Jeg har dårlig samvittighed over, at der er gået så lang tid siden jeg sidst fik postet noget her på bloggen og nu er det årets sidste dag, og så må jeg se at få gjort noget ved det!
Det er ikke fordi de sidste måneder har været præget af de store begivenheder. Livet har gået sin vante gang her i Tehran og overordnet er jeg glad og tilfreds med min tilværelse. Men det har alligevel været nogle svære måneder. Jeg ved ikke helt hvorfor, om det har været en form for efterårsdepression eller (jævnfør en teori om de psykiske udviklingsfaser for emigranter, som en af mine venner refererede) en form for nedtur som en naturlig følge af, at det ”eksotiske” liv nu er knap så eksotisk og mere dagligdags med regninger, der skal betales, gulve, der skal vaskes og lektier, der skal læses. Jeg ved det ikke, men humøret og energien har ikke været helt på toppen de sidste par måneder samtidig med, at jeg har været klar over, at det ikke var noget grundlæggende, der var galt. Grundlæggende er tingene nemlig som de skal være. Jeg passer mine studier og underviser i fritiden, ser mine søde venner og nyder at være i Iran og trives i min lejlighed.
I det forløbne semester har jeg haft i alt seks forskellige fag, nemlig: kulturhistorie, poesi i to dele, (middelalder-)prosa, litteraturhistorie og litterær kritik. Når der er gengangere fra tidligere semestre, skyldes det, at mange af fagene tages ad flere etaper og dermed ligger på forskellige niveauer. Således har jeg poesi på to niveauer i dette semester. I praksis er der dog ingen niveauforskel, da hverken undervisningsmetoden eller pensummet adskiller sig væsentligt fra de andre forløb. Om to uger skal vi til eksamen og det bliver rart at få det overstået. Det er så det tredje semester, jeg har tilbagelagt. I alt må min uddannelse tage otte semestre (de tillader et ekstra niende ”fjumre-semester”) inklusiv afhandlingen. Jeg regner med at tage hul på de indledende øvelser til afhandlingen til sommer. Jeg regner med at have godt og vel ti eksamener tilbage efter de seks her til vinter.
Jeg har efterhånden vænnet mig til undervisningen og de krav, der stilles på Tehrans Universitet. I starten var det vanskeligt og det er det da stadig ind imellem, men det er ikke så slemt længere. Undervisningen er i visse tilfælde decideret amatøragtig og uengageret, rent pædagogisk og fagligt er den også ret mangelfuld. Vi har nogle få undervisere, der dog går højt op i deres arbejde og faktisk præsterer undervisning på akademisk niveau og det er naturligvis en fornøjelse at gå til de timer. Et eksempel herpå er kulturhistorie, hvor vi har en midaldrende og meget skrap kvindelig professor, som stiller høje krav til både sig selv og til os studerende. Men vi lærer en masse og det er sjældent, hun ikke kan svare eller komme med relevante henvisninger når hun får uddybende spørgsmål.
Desværre har jeg også en anden professor, som i sine timer ikke taler om meget andet end sig selv og Khomeini. Efterhånden kan vi alle hans historier udenad. Indimellem underviser han så på skrømt, men det er mest oplæsning (sjusket og fyldt med fejl) fra vores litteraturhistoriebog og der bliver ikke tilføjet noget relevant. Så i realiteten kunne man lige så godt have siddet derhjemme og læst pensum igennem, men der er desværre mødepligt til alle timer, så man er tvangsindlagt til at stille til en sludder for en sladder hver søndag morgen klokken otte til ti!
Davids Samling, som dels rummer den broderparten af iransk kunst i Danmark og dels er et sted, jeg næsten kender som min egen baglomme. Men alligevel var det nødvendigt at tage et smut til København for at indhente billedmateriale og de nyeste kataloger. Foredraget er endnu ikke blevet afholdt, men det bliver det nok engang i slutningen af januar.
Et andet projekt, jeg har været optaget af i de sidste måneder, er en artikel om haiku-digtning på persisk. Haiku, der jo er en japansk digtform, er gennem de senere år dukket op som udtryksform på den persiske litterære scene og jeg har sat mig for at kortlægge haikuformens vilkår i en artikel, som nok bliver trykt i Danmark når den er klar og måske, måske ikke, bliver optaget på en konference i Canada i 2008. Vi får se, men det er spændende at have gang i nye projekter.
Jeg har ikke haft så megen tid til at rejse i de sidste måneder, men her til jul tog jeg en forlænget weekend og rejste til Esfahan på minijuleferie. Jeg rejste sammen med en dansk ven, Anna, og hendes iranske slægtning, Tala. Vi tog toget fra Tehran til Esfahan og tilbragte fire dage der inden vi så fløj hjem igen. Det var dejligt at genopleve byen, som i gamle dage kaldtes ”nesf-e jahan”, det vil sige den halve verden. Tilnavnet fik byen i sin storhedstid i det syttende århundrede, hvor den var et af de væsentligste handelscentre i Mellemøsten og det ses stadig den dag i dag på den smukke arkitektur, der er tilbage fra perioden. Vi brugte dagene på sightseeing i moskeer, kirker (der er en betragtelig kristen armensk bydel, Julfa, med adskillige smukke kirker), bazaren og mange andre interessante steder. Og så fik vi en masse lækker mad, for Esfahan har virkelig mange gode restauranter!
I den armenske bydel, Julfa, løb vi på nogle julemænd og rundt omkring i både Esfahan og Tehran har man kunnet se lidt plasticjuletræer og julepynt, men det siger sig selv, at julen ikke spiller den store rolle i et islamisk land som Iran. Selv havde jeg pyntet lidt op derhjemme med hvad jeg havde af glitter, glimmer og lyskæder og havde endda fået fingre i nogle pebernødder og et kalenderlys! Men alligevel bliver det aldrig det samme som jul i Danmark med julefrokoster, lysguirlander på gader og strøg, adventskrans og julemad. I år gik det så hverken værre eller bedre end at jeg oven i købet blev ramt af en ondsindet influenza lige i dagene inden jul, så juleaften lå jeg med 39 i feber! Men hvad, jeg gik jo på den anden side ikke glip af det store…
Her i aften, nytårsaften, var jeg faktisk inviteret til et nytårsselskab, men det blev også aflyst på grund af influenza (ikke min, denne gang), så også årsskiftet vil passere i relativ ubemærkethed. Ikke desto mindre har jeg gjort mine nytårsforsætter og ved samme lejlighed sendt nogle kærlige tanker til min familie og alle mine gode venner i Danmark, som jeg håber, må få en dejlig nytårsaften og et rigtig godt nyt år fyldt med lykke og kærlighed.
