Tre sejre!!!

Der er gået så lang tid siden jeg sidst skrev noget her, at det er helt uhyggeligt. Heldigvis ved de fleste af dem, der følger med her, godt lidt om, hvad der er sket de sidste 4 måneder, men nu tager jeg tyren ved hornene og skriver alligevel en beretning. For der er sket ikke så lidt siden sidst!

I marts skrev jeg lidt hemmelighedsfuldt om et projekt, jeg havde gang i. Den 7. april fik jeg iransk kørekort! Det var noget af en oplevelse – og samtidig en drøm, der gik i opfyldelse. Det var både en spændende og hård proces først at få tilladelse til at tage kørekort her, så at læse hele teoribogen og tage teoriprøven på persisk og endelig alle køretimerne med mine kvindelige kørelærere i den vanvittige trafik i Tehran! Efter at være dumpet første gang i både teori og køreprøven, bestod jeg dem begge i andet hug. Og var stolt som en pave! Desværre har bl.a. prisstigningerne hernede betydet, at der går nogen tid før jeg får råd til at anskaffe mig en bil. Men jeg glæder mig til den dag kommer, for så skal jeg køre land og rige rundt og det vil give mig en helt ny frihed!

I april kom jeg til Danmark et meget kort smut i anledning af min fars bryllup med Lisbeth. Få dage forinden havde jeg holdt et foredrag om iransk kunst i danske museer på den østrigske ambassade i Tehran. Foredraget var et ud af tre foredrag, som blev holdt i samarbejde mellem den danske, østrigske og hollandske ambassade. Det blev vældig godt modtaget. Samtidig arbejdede jeg på et andet foredrag, jeg skulle holde på universitetet, om den iranske historie i det 19. århundrede. Det skal måske lige nævnes her, at umiddelbart inden det iranske nytår i marts var min gamle computer gået helt død og jeg blev nødt til at købe en ny ”slæbbar”. Det betød en del ekstra arbejde med både at kopiere dokumenter, redde gamle filer, lære den nye pc at kende og få den nye til at køre problemfrit på dansk, engelsk og persisk! men det lykkedes og jeg er vældig glad for min nye pc, der bl.a. har en skøn skærm med høj opløsning. Det gør det til en ren nydelse at arbejde med fotos.

Ja, og i slutningen af maj begyndte eksamenerne så og de strakte sig over en hel måned, indtil slutningen af juni. I alt seks styk, denne gang. det gik dog meget godt i de fleste tilfælde, også selvom mit engagement i dem kunne ligge på et meget lille sted. Efter eksamen i islamisk mysticisme (erfan/sufisme), tilbød min professor i dette fag sig som vejleder på mit ph.d.-projekt. Men det ligger endnu ikke fast, om det bliver ham eller en anden. Problemet er, at dem, der er fagligt kompetente, ikke er specialiserede indenfor mit område, og de andre er så ukompetente, så det kan være ligemeget! Men jeg finder nok en løsning. Nu har jeg ikke særlig mange af de forbaskede eksamener tilbage, kun en 7-8 mener jeg, så her tiil efteråret vil jeg tage fat på de indledende øvelser med at lede efter vejleder, lave aftaler og ikke mindst undersøge adgangen til kildemateriale. Jeg har 4-5 semestre tilbage at løbe på, det vil sige til at gøre hele ph.d.-uddannelsen færdig.

I maj måned tog jeg mig sammen til at begynde at gå til psykolog. Hjertesorgen, jeg kort har omtalt tidligere, fyldte stadig alt, alt for meget i mit liv til at jeg rigtig kunne være glad, og til sidst kom jeg til den konklusion, at jeg nok havde brug for professionel hjælp. Det har jeg ikke fortrudt et sekund! Jeg fik en psykolog (iransk, selvfølgelig) anbefalet af en ven og allerede fra første konsultation kunne jeg se, at jeg nu var på vej tilbage på det rette spor. Jeg havde været lidt i tvivl om, hvorvidt det ville være problematisk at tale følelser på persisk og om hvorvidt kulturelle forskelle kunne være en hæmsko, men disse bekymringer blev gjort helt til skamme. For det første kunne jeg sagtens gøre mig tilstrækkeligt forståelig på persisk og for det andet havde psykologen haft andre udlændinge som klienter før mig og det virkede som om han havde taget sin uddannelse i udlandet. Så samtale for samtale gik det fremad for mig og vi tog hul på mange andre emner nu hvor vi var i gang med ”hovedrengøringen”...

Efter at eksamenerne var ovre fik jeg rigtig travlt. Dels havde jeg meldt mig til en konference i Canada i august, men havde endnu ikke haft tid til at skrive mit oplæg. Det gik jeg i gang med nu. Og dels skulle jeg nå alle hængepartierne fra før eksamen. Et vigtigt punkt på listen var en ekspedition til Damavand. Jeg havde, som nogen måske erindrer, forsøgt at bestige Damavand for to år siden, men måtte give op og vende tilbage med uforrettet sag. Men denne gang var jeg fast besluttet på at besejre Irans højeste bjerg og sammen med tre gode bjergbestigervenner, Shahram, Meraj og Azita, tog jeg af sted den 9. juli. Ekspeditionen varede tre dage. den første dag gik vi fra parkeringspladsen, Gusfand-Sara, der ligger i ca. 3000m’s højde til shelter’et Bargah-e Sevvom i 4150 meters højde. Her overnattede vi. Næste morgen var vi meget, meget trætte, for der var ikke meget ilt i den højde. Men vi gjorde os klar og klokken halv syv om morgenen tog vi af sted mod toppen. Vi gik og vi gik. Stigningen var stejl og luften meget tynd. Det var faktisk så svært at få luft, at vi blev nødt til at gå med bittesmå skridt, en halv fod foran den anden, for ellers ville vi blive for udmattede til at klare hele vejen! Efter ti timers vandring op ad stejle skråninger, forbi gletsjere og igennem områder med masser af svovlkilder fra det indre af vulkanen, nåede vi toppen! Klokken var halv fem om eftermiddagen. Vi var udmattede, men meget lykkelige. Jeg satte mig på en sten og tårerne løb ud af øjnene af bar lykke, eufori, rørelse, ja, alle mulige følelser strømmede hæmningsløst ud! Vi holdt kun et ganske kort hvil, for tiden var knap. Efter ti minutter begyndte vi nedstigningen igen. Det var osse hårdt, for vi var meget trætte. Men efter fire timer, altså klokken halv ni om aftenen, lige inden de sidste solstråler forsvandt i horisonten, nåede vi tilbage til lejren og gik udmattede omkuld i teltet. Næste morgen vågnede vi helt euforiske over gårsdagens sejr, men endnu var vi jo ikke nede. Så fra Bargah-e Sevvom begav vi os ned og efter godt tre timers vandring nåede vi Gusfand-Sara og satte os til at vente på, at vores chauffør skulle dukke op og tage os med tilbage til Tehran. Jeg var så træt, men også så lykkelig, som jeg ikke kunne huske at have været meget, meget længe.

Tilbage i Tehran havde jeg lige en enkelt dag til at ordne småting inden jeg tog til Danmark den 13. juli. I Danmark havde jeg meget knap til til at se venner, for jeg havde endnu ikke fået færdiggjort min artikel til konferencen og først blev jeg forkølet (jeg er jo ikke vant til den kølige sommer længere!) og siden fik jeg en slem infektion eller allergisk reaktion i min højre hånd, der gjorde, at jeg faktisk ingenting kunne! Min hånd hævede til dobbelt størrelse og hævelsen fortog sig først da jeg var på vej til Canada den 30. juli! jeg var stadig ikke blevet færdig med artiklen, så da min hånd endelig begyndte at blive normal igen, skyndte jeg mig at gøre artiklen færdig på hotelværelset.

Konferencen begyndte og det var vældig spændende. Det var den største internationale konference indenfor iranske studier, så der var omtrent 250 forskere fra hele verden og en masse interessante oplæg. Jeg hørte en del af dem og den 3. august blev det min tur til at holde oplæg. Det gik faktisk over al forventning. Mit oplæg om haikudigtning i Iran fik en masse uventet opmærksomhed og god kritik. Mange kom hen bagefter og roste det, så det var en skøn oplevelse, som jeg slet ikke havde turdet håbe på. Dagen efter sluttede konferencen og jeg havde nu nogle dage til lidt sightseeing i Toronto inden jeg tog tilbage til Danmark. Her besøgte jeg min søster og hendes familie og fik lidt ”kvalitetstid” med mine to dejlige niecer, Josephine og Elisabeth. Den 10. august vendte jeg næsen hjem mod Tehran. Vel hjemme har jeg ikke så travlt. Jeg har fået nogle nye elever, som jeg underviser i persisk, men da der ikke rigtig er nogen deadlines i syne, nyder jeg at have god tid til at læse bøger, se film og gå i bjergene. Ja, nu har jeg faktisk sommerferie!