Nytåret hernede passerede lige så umærkeligt som julen. Jeg var inviteret hjem til min ven, Babak, på friskskudte agerhøns fra gårsdagens jagt (som jeg dog ikke havde været med på). Om aftenen holdt jeg mig vågen så længe, jeg orkede og fik så ringet til familien og ønsket godt nytår. Dagen efter var jo arbejdsdag som alle andre søndage er hernede. Jeg fejrede dog alligevel nytåret lidt idet min chef foreslog, at vi spiste nytårsfrokost ude. Så vi besøgte en fin restaurant, der serverede specialiteter fra det Kaspiske Hav (dog var kaviar ikke på menuen!) og på den måde forsvandt lidt af det hverdagsagtige heldigvis. I den forgangne uge har jeg været fra det ene kontor til det andet for at få ordnet formaliteterne omkring min ansøgning om optagelse på Tehrans Universitet. I første omgang skulle jeg indenom Videnskabsministeriet, ind på to forskellige afdelinger i to forskellige dele af byen. Da de bevilgede mig tilladelse til at søge ind på Tehrans Universitet, var det så forskellige kontorer her, jeg skulle ind på og igennem deres forskellige procedurer med formularer og dokumentation osv. Men nu er sagen så gået ind i sin sidste fase, forstået på den måde, at jeg nu har afleveret alle papirer hos et råd, der på søndag skal tage stilling til mine kvalifikationer. Jeg er spændt på udfaldet, ikke mindst fordi de har bedt om at se karaktergennemsnit og selvom mit faktisk er pænt, så ser et snit på lidt over 10 ikke ud af noget hernede, hvor topkarakteren hedder 20! Naturligvis har jeg sørget for at vedlægge min ansøgning en forklaring af det danske karaktersystem, men alligevel kan det tænkes, at man vil synes, mit snit er lidt lavt fordi et snit på 20 hernede er noget, mønsterelever kan præstere, hvorimod jeg ikke har hørt om nogen danske studerende med et snit på 13. Så nu får vi se. Jeg holder vejret i spænding… Men det værste, der kan ske, er jo at de afslår og da jeg heldigvis har stipendiet på hånden, gælder det i så fald bare om at søge ind på et andet universitet. Universiteter er der nok af hernede. I mellemtiden går dagligdagen sin vante gang med små afvekslinger indimellem. For eksempel var jeg i den forgangne uge på Museum for Moderne Kunsts Cinematek, hvor der var præsentation af en ny iransk film med efterfølgende debat. Instruktøren, en ung, feteret kvindelig skuespiller, som her debuterede som spillefilmsinstruktør, var til stede og gav sine bramfrie holdninger til kende på mødet og svarede beredvilligt på publikums spørgsmål og ris og ros. En del af de tilbagevendende emner i debatten var iranernes virkelighed og dagligdag. I filmen blev den skildret ud fra et forholdsvis skeptisk-pessimistisk synspunkt og mange tilskuere mente, at filmen var for mørk og dyster. Under alle omstændigheder var det interessant at følge debatten. Jeg tror, at iransk film er en af de klareste indgangsvinkler til at forstå det moderne iranske samfund i dag. Tidligere har litteraturen haft en mere fremtrædende rolle som scene for samfundsdebat, men jeg opfatter det som om filmen i nogen grad har overtaget den rolle. I går aftes var jeg på tæppeudstilling i en del af det tidligere kejserlige palads, Sa’dabad. Udstillingen var kommerciel, dvs det var tæppehandlere og tæppeproducenter, der her viste creme de la creme af iranske tæpper. Der var nye og gamle tæpper, men ikke antikke tæpper som sådan. Tæpperne rangerede bredt fra nomadetæpper over klassiske ”bytæpper” til de rædselsfulde såkaldte ”tableau-tæpper” der oftest er knyttede kopier af berømte malerier, alt lige fra de berømte grædende børn (kendt fra ethvert loppemarked med respekt for sig selv) til kopier af van Gogh o.a. Så der var noget for enhver smag. Selv brugte jeg en del tid på at beundre nogle tæpper med gengivelser af klassiske jagtmotiver, som man kender dem fra iransk miniaturemaleri. Men de var desværre prismæssigt udenfor min formåen; de kostede 5-7 mio. toman, svarende til ca. 35.000-45.000 kr.! En anden aften tog jeg med en af mine venner, Farhad, op i stenparken i den nordlige bydel, Park-e Jamshidiye. Her gik vi i mørket på de glatte sten op imod bjergene. Vi stoppede ved en cafe (der før revolutionen havde været diskotek!) og røg vandpibe og drak the inden vi tog hjem til mig og spiste chile con carne. Vejret var bidende koldt, måske især fordi vi var på motorcykel, så jeg havde to halstørklæder og to par bukser på og frøs alligevel! På hjemvejen stoppede vi op i en af de øde gyder i mit kvarter og Farhad gav mig nogle indledende lektioner i motorcykelkørsel. Det skal jeg nok få lært og jeg har stor lyst til at lære både at køre bil og motorcykel, selvom motorcykelkørsel faktisk er forbudt for kvinder, så jeg skal ikke regne med at investere i en motorcykel!
På gensyn om ikke så lang tid, khodahafez!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar