Nu går våren gennem Tehran...

Det har været en usædvanlig lang og hård vinter i Iran i år. Især for en som mig, der i den grad afskyr kulde og sne. Men langt om længe er det overstået og nu stormer foråret frem overalt. Den 20.3. (en dag tidligere end normalt i forhold til den vestlige kalender p.gr. af skudåret) gik vi ind i det nye iranske år, 1387. I skrivende stund sidder jeg og nyder nytårsferien: masser af tid til at indhente forsømte opgaver og projekter, ringe til folk, man ikke har set eller talt med længe og endelig: ren afslapning. Sidst, jeg skrev her, var jeg noget vintertræt og deprimeret, men det er heldigvis forsvundet med vinterkulden. Nu har jeg igen masser af energi og optimisme. Jeg har også haft travlt de sidste par måneder. Universitetet har taget sin del af min tid, naturligvis, med seks eksamener i januar-februar (det gik vist godt nok, men mangler stadig at få karakter for to af dem) og så med syv nye fag for dette semester. Ved siden af studierne har jeg haft mit arbejde med undervisning. Jeg fik en ny elev, da Anna (praktikant på ambassaden) rejste hjem i slutningen af januar og blev afløst af Orhan. Desuden underviser jeg den nye konsul og tager lidt ad hoc oversættelser her og der. Så der er altid nok at se til.

Her i noruz-ferien har det været en ren fornøjelse at være i Tehran – sådan helt bogstaveligt talt, for der har været meget, meget lidt trafik og man har kunnet vandre rundt uden at få hovedpine, irriterede slimhinder eller andre ubehageligheder.

På den første dag i nytåret vandrede Orhan og jeg sammen ned til udenrigsministeriet, hvor jeg havde set en nytårsceremoni for nogle år siden. Denne dag var der dog ingen ceremoni, men vi stødte på den iranske ”julemand”, Amu Noruz (Onkel Noruz), som dansede rundt inde i ministeriets gård (!) og delte chokolade ud og lykønskede folk.


Bagefter gik vi videre gennem centrum. Vi mødte kun få mennesker og der var lidt ”Palle alene i verden” over den helt usædvanligt stille trafik.

I de følgende noruzdage har jeg været på en del vandreture i bjergene. Nu er vejret jo mildt og varmt og man kan tage sig en lur i solen, hvis man skulle få lyst til det! I bjergene kommer foråret lidt senere på grund af den køligere luft og der ligger stadig sne en del steder, når man kommer højt nok op, men der er gæslinger på pilegrenene og knopper på valnøddetræerne, så det er tydeligt at se overalt, at foråret nu har taget magten.

I den sidste tid har der været forskellige journalister og andet godtfolk, der har interesseret sig for forholdene hernede og jeg har været i kontakt med en del forskellige mennesker fra Danmark i den anledning. En sag har naturligvis været det iranske parlamentsvalg her i marts, men før det havde vi som bekendt Muhammed-sagen, del 2, og det gik da heller ikke ubemærket forbi, omend der var mere opmærksomhed omkring det i de danske medier end hernede. Der har dog været demonstrationer foran den danske ambassade, men heldigvis ingen voldelige episoder ej heller nogen fare eller usikkerhed for danske borgere. Så det er gået ret roligt for sig. Lige samtidig med den sag var der en gruppe statskundskabsstuderende hernede på besøg og jeg var med til at holde et møde for dem på ambassaden om Iran og iranske forhold. Det er altid rart når man får lejlighed til at tage nogle af de mange fordomme om Iran ved hornene og måske gøre det af med nogle af dem.

Den tyvende marts, det vil sige lige præcis på den iranske nytårsdag, fødte min søster sin anden datter, Josephine. Den glædelige begivenhed og så min fars bryllup i april betyder, at jeg snart kommer et smut til Danmark igen, nærmere bestemt i anden halvdel af april. Jeg ved ikke, hvor mange af mine gode venner, jeg når at se i den forbindelse, for jeg har meget, jeg skal nå på kort tid, men jeg håber på at se så mange som muligt!
Jeg vil slutte for nu, men der går nok ikke så længe før jeg er tilbage med endnu en post her. Jeg har nemlig også gang i et ”hemmeligt projekt” for tiden, men der går lidt tid endnu før jeg fortæller om det! Det må så blive min forårsgæk!

På gensyn...