Der gik ikke lang tid efter min hjemkomst fra Danmark og Canada før jeg fik rigtig travlt igen. Jeg fik snart adskillige privatelever at se til ud over universitetet, der gik i gang igen i slutningen af september. Og fra begyndelsen af oktober blev jeg ansat på deltid som "konsulent" i den danske ambassades konsulatsafdeling. Indimellem arbejdede jeg videre på mit haiku-projekt fra kongressen i august. Jeg var blevet bedt om at skrive nogle artikler til publicering baseret på mit oplæg, og den første gjorde jeg færdig i midten af november. Efterfølgende var der dog en del redigeringsarbejde på den, så jeg knokler nu videre for at få den gjort helt færdig inden den 1. januar.
Efteråret igennem har jeg holdt fast i mine ugentlige bjergvandringer. De er blevet en nødvendighed for mig, den friske luft, gode venner og ikke mindst den smukke natur, der fra dag til dag tager sig forskelligt ud. Det er en måde at lade op på, så selv i de sidste måneder, hvor jeg kun har haft en fridag om ugen, har det været en uundværlig ting for at få ny energi til den næste uges udfordringer. Det er mest bjergene i udkanten af Tehran, jeg vandrer i, men en enkelt gang i dette efterår tog jeg med en veninde på en bustur til det nordvestlige hjørne af landet, oppe i nærheden af grænsen til Aserbaidsjan. Her ligger der et gammelt fort fra det 9. århundrede højt oppe i bjergene, som vi med stor møje og besvær vandrede op til. Men udsigten var det hele værd, også busturen, der tog 16 timer ud og 20 hjem og som jeg mestendels tilbragte på gulvet af bussen!
I september fik jeg to nye venner, Malene og Gina, der var på besøg i Iran, og sammen tog vi en tur til Shiraz, hvor jeg bl.a. genså det smukke Persepolis. Det er et sted, man aldrig bliver træt af! Vi havde også mange dejlige oplevelser sammen i Tehran og det var alt i alt nogle berigende og spændende dage.
I oktober kom min gamle veninde, Christine, på besøg fra Danmark. Hun havde været her før og det var nu hendes andet visit. Vi havde nogle rigtig hyggelige dage i Tehran og det lykkedes også med kort varsel at få billetter til en miniferie på Kish, øen i Golfen, som jeg også besøgte i maj. Her lå vi på stranden og dasede, svømmede i det 30 grader varme azurblå golfvand, spiste dejlig mad og røg vandpibe til den store guldmedalje. En rigtig dejlig pause fra al travlheden i Tehran!
Samtidig hermed var jeg i færd med at planlægge en rejse til Afghanistan, men på grund af valget i USA og andre omstændigheder, nåede jeg ikke at komme af sted før vinteren nåede til Centralasien og derfor håber jeg nu på, at det kan blive til foråret eller næste sommer, måske...
Her i Tehran er vinteren også på vej og selvom vi stadig har 5-10 grader i byen, så er der nu blevet rigtig koldt oppe i de smukke sneklædte bjerge. For et par uger siden besøgte jeg sammen med gode venner skisportsstedet Dizin udenfor Tehran, hvor der var hvidt, hvidt, hvidt over det hele. Et fantastisk smukt landskab...
Fredag i sidste uge havde jeg som sædvanlig planlagt at skulle på bjergtur, men tog i sidste øjeblik imod en uventet invitation om at komme med til bydelen Shahran (hvor jeg boede før jeg fik min lejlighed) for at se på paragliding. En af mine venner dyrker det som hobby og inden jeg fik set mig om, havde jeg fået tilbudt en prøvetur på et tandemspring og det kunne jeg da ikke sige nej til! Så på med seler og hjelm og efter grundig instruktion og det første tilløb - der gik galt fordi vinden pludselig ændrede retning - var jeg pludselig på vej ud i det frie rum. Jeg løb stadig, men der var ingen grund under mine fødder og nu fløj jeg!
Det var en helt utrolig følelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg lænede mig tilbage i mit sæde og havde hænderne fri til at tage en masse billeder fra luften. Imens instruerede min "pilot", der sad bagved, mig i at læne mig til højre og venstre for at udnytte luftstrømmene optimalt til at få mere højde på. Vi fløj vel et kvarters tid i alt og inden vi nærmede os landingspladsen, spurgte han om jeg ville have lidt mere spænding. Det kunne jeg jo ikke sige nej til, så efter at have lagt vægten først til den ene og så hurtigt til den anden side, fik vi nu så meget fart på skærmen, at vi snurrede rundt og rundt og til sidst kippede så vi lå ned og kiggede lige op i himlen - fuldstændig som at være i Tivoli - altså med den lille, altafgørende forskel, at intet forbandt os med jorden! Nu lagde vi så an til landing og efter få meters løb på jorden stod jeg nu på ben, der rystede af adrenalin og var helt ør i hovedet. Det var en oplevelse, jeg ikke kan anbefale varmt nok!
I Danmark er alting nu optaget af juletiden med julegaveindkøb, juledekorationer, julearrangementer og ikke mindst den forestående juleferie med al dens julemad. Selvom Tehran ikke er præget i nogen særlig grad af juletiden, så har der været - og er - en del julestemning i danskerkolonien hernede. Vi havde en forrygende julefrokost i sidste uge og i ugen inden en ren dame-julefrokost. Ved disse arrangementer skorter det ikke hverken på sild, frikadeller, æbleskiver eller de våde varer, kort sagt, de lader ikke noget tilbage i forhold til en normal julefrokost i Danmark. Men der er nok en mere nostalgisk stemning i og med at det er så eksotisk at holde julefrokost hernede. Det er næsten logeagtigt med denne tradition som i den grad ligger langt fra den iranske dagligdag udenfor. Men dejligt. Og dejligt, at det kan lade sig gøre.
Nu har jeg ikke så meget mere at fortælle. Men her til sidst sender jeg alle mine kære venner og familiemedlemmer, der læser disse linjer, mine varmeste ønsker om en glædelig jul og et godt nyt år!
På gensyn i 2009!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar