning her i landet som en udbredt og helt normal del af underholdningen og traktementet ved private iranske selskaber! Artiklen handlede i øvrigt om iranske narkomaner og tiltag for at hjælpe dem med at afvænne sig. Så kan man da gætte, hvordan den fejlagtige opfattelse er opstået, men det undskylder den på ingen måde.
En ven af mig, Anne Mette Futtrup, der er journalist, har skrevet en artikel om min tilværelse her i Iran til Kristeligt Dagblad. Linket finder du nedenfor. Artiklen er et forsøg på at tilføje lidt flere nuancer til billedet af Landet For Enden Af Ondskabens Akse!...
http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/artikel:aid=317137
(Hvis du ikke har lyst til at betale for artiklen, så kan du jo finde artiklen på biblioteket)
torsdag, januar 25, 2007
torsdag, januar 18, 2007
Pusterum fra pensum...
Uha, det er længe siden sidst, jeg har skrevet noget her. Men når jeg ser tilbage, er der egentlig ikke så meget at sige til det, end at jeg har haft travlt, rigtig travlt. Jeg begyndte mine studier i efteråret og det har naturligvis optaget mig meget. Derudover har jeg haft besøg af min far i julen og her i januar har jeg haft de (i skrivende stund) første tre eksamener ud af seks i alt. Ved siden af alt det har jeg passet mit arbejde, vennerne og mine bjergture.
At studere her er væsentligt anderledes end i Danmark. Og da især når man ikke har været studerende i de sidste mange år. Så er der meget nyt, der skal læres. Her på stedet har man mødepligt til alle timer og dumper, hvis man har for meget fravær. Timerne har for størstedelens vedkommende ikke været særligt givende. Underviseren har oftest blot siddet og læst højt af det, vi studerende har læst hjemmefra og således har der sådan set sjældent været noget nyt at gå hjem med. Som regel har en aktiv deltagelse fra de studerendes side ikke været forventet og af og til, må jeg tilstå, har jeg bare siddet og sovet mens underviseren har læst højt af en persisk grammatikbog, han selv skrev for 50 år siden! Undtagelsen har været to fag: middelpersisk (pahlavi) og litterær teknik. I disse to fag har underviseren både været seriøs og dedikeret til undervisningen og har samtidig taget de studerende alvorligt og forventet en aktiv deltagelse fra dem. Det er så samtidig to af de vanskeligste fag, jeg har haft i dette semester, for middelpersisk har jeg ikke beskæftiget mig med i de sidste 10 år (mindst) og det er faktisk temmelig vanskeligt, og litterær teknik indeholder en helt masse tekniske, men abstrakte begreber omkring især poesi, som jeg ikke tidligere har arbejdet med, og det har krævet en del at sætte sig ind i det – på persisk. Men når underviseren er engageret, smitter engagementet jo heldigvis som oftest af på de studerende og disse timer har jeg virkelig nydt og fået en masse ud af.
Socialt har klassen fungeret rigtig godt. Vi var kun ganske få studerende til at begynde med, men er nu oppe på en ti stykker i alt. Udover mig er der kun én europæer til, nemlig en spanier. Hertil kommer så to cubanere, en kineser, en turkmensk (!) kineser, en koreaner, en japaner, en pakistaner og to fra Ukraine (se klassebilledet med nogle af os ovenfor)! Til sammen udgør vi – næsten – de forenede nationer! :-) Vi har det sjovt sammen og går af og til ud sammen efter timerne eller i fritiden og hjælpes ad med de svære lektier (som middelpersisk!). Og det er rart at være i samme båd som dem, kunne dele bekymringer og glæde med dem. De oplever mange af de samme vanskeligheder som jeg. Bureaukratiet på universitetet er tungt at danse med, mildt sagt. Det tog næsten tre måneder før jeg fik mit studiekort og et kort til kantinen (med hvilket man sætter penge ind på en konto, så man så kan bestille og betale dagens ret). Lånerkort til biblioteket har jeg endnu ikke fået, men det kommer vel... Alt tager tid her, men jeg har jo efterhånden udviklet en engels tålmodighed, så jeg tager tingene som de kommer.
Som nævnt kom min far på besøg i december og blev her i ti dage, julen over. Det var rigtig dejligt. Endelig kunne han se min dagligdag med sine egne øjne, opleve mine venner, min arbejdsplads, de steder, jeg holder af. Og se, at jeg trives med min hverdag. Vi havde nogle gode dage sammen, besøgte Shiraz og Esfahan, spiste på gode restauranter, gik på museum og selve juleaften (som ingen af os havde nogle forventninger til, her den første jul efter min mors død) tilbragte vi hos min ven, Birte. Hun trakterede med iransk kaviar til forret og dernæst traditionel juleand, brunede kartofler, rødkål og risalamande (med mange mandler og mandelgaver til) til dessert. Det var en rigtig hyggelig aften, hverken som nogle foregående eller kommende juleaftener...
Da min far var rejst hjem, fik jeg snart travlt med at læse til eksamen. Jeg har i den forgange uge haft tre eksamener i rap: "Enkel poesi 1", "Enkel prosa 1" og i går "Litterær teknik". Alle tre skriftlige med et antal spørgsmål, der skulle besvares indenfor ca. En times tid. Kun "Enkel prosa 1" blev fulgt op af mundtlige spørgsmål. Jeg tror, jeg har klaret mig hæderligt, men der er ikke faldet karakter endnu, så vi får se... Jeg tror aldrig, jeg har haft den form for eksamen på universitetet i Kbh. Og det er vanskeligt at gå til eksamen, når man ikke rigtig er klar over, hvad der venter en og hvilke krav, man skal leve op til. Nu har jeg så erfaret, at der forventes at man i store træk kan pensum udenad! Selvstændige formuleringer og vurderinger bliver der ikke lagt op til. Det handler om at bevise, at man har læst på lektien, ikke hvorvidt man har forstået den eller hvorvidt der kunne være andre synspunkter, man kunne inddrage for at give en diskussion af emnet, nej. Men so be it. Jeg må tilpasse mig og lære denne måde at gøre det på og jeg forsøger som altid at få det bedste ud af det... Og så ser jeg frem til at få lov til at lave min ph.d.-afhandling til sin tid på den måde, jeg er blevet skolet til i Danmark: med nøgtern selvstændighed og kritisk sans.
Her til sidst vil jeg lige fortælle om et fænomen herfra: iranske kvinder og bilkørsel. Mange i Vesten tror fejlagtigt, at kvinder i Iran ikke må køre bil. Det er slet ikke tilfældet og mange kvinder har kørekort og endda egen bil. At mange mænd her så synes, de kører råddent og derfor chikanerer dem, så de af frygt og nervøsitet faktisk kommer til at køre råddent, er en anden historie. Jeg har tænkt mig, ved lejlighed, at tage kørekort her i Tehran, for jeg tror, det vil ruste mig til at køre hvorsomhelst i verden. Så må jeg bare anstrenge mig for at køre ordentligt, for der er ikke rigtig nogen regler, der bliver overholdt her... Når det så er sagt, så er chaufførhvervet et af de jobs, hvor man ser meget, meget få kvinder. Kvindelige buschauffører findes næsten ikke og taxachauffører ligeså. Jeg troede således indtil for nylig, at det var forbudt kvinder at køre taxa – en af mine egne fordomme! Den blev gjort ganske til skamme da jeg på vej hjem en dag blev taget op af en kvindelig chauffør. Først troede jeg, hun bare var en privatperson, der ville give mig et lift (det sker nemlig ikke så sjældent), men pengesedlerne i vinduet afslørede, at hun faktisk var en "rigtig" chauffør! Hun kunne nemt læse min forbløffelse i ansigtet på mig... Men det var en positiv oplevelse, for her er trafikken ét problem for kvinderne, men risikoen for voldsepisoder er en anden, der om ikke helt holder kvinder fra at blive chauffør, så i hvert fald holder dem fra at køre efter mørkets frembrud og i nogle tilfælde fra at tage mandlige passagerer op. I morges så jeg så, på vej til arbejde, en anden sjældenhed, som jeg indtil da kun havde læst om i avisen: en kvindetaxa, for kvindelige passagerer og med kvindelig chaufffør. Den var grøn (alle "officielle" taxaer er gule som mange andre steder i verden) og der stod tydeligt skrevet på siderne af den: "Kvindetaxa". Om disse kvindetaxaer havde jeg læst, at kvinderne, der kører dem, skal være gift og kun må køre iført uniform (ingen andre taxachauffører her til lands bærer uniform). Nu mangler jeg så bare at prøve sådan en...
At studere her er væsentligt anderledes end i Danmark. Og da især når man ikke har været studerende i de sidste mange år. Så er der meget nyt, der skal læres. Her på stedet har man mødepligt til alle timer og dumper, hvis man har for meget fravær. Timerne har for størstedelens vedkommende ikke været særligt givende. Underviseren har oftest blot siddet og læst højt af det, vi studerende har læst hjemmefra og således har der sådan set sjældent været noget nyt at gå hjem med. Som regel har en aktiv deltagelse fra de studerendes side ikke været forventet og af og til, må jeg tilstå, har jeg bare siddet og sovet mens underviseren har læst højt af en persisk grammatikbog, han selv skrev for 50 år siden! Undtagelsen har været to fag: middelpersisk (pahlavi) og litterær teknik. I disse to fag har underviseren både været seriøs og dedikeret til undervisningen og har samtidig taget de studerende alvorligt og forventet en aktiv deltagelse fra dem. Det er så samtidig to af de vanskeligste fag, jeg har haft i dette semester, for middelpersisk har jeg ikke beskæftiget mig med i de sidste 10 år (mindst) og det er faktisk temmelig vanskeligt, og litterær teknik indeholder en helt masse tekniske, men abstrakte begreber omkring især poesi, som jeg ikke tidligere har arbejdet med, og det har krævet en del at sætte sig ind i det – på persisk. Men når underviseren er engageret, smitter engagementet jo heldigvis som oftest af på de studerende og disse timer har jeg virkelig nydt og fået en masse ud af.
Socialt har klassen fungeret rigtig godt. Vi var kun ganske få studerende til at begynde med, men er nu oppe på en ti stykker i alt. Udover mig er der kun én europæer til, nemlig en spanier. Hertil kommer så to cubanere, en kineser, en turkmensk (!) kineser, en koreaner, en japaner, en pakistaner og to fra Ukraine (se klassebilledet med nogle af os ovenfor)! Til sammen udgør vi – næsten – de forenede nationer! :-) Vi har det sjovt sammen og går af og til ud sammen efter timerne eller i fritiden og hjælpes ad med de svære lektier (som middelpersisk!). Og det er rart at være i samme båd som dem, kunne dele bekymringer og glæde med dem. De oplever mange af de samme vanskeligheder som jeg. Bureaukratiet på universitetet er tungt at danse med, mildt sagt. Det tog næsten tre måneder før jeg fik mit studiekort og et kort til kantinen (med hvilket man sætter penge ind på en konto, så man så kan bestille og betale dagens ret). Lånerkort til biblioteket har jeg endnu ikke fået, men det kommer vel... Alt tager tid her, men jeg har jo efterhånden udviklet en engels tålmodighed, så jeg tager tingene som de kommer.
Som nævnt kom min far på besøg i december og blev her i ti dage, julen over. Det var rigtig dejligt. Endelig kunne han se min dagligdag med sine egne øjne, opleve mine venner, min arbejdsplads, de steder, jeg holder af. Og se, at jeg trives med min hverdag. Vi havde nogle gode dage sammen, besøgte Shiraz og Esfahan, spiste på gode restauranter, gik på museum og selve juleaften (som ingen af os havde nogle forventninger til, her den første jul efter min mors død) tilbragte vi hos min ven, Birte. Hun trakterede med iransk kaviar til forret og dernæst traditionel juleand, brunede kartofler, rødkål og risalamande (med mange mandler og mandelgaver til) til dessert. Det var en rigtig hyggelig aften, hverken som nogle foregående eller kommende juleaftener...
Da min far var rejst hjem, fik jeg snart travlt med at læse til eksamen. Jeg har i den forgange uge haft tre eksamener i rap: "Enkel poesi 1", "Enkel prosa 1" og i går "Litterær teknik". Alle tre skriftlige med et antal spørgsmål, der skulle besvares indenfor ca. En times tid. Kun "Enkel prosa 1" blev fulgt op af mundtlige spørgsmål. Jeg tror, jeg har klaret mig hæderligt, men der er ikke faldet karakter endnu, så vi får se... Jeg tror aldrig, jeg har haft den form for eksamen på universitetet i Kbh. Og det er vanskeligt at gå til eksamen, når man ikke rigtig er klar over, hvad der venter en og hvilke krav, man skal leve op til. Nu har jeg så erfaret, at der forventes at man i store træk kan pensum udenad! Selvstændige formuleringer og vurderinger bliver der ikke lagt op til. Det handler om at bevise, at man har læst på lektien, ikke hvorvidt man har forstået den eller hvorvidt der kunne være andre synspunkter, man kunne inddrage for at give en diskussion af emnet, nej. Men so be it. Jeg må tilpasse mig og lære denne måde at gøre det på og jeg forsøger som altid at få det bedste ud af det... Og så ser jeg frem til at få lov til at lave min ph.d.-afhandling til sin tid på den måde, jeg er blevet skolet til i Danmark: med nøgtern selvstændighed og kritisk sans.
Her til sidst vil jeg lige fortælle om et fænomen herfra: iranske kvinder og bilkørsel. Mange i Vesten tror fejlagtigt, at kvinder i Iran ikke må køre bil. Det er slet ikke tilfældet og mange kvinder har kørekort og endda egen bil. At mange mænd her så synes, de kører råddent og derfor chikanerer dem, så de af frygt og nervøsitet faktisk kommer til at køre råddent, er en anden historie. Jeg har tænkt mig, ved lejlighed, at tage kørekort her i Tehran, for jeg tror, det vil ruste mig til at køre hvorsomhelst i verden. Så må jeg bare anstrenge mig for at køre ordentligt, for der er ikke rigtig nogen regler, der bliver overholdt her... Når det så er sagt, så er chaufførhvervet et af de jobs, hvor man ser meget, meget få kvinder. Kvindelige buschauffører findes næsten ikke og taxachauffører ligeså. Jeg troede således indtil for nylig, at det var forbudt kvinder at køre taxa – en af mine egne fordomme! Den blev gjort ganske til skamme da jeg på vej hjem en dag blev taget op af en kvindelig chauffør. Først troede jeg, hun bare var en privatperson, der ville give mig et lift (det sker nemlig ikke så sjældent), men pengesedlerne i vinduet afslørede, at hun faktisk var en "rigtig" chauffør! Hun kunne nemt læse min forbløffelse i ansigtet på mig... Men det var en positiv oplevelse, for her er trafikken ét problem for kvinderne, men risikoen for voldsepisoder er en anden, der om ikke helt holder kvinder fra at blive chauffør, så i hvert fald holder dem fra at køre efter mørkets frembrud og i nogle tilfælde fra at tage mandlige passagerer op. I morges så jeg så, på vej til arbejde, en anden sjældenhed, som jeg indtil da kun havde læst om i avisen: en kvindetaxa, for kvindelige passagerer og med kvindelig chaufffør. Den var grøn (alle "officielle" taxaer er gule som mange andre steder i verden) og der stod tydeligt skrevet på siderne af den: "Kvindetaxa". Om disse kvindetaxaer havde jeg læst, at kvinderne, der kører dem, skal være gift og kun må køre iført uniform (ingen andre taxachauffører her til lands bærer uniform). Nu mangler jeg så bare at prøve sådan en...
:-)
Abonner på:
Opslag (Atom)
