Nye udfordringer

Der er gået lang tid siden sidste post på bloggen. Egentlig har der ikke været så meget at fortælle, for livet har gået sin faste gang med arbejdet og de sædvanlige ture til uni for at se at få en afklaring på min situation. Og det har været en utrolig lettelse, at jeg nu ikke også skulle bruge energi på visumhistorien.

I den sidste måneds tid har jeg fundet mig et fritidsjob. Vi har nemlig fået ny ambassadør og både han og hans kone har vist stor interesse for at lære persisk og har nu bedt mig undervise dem privat. Det har været en glæde for mig at kunne vende tilbage til min oprindelige ”profession” og det at have engagerede elever har altid været alfa og omega for min egen entusiasme i undervisningen. Så vi klør på med begynderpersisk et par gange om ugen. Dertil kommer, at jeg ikke kan leve af mit almindelige arbejde og derfor kom denne lille sideindtjening som manna fra himlen. Det er også i disse dage, at min tidligere husvært kommer og henter sit indbo fra min lejlighed. Så jeg skal nu ud og købe nyt køleskab, vaskemaskine, seng osv. og så hjælper det jo også at der er lidt mere at tage af i kassen. Jeg har nu fået tilbudt en del brugte møbler, og det er også en uvurderlig hjælp.

Udover at det er den iranske Mehr-måned, vi skriver lige nu, er det jo også Ramadan. Så ”alle” faster. Det vil sige, jeg gør ikke, og min chef heldigvis heller ikke. Men alle steder er resturanter, sandwichforretninger o.lign. lukket, så der er ikke meget frokost at komme efter. Vi laver maden selv på kontoret, selvom det af og til bliver lidt ensformigt. Folk, der faster, bliver hurtigt trætte og mange har kortere lunte end normalt. Jeg så hele to slagsmål på gaden i går, hvilket jeg tilskriver folks manglende energi og tålmodighed i denne tid. Ved sekstiden om aftenen, lige inden eftar, tidspunktet, hvor fasten brydes, er trafikken helt utrolig. Alle skynder sig for at nå hjem til familien og bryde fasten sammen. Der er trafikpropper overalt. En time senere er der tomt på alle gader og kun ganske lidt trafik! Der er stor forskel på, hvorledes folk ser på fasten. Mange faster naturligvis helt efter forskrifterne: rører hverken vådt eller tørt endsige tobak fra solopgang til solnedgang, læser koranen fra den ene ende til den anden, beder mere regelmæssigt end ellers og giver særlige almisser til de fattige i denne måned. Andre ”pluk-faster” et par dage ad gangen, nogle blot nogle timer (en af mine venner begynder sin faste efter morgenmaden!). Her gengiver jeg bare for sjov en kort samtale, jeg havde med en ven i sidste uge, da han indfandt sig på vores kontor lige netop som vi skulle til at indtage vores ”forbudte” frokost:

Mig: Skal du have lidt frokost med?

Ven: Nej tak, jeg faster.

Mig: Faster du? Jamen, det gjorde du da ikke sidste år. Da sagde du, at du var imod at faste!

Ven: Ja, men det er heller ikke rigtig faste på den måde, det er mere som kur...

Mig: Nå okay, så siger vi det...

Ven: Maden ser ellers godt ud, ved nærmere eftertanke tror jeg, jeg bryder fasten i dag, for jeg har sådan ondt i hovedet...

Mig: Det er da klart, du har ondt i hovedet, det må jo være dehydrering.

Ven: Nej, det er ikke den slags ondt i hovedet, jeg fik et par glas i aftes, så...

Universitetet og min ph.d.-uddannelse begynder endelig at aftegne sig klart i horisonten. Det er nu langt om længe blevet afklaret, at jeg skal læse sammen med de andre udenlandske ph.d.-studerende på afdelingen for Persisk Sprog og Litteratur ved Tehrans Universitet. Tidligere var der tale om, at jeg måske skulle læse sammen med iranerne (hvilket jeg hellere ville, da det betød højere niveau og dermed et bedre eksamensbevis i sidste ende), men det blev det altså ikke. Det er her i måneden Mehr, at universitetet normalt begynder sit efterårssemester. I denne uge har jeg så indtegnet mig for de kurser, det er påkrævet, at jeg følger i det første semester. Det lå fast, at jeg skulle tage 14 såkaldte enheder (svarende til lektioner, hvert delfag svarer til 2 enheder) i snit per uge, heraf var de 12 obligatoriske og de 2 sidste ”valgfrie”. Men da der kun blev udbudt to ”valgfrie” fag at vælge imellem – begge irrelevante i forhold til min afhandling og mine interesser i øvrigt – bad jeg om at få lov til at vente med at vælge ”valgfrie fag” til næste semester. Det var de ikke glade for, men til sidst fik jeg dem overbevist og fik derfor dispensation fra det samlede antal på 14 enheder. Det, jeg så skal læse i dette semester, er: Litteraturhistorie (tidl. periode), Enkel prosa, Enkel digtning, Grammatik, Litterær teknik og Middelpersisk. Det er flere fag, end jeg nogensinde har haft på et ugeskema på Københavns Universitet i mine studieår der! Men selvom jeg ikke har høje forventninger til undervisningens kvalitet, så glæder jeg mig til at komme i gang med at lære igen. Det kan jeg mærke, jeg trænger til. Nu skulle undervisningen så gå i gang enten i denne uge eller i begyndelsen af næste, det ligger ikke fast endnu!

En anden stor udfordring og mindeværdig oplevelse i den forgangne tid har været min bjergvandring og i særdeleshed turen til Damavand. Efter at have trænet ret intensivt efter min tilbagevenden fra Danmark, følte jeg mig efterhånden klar til at prøve kræfter med bjerget, der er Irans højeste (5671m, se fotoet). Så jeg meldte mig til en gruppe fortrinsvis bestående af østrigere, men også en franskmand, en iraner og en schweitzer, udover vores meget erfarne og kompetente, kvindelige, iranske guide. Vi drog afsted fra Tehran om morgenen fredag d. 22.9. og kørte mod nordøst. Efter nogle timers kørsel nåede vi ved ellevetiden byerne Polur og Reyneh, der ligger tæt på Damavand. Herfra kørte vi ad en grusvej op ad skråningerne indtil vi nåede ”Gusfandsara” (fårefolden), der ligger i knap 3000m’s højde (!). Her lejede vi muldyr til at bære vores tunge udstyr, telte osv. og begav os selv på vej opad. Vi nåede frem til ”shelteret”, hvor vi skulle overnatte, ved halvfiretiden om eftermiddagen. Det ligger i en højde af 4100m. Det var vanskeligt at gå heroptil, selvom det var den nemmeste del af ruten. Nu skulle vi bare pakke ud og hvile os til næste morgen. Nogle af os havde let hovedpine på grund af højden, men de fleste af os var friske og veloplagte og havde fuldt mod på resten af turen. Vi sov tidligt om aftenen efter at have lavet suppe på primussen. Midt om natten vågnede jeg og skulle sådan på toilettet. Jeg prøvede at overtale mig selv til at sove videre, men det gik ikke og efter en halv times natlig forhandling med mig selv i mørket besluttede jeg at gå ud. Shelteret er egentlig bare et skur af metal på en betonplatform. Indenfor er der nogle brede og meget ujævne etagesenge af træ uden madrasser af nogen art. Der er hverken indlagt el eller vand. Toilettet befandt sig udenfor, vidste jeg, men da jeg ikke havde haft behov for det før og ikke havde rekognosceret terrænet inden jeg lagde mig til at sove, anede jeg ikke hvor. Jeg famlede i mørket efter min lommelygte, som jeg havde hængt på sengestolpen, men fandt den ikke. Så ledte jeg efter toiletpapirrullen, men fandt heller ikke den (også svært at lede i bulderravende mørke når alle omkring en sover!). Jeg opgav begge dele, listede ned i støvlerne og begav mig udenfor bygningen. Kun med stort besvær fik jeg åbnet jerndøren og nu stod jeg ude under tusindvis af stjerner i tindrende klar frost. Langt borte så jeg et lysskær på himlen, der måtte stamme fra Tehran. Det var otte grader koldt, fandt jeg senere ud af. Jeg listede om bag bygningen og fik forrettet mit ærinde og listede så ind i seng igen og sov videre.

Vi blev vækket lørdag morgen ved 5-tiden, hvilket var alt for sent i forhold til vores aftalte plan. Med hast (og for mit vedkommende med besvær og tvang) spiste vi morgenmad og skyllede den ned med the inden vi begav os afsted op mod toppen. Da var klokken allerede over seks og det var blevet lyst. Vi gik meget, meget langsomt. Grunden, vi gik på, var blød jord, sandet og med klippestykker ind imellem. Det var virkelig hårdt at gå og nu mærkede man, hvor tynd luften er i de højder. Vi gik med let oppakning og de fleste af os havde stave at støtte os til. Efter en god times vandring gav jeg op. Jeg følte mig så træt og tung og mit åndedræt kunne ikke følge med. Jeg forsøgte først at samle lidt energi til mig ved at spise en chokoladebar, for jeg havde næsten ikke kunnet spise noget morgenmad, men den gled kun ned med stort besvær. Så for ikke at sinke gruppen og for stadig at kunne vende tilbage med kræfterne i behold, besluttede jeg at vende om og gå ned til shelteret igen. Det var i 4500m’s højde, altså højere end jeg har været nogensinde før, men alt, alt for langt fra toppen, og det føltes som et stort nederlag at vende tilbage med uforrettet sag. Også selvom jeg vidste, at det ville være mere end almindeligt dumt at tro, at jeg kunne klare at gå helt til toppen i den tilstand. Man må kende sine begrænsninger, sagde jeg til mig selv. I løbet af en time var jeg nede ved shelteret igen. Her fandt jeg Helmut, en af de østrigske deltagere, der lå og sov. Han havde besluttet om morgenen, at han ikke ville gå højere op. Han havde det dårligt, var svimmel og træt. Så han og jeg hvilede ud det meste af dagen mens de andre fortsatte mod toppen. De nåede den ved 13-tiden efter en vanskelig vandring op ad de stejle skråninger i tynd luft, jord, der skred under fødderne og kvælende svovldampe fra vulkankrateret de sidste 300 meter. Ved 16-tiden kom de ned til shelteret igen, godt trætte. Men nu skulle vi så pakke sammen og hele vejen ned igen. Muldyrene fik igen lov at bære det tunge og vi andre tog det mest nødvendige med i rygsækken og så gik det nedefter, ned mod Gusfandsara. Det blev mørkt undervejs og jeg var glad for denne gang at have min lygte ved hånden. Vi nåede frem ved 19-tiden og så gik turen tilbage mod Tehran i mørket med to firhjulstrækkere og otte trætte vandrere.

Damavand var en stor oplevelse for mig, også selvom jeg ikke nåede toppen i denne omgang. Jeg fandt ud af, hvad det vil sige at vandre i ”rigtige” højder, jeg så en masse smuk og storslået natur – blandt andet fire store, flotte ørne og en død (!) skorpion – og havde gode oplevelser med gruppen. Nu ved jeg, hvad der venter mig næste gang og kan forberede mig endnu bedre. For en næste gang, det bliver der, selvom vejret nu er blevet for koldt deroppe til at jeg tør vove mig derop før næste sommer.

Første etapesejr

Jeg er tilbage i Iran igen efter at have tilbragt seks uger i Danmark. Når jeg ser tilbage på de sidste fem måneder, synes det som om, det har været de fem sværeste måneder i mit liv. Først var der afslaget på studievisum i marts, så var det kærestesorg og så min mors død i juni, hvilket naturligvis var – og er – det allerværste og hårdeste. Af og til forbløffes man over, at livet alligevel går videre og at man følger med. Men sådan er det heldigvis. Som englænderne siger: ”what doesn’t kill you, makes you stronger”.

Der har heldigvis også været glædelige begivenheder. Min søster er gravid og blev gift i juli måned. Og i juli måned fik jeg efter alle de mange måneders bøvl med myndighederne endelig, endelig mit studievisum. Det blev for få dage siden ”opgraderet” til en etårig opholdstilladelse. Så langt om længe kan jeg ånde lettet op og begynde at gå en mere rolig og stabil fremtid i møde her i Iran. Jeg kan koncentrere mig om studierne og det er en ubeskrivelig følelse efter at have udholdt uvisheden og tilbageslagene gennem så mange måneder. Hvor der er en vilje, er der en vej, det står klarere for mig nu end nogensinde. Min optimisme hvad angår mit liv her i landet er vendt tilbage med fuld kraft. Jeg er begyndt at gå i bjergene igen i weekenderne og det gør mig så godt. Den friske luft, at se naturen og at koble helt af...

Jeg er vendt tilbage til mit gamle arbejde på kontoret. I hvert fald indtil universitetet begynder efter sommerferien. Det er jo nødvendigt med en eller anden form for indtægt når man hverken får ph.d.-løn eller SU. Jeg vil dog søge en stribe legater i den nærmeste fremtid, for det er svært at overskue både et fuldtidsjob og et fuldtidsstudium på samme tid. Jeg er også begyndt at undervise lidt privat i persisk i min fritid og det er dejligt at arbejde med det, man er bedst til, det bærer lønnen i sig selv.

Vejret har gennem juli måned og i begyndelsen af august været varmere end det plejer – efter hvad de lokale siger. Mig har det ikke generet synderligt. Så længe man ikke skal skynde sig af sted med en taxi synes jeg ikke, det er slemt, men jeg kan jo sagtens, jeg skal jo ikke arbejde udendørs eller løbe fra det ene sted til det andet mange gange i løbet af dagen. Jeg sidder på min pind og har cooleren tændt og kan tage koldt vand i køleskabet når jeg trænger. Khaje Tusi havde det derimod svært med varmen i starten. Den lille stakkel havde måttet klare sig uden cooler i lejligheden mens jeg var i Danmark fordi jeg ikke havde nået at få ordnet cooleren inden min hastige afrejse. Men så snart jeg kom hjem, fik jeg den fikset. Cooleren står oppe på taget og er en stor, blå metalkasse, der trækker vand fra en hane ind og suger det op i nogle halmmåtter, der så fungerer som filter for luft, der blæses ind i huset. Luften bliver på den måde filtreret for støv og nedkølet af den våde halm. Et ret enkelt og ganske udmærket system. Nu er jeg dog begyndt at slukke for den indimellem, for vejret er ikke så varmt længere, ”kun” omkring de 30 grader om dagen og 20-25 grader om natten (mit skøn), hvilket er rigtig behageligt, især når der af og til blæser en kølig brise.

Nu, hvor min opholdstilladelse er gået i orden, har jeg kunnet tegne en etårig kontrakt på min lejlighed. Desværre skal jeg i gang med at købe nye møbler, køleskab, vaskemaskine osv. for den tidligere ejer, har bedt om at få sit habengut tilbage. Men det ordner sig vel. Lidt irriterende er det dog at skulle i gang med at skulle sætte både tid og penge (hverken det ene eller det andet har jeg) af til den slags ting. Men det gode er, at jeg i det mindste ikke skal til at lede efter lejlighed igen og at jeg har et sted, hvor både jeg selv, katten og eventuelle gæster, der kommer langvejsfra, kan overnatte. Min lejlighed i København er derimod blevet opsagt af min lejer, så hvis nogen kender nogen, der mangler tag over hovedet, er det hermed givet videre...

Det var vist de vigtigste nyheder herfra. Jeg vender tilbage med mere senere.

Min mor er død.

Min elskede mor døde af kræft lørdag d. 3.6.2006. Jeg skyndte mig til Danmark for at tage afsked med hende, men nåede det ikke. Jeg kommer til at opholde mig et stykke tid i Danmark, da der både er følelsesmæssige og praktiske ting, jeg må prøve at tage mig af. Lige nu er min iranske tilværelse sat på hold.
Jeg vender tilbage til loggen senere, når jeg har fået mine kræfter tilbage.

Billedet taler næsten for sig selv...

- Men det er altså mig på en kurdisk smuglerhest, i raskt trav og uden stigbøjler!

Kameler midt i Tehran

Kameler bringer gødning - fra kameler - til bys. Et besynderligt syn, her lige udenfor min gadedør...

Op og ned - og så op igen

Jeg sidder på min dejlige altan og skriver. Det er blevet varmt i vejret, en 25-30 grader og alle steder er der smukt, grønt og forårsfriskt. Der er gået over to måneder siden jeg sidst skrev og man kunne jo fristes til at tro, at jeg bare har gået rundt og nydt forårsvejret i de to måneder. Men de sidste mange uger har været nogle af de sværeste i al min ”iranske tilværelse”. Opholdet i Danmark i midten af marts kom til at trække ud og det tog tre uger før jeg kom hjem til Tehran igen. En stor del af den tid gik med at vente på svar fra Udenrigsministeriet i Tehran, og da det endelig kom, var det negativt! Jeg fik at vide, at man ikke havde bevilget mig uddannelsesvisum. Grunden fik jeg ikke at vide (man påstod dog, at fremgangsmåden, jeg havde brugt, var ulovlig, men en vis tegningsag kunne måske også være en faktor, det finder jeg nok aldrig ud af), ligesom jeg stadig ikke i skrivende stund har set afslaget sort på vidt, men blot fået det overbragt mundtligt. Hvorom alting er, så endte det med, at jeg anmodede om og fik et turistvisum igen, så jeg kunne komme tilbage til Iran og det flinke personale på den iranske ambassade i København lovede tilmed at gøre alt, hvad der stod i deres magt for at finde ud af en løsning på problemet. Så i slutningen af marts var jeg atter hjemme hos Tusi, der havde savnet mig overmåde og tabt sig en hel del på grund af ensomhed. Vanskelighederne var dog langt fra overstået her. At gå og vente på at få nyt om et visum, der er blevet afslået, uden at vide hvor længe eller med hvilket udkomme, er ikke spor nemt. Det hjalp at være hjemme hos mig selv, med katten, bøgerne og ikke at føle sig i vejen for nogen, men problemet bestod jo endnu. Efter godt en måned meddelte ambassaden mig, at de ikke havde kunnet komme nærmere nogen løsning og at jeg gerne måtte tage over hernedefra og se, hvad jeg selv kunne finde ud af. Jeg var blevet frarådet at blande mig da jeg rejste tilbage, men nu havde jeg frie hænder. Så jeg lagde en slagplan og opsøgte derpå Tehrans Universitet, hvor jeg fremlagde problematikken. De henviste mig til Videnskabsministeriet, hvorfra jeg i første omgang havde fået visumanmodningen til Udenrigsministeriet. Her var man forbløffet over påstanden om, at fremgangsmåden skulle have været ulovlig, men man lovede mig at tage hånd om sagen herfra. Så nu er jeg næsten tilbage hvor jeg startede, dog mere overbevist om, at det nok skal ordne sig, eftersom der nu er folk inde i systemet, der hjælper i stedet for bare at sende mig fra Herodes til Pilatus som sidst. Energien og humøret er i topform igen efter mange vanskelige uger med grublerier og frustration over min egen magtesløshed og over al den spildte tid.

I denne tid har der dog også været mange gode oplevelser. For eksempel har jeg haft besøg af min veninde fra Danmark, Christine, i to uger. Det var rart at have en hjemmefra hernede og at kunne vide rundt og måske mest af alt at se Iran gennem hendes øjne. I den samme periode lærte jeg også Signe og Malthe fra projekt Next Stop Middle East at kende og det bragte både gode oplevelser med sig og nye perspektiver på mulige karrierer, som jeg sikkert skal vende tilbage til senere.

Via Signe og Malthe lærte jeg fru Golestan at kende. Fru Golestan er enke efter en af Irans kendteste reportagefotografer, Kaveh Golestan, der blev dræbt af en mine i Irak i 2003. Kaveh Golestan var søn af Ebrahim Golestan, der er en kendt forfatter og filmmager, der i dag bog i England. Men vigtigst i denne forbindelse er, at han var elsker til Forugh Farrokhzad (som jeg har skrevet speciale om). Og på den måde havnede jeg lige pludselig i kølvandet på Forugh. For det viste sig, at fru Golestan faktisk den dag i dag bor i Ebrahims og Forughs hus, ikke særlig langt fra mit eget hjem. Gennem bekendtskabet med fru Golestan var det som om nogle af mine Iran-fantasier manifesterede sig i noget virkeligt og håndgribeligt. Noget, der før var historie, fagstof og på en måde utilgængeligt blev nærværende og personligt. Det har været og er fortsat en stor oplevelse at have lært fru Golestan at kende. Gennem hende har jeg nu også lært en masse andre interessante mennesker at kende, malere, filmfolk, fotografer osv.

Sammen med fru Golestan og tre fotografer (en nyhedsfotograf fra AP og to kulturfotografer fra Kulturministeriets nyhedstjeneste) tog jeg i sidste uge af sted til Kurdistan. Målet var en dervish-ceremoni, der afholdes to gange årligt, hvor kurdiske dervisher mødes, messer og danser til de går i trance. Ceremonien bliver holdt i en landsby ved navn Huraman (gammelt iransk navn, der betyder ildens eller solens sted og som har haft en religiøs betydning siden zarathustrisk tid) meget tæt på grænsen til Irak. Så vi kom på en længere rejse. Nærmere bestemt fra 8 om morgenen, da vi forlod Tehran i en firehjulstrækker, og til ca. halv ti om aftenen, da vi i første omgang nåede byen Mariwan, hvor vi blev modtaget af en kurdisk bekendt, hr. Shahbazi. Vi sov alle hjemme hos hans familie, på traditionel vis med kvinderne på rad og række i et værelse og mændene i stuen. Næste morgen tog vi af sted ganske tidligt, ved femtiden for at køre gennem bjergene til Huraman. Selvom der ikke er særligt langt, så er vejene af en sådan beskaffenhed, at man ikke kan køre særlig hurtigt. Det meste stykke er der asfalt, men masser af skarpe hårnålesving og en svimlende stejl skrænt ned i dalen til den ene side. Det sidste stykke vej var der ikke engang asfalt og det var begyndt at regne så småt, så det gjaldt om at køre forsigtigt. Frem nåede vi ved ottetiden og allerede da var en masse mennesker fra omkringliggende byer samlet for at overvære ceremonien. Vejret var blevet dårligere og nu regnede det så mine gode fotografvenner var godt sure over ikke at have ordentligt lys at arbejde med. Ceremonien blev til alles skuffelse aflyst, da dervisherne ikke dukkede op. Nogen forklaring fik vi ikke, men en grund kan være, at de ret reserverede mystikere syntes, der havde været for megen bevågenhed til at de ønskede at gennemføre. Hvorom alting er, så blev der holdt en dræbende lang tale af en lokal kurdisk præst, hvorefter nogle af mændene messede lidt og så var der et rituelt måltid for alle fremmødte. Derefter gik det hele i sig selv igen. Jeg var dog ikke skuffet som sådan, for jeg syntes, jeg havde fået en masse gode billeder i kassen på trods af aflysning og dårligt vejr. Billeder af kurdiske mænd, kvinder og børn i deres typiske klædedragter, fantastiske bjerglandskaber og landsbyer med trappebebyggelser, hvor det enes hus’ tag udgør terrassen for det ovenforliggende hus. Det var ikke til at se sig mæt på. Men vi drog tilbage til Mariwan, hvor vi slappede af og overnattede i nogle turisthytter ved en meget pittoresk sø med frøer, storke, valmuer, popler, åkander og blåt, blåt vand. Næste dag drog vi tilbage mod Tehran. På udvejen havde vi gjort holdt i Hamedan og set nogle af de historiske seværdigheder der og nu tog vi en anden rute tilbage og besøgte sidst på eftermiddagen grotterne ved Ali Sadr, som siges at være verdens fjerdestørste undervandsgrotter. Jeg havde set dem før, men tog alligevel med på den totimers bådtur, det tager at komme ind til grottens inderste (hvis det da ikke ligger endnu længere inde og er utilgængeligt for offentligheden). Her gik vi lidt rundt på en ”ø” og vendte så tilbage til verden udenfor. Middagen spiste vi i et telt i nærheden og nu havde jeg efterhånden fået kulde nok fra de kurdiske bjerge, grotten og teltet til at det begyndte at være nok til en forkølelse, hvilket da også viste sig at holde stik da jeg var hjemme i Tehran igen. Vi ankom til Tehran ved ettiden om natten, godt trætte efter at have tilbragt det meste af de tre dage i bilen, to foran og tre, der sad og skrumplede på bagsædet. Men selvom det var en udmattende tur, så var det meget oplivende og givende på alle måder, så jeg nød turen i fulde drag.
Endnu en ting, der har fyldt en del i mit liv de sidste mange uger, har været jagten på et ordentligt arbejde. Jeg har sendt en del ansøgninger af sted til forskellige ambassader, olieselskaber osv., men har indtil for nylig ikke fået noget videre ud af det. Det store problem er, at det er vanskeligt for såvel ambassader som firmaer at ansætte mig, da de skal sørge for at skaffe arbejdstilladelsen og den er mildt sagt vanskelig at opnå fra iranske stat. Alternativet er så at arbejde ulovligt, hvilket jeg har været tvunget til indtil nu. Jeg opsagde mit arbejde i det lille importfirma før noruz (marts) dels fordi jeg trængte til ro omkring mig for at kunne tage mig af visumproblemet og dels fordi min chef og jeg ikke nåede frem til enighed omkring lønnen og de øvrige arbejdsvilkår. Men det ser nu ud til at der er lys forude. I hvert fald er jeg blevet tilbudt job et par steder her på det sidste og selvom nogle ting mangler at falde på plads endnu, så er jeg optimistisk. Dog er der en del turbulens, der endnu skal overvindes, før jeg kan komme rigtig i gang. For eksempel er det muligt, jeg skal til Danmark en eller to gange endnu før visummet falder på plads. Men det får vi se… I hvert fald ligger både min søsters bryllup og min fars fødselsdag i juli og vinker, så selvom alt skulle gå glat her, så har jeg da de to fester som undskyldning for en lille ferie til Danmark – denne gang forhåbentlig uden frustration og bekymring som sidst! :-)

Man tror, det er løgn!

Ja, så er man på den igen. Det begyndte med, at mit program for Tajikistan-konferencen her i marts blev ændret og endte med, at jeg nu endnu en gang skal tilbage til Danmark på grund af det famøse bureaukrati! Planerne for Tajikistan-konferencen blev på grund af problemer med luftfartsselskabets reservationer lagt om, således, at det nu blev til et ophold i Doshanbe på 2-3 dage i stedet for de planlagte 5-6 dage. I denne periode havde jeg tænkt mig, at jeg skulle arrangere mit studievisum via den iranske ambassade i Doshanbe. Men på 2-3 dage var det næppe ladsiggørligt og da jeg ikke havde lyst til at blive alene tilbage i Tajikistan efter konferencen, besluttede jeg at melde afbud. At rejse med ville nemlig betyde, at mit turistvisum under alle omstændigheder blev ugyldigt for indrejse til Iran. Så konsekvensen blev, at jeg måtte forsøge at løse problemet med visum her fra Tehran. Desværre er der en regel om, at man ikke kan søge om studievisum fra Iran, men at det skal gå via en iransk repræsentation i udlandet. Jeg forsøgte at se, om der skulle være nogen af de kontakter, jeg havde på Udenrigsministeriet, der kunne hjælpe, og til at begynde med så det ud til, at der var en smutvej gennem systemet. Men ak og ve, i går meddelte man mig, at det var absolut uladsiggørligt og ulovligt osv. osv. og at jeg måtte og skulle forlade landet for at få studievisum! Da mit nuværende turistvisum udløber lørdag og ikke kan forlænges, gjaldt det nu om at handle hurtigt for at finde en vej ud af landet inden det blev for sent. Så nu har jeg booket billetter til DK og går alt efter (nød-)planen, lander jeg i Kastrup fredag formiddag. Så må jeg se, hvor lang tid, der går med at få et studievisum fra den iranske ambassade i Danmark, men er jeg rigtig heldig, tager det kun en uges tid.

Bortset fra den uventede og nødtvungne rejse går alting stille og roligt her. Jeg er stadig ikke kommet i gang med mine studier, for universitetet kan ikke finde ud af, hvor de skal placere mig. Forhåbentlig går det også snart i orden, men efterhånden er vi halvvejs igennem forårssemesteret, så jeg kommer uvægerligt til at starte med et vist hængeparti. Foråret stormer frem hernede, alting er dejligt grønt og friskt at se på, og forberedelserne til det iranske års største festhøjtidelighed, nytåret eller noruz, er i fuld gang. Nytåret holdes ved forårsjævndøgn, som i år falder d. 20. marts. Herefter har man fri de første fem dage, mens skolerne og nogle virksomheder holder ferielukket hele tretten dage. I morges så jeg, at min lokale grønthandler nu havde fået guldfisk hjem – en af de uundværlige genstande på nytårsbordet (altså til pynt og symbolsk anvendelse, ikke til at spise!). Folk gør hovedrent derhjemme, vasker gulve, vægge og lofter, maler eventuelt, køber nyt til boligen og nyt tøj til familiemedlemmerne. Man siger, at sådan som man forlader det gamle år, sådan skal hele det nye år forme sig. Så det gælder om at gå ind i det nye år ren og pæn, sund og rask, glad og mæt og helst også med så mange penge på lommen, som det nu lader sig gøre!

Vejret er blevet dejlig lunt, vi har en 15-16 grader om dagen, og jeg er kommet i gang med nogle gode fredagsvandreture i bjergene. Min ven, Farhad, lærer mig ind i mellem at køre på motorcykel. Indtil for få år siden måtte kvinder faktisk ikke føre motorcykel, men loven er blevet ændret, så hvem ved, om jeg finder på at købe mig én en dag?!

Røre og ro

Det er torsdag aften. Udenfor blæser det for en gangs skyld temmelig kraftigt. Jeg er ikke vant til blæsevejr i denne del af byen, der ligger mere i læ end Shahran, hvor jeg boede hos mine venner Hamid og Shirin, og hvor elementerne altid viste sig fra deres stærkeste side. Der regnede det skomagerdrenge og når det blæste, så klirrede vinduesruderne. Ofte var der torden og lynild så det ikke var til at sove om natten. Men her, i Shemiran-området kan man kun sige, at nedbøren falder lidt tungere end den gør sydpå. I aftes regnede det en del og det trommede i airconditionkanalerne. I dag har vejret været mildt indtil aften, hvor det så er blæst op. Den sidste uges tid har været præget af mildt og lunt vejr, en af dagene havde vi seksten grader, så foråret er afgjort på vej nu…

Det milde vejr har så rigeligt været opvejet af de seneste dages tumult og urolighed. Her tænker jeg selvfølgelig på protesterne foran den danske ambassade (der ligger et iransk stenkast fra min lejlighed) og på Moharram-sørgehøjtidelighederne, der kulminerer just i aften. Episoderne foran ambassaden blev fulgt op af en masse opmærksomhed hjemmefra. Venner og familie skrev bekymrede mails og adskillige journalister har kontaktet mig for at få min vurdering af situationen. Det sidste har været en balancegang, for principielt ønsker jeg ikke hverken at blande mig i eller at udtale mig om politiske anliggende. Det ser jeg mig egentlig hverken kvalificeret til eller har nogen gavn af. Men i dette tilfælde har jeg set det som en pligt at forsøge at supplere med nogle nuancer, for efter at have været her i snart et helt år, forekommer det mig, at verden ser meget forskellig ud alt efter hvilke briller, man har på. Jeg har altid troet, at det var et nogenlunde nuanceret billede, de danske medier præsenterede, men jeg kan godt se nu, at jeg har været meget naiv. Hernede kan jeg følge diverse løbende sager i både de lokale og de danske (og andre vestlige) medier, og forskellen er ofte slående. Et spørgsmål, som de fleste journalister stillede, var: ”er du ikke bange for at gå ud?”. Det forekom mig, at situationen, som den har akkumuleret i de danske medier, nærmest må have givet folk det indtryk, at Tehran var i en slags undtagelsestilstand og at der lå snigskytter på lur på gadehjørnerne for at få ram på os vesterlændinge! Men sådan har det jo slet ikke været. Tværtimod har mange iranere ikke engang kendt til urolighederne foran ambassaden og alle andre steder i byen er livet gået videre, business as usual. Jeg har også passet mit arbejde og har været travlt optaget af at få orden på universitetsanliggenderne og har brugt mange timer på at søge om forlængelse af mit visum. Iranere, der har hørt om situationen, har reageret forskelligt. Langt de fleste nysgerrigt og medfølende. Andre med forargelse og krænkelse. De folk, der har været krænkede, har opfattet det som om JP trykte tegningerne udelukkende med det formål at fornærme muslimerne. Ingen af dem, jeg har talt med, har dog set tegningerne og alle har måttet indrømme, at de manglede ordentlig baggrundsinformation. Men hele sagen har langt fra været så dominerende, som de danske medier forestiller sig og som den i øvrigt har været hjemme i Danmark. Jeg har ikke følt mig truet en eneste gang, selv ikke i dag, hvor jeg bevægede mig hen til ambassaden for at se, om der stadig skulle være demonstranter. Det var der ikke. Der var en stribe fra militærpolitiet udstationeret foran ambassademuren. Ingen ambassadefolk var at se, hverken iranske eller danske. Men lugten af brand hang i luften og murene rundt om ambassaden samt i parken overfor var fuldstændig malet over med slogans a la ”ned med Danmark”, ”ned med England [!]!, ”ned med USA” osv. Det, der gjorde mig mest trist, var ambassadens opslagstavle, hvor man havde skrevet følgende: ”dette er ytringsfrihed: hån af en fjerdedel af verdens befolkning […]”. Ved siden af hang Khomeinis kontrafej. Det er mit inderlige håb, at konflikten snart må slutte, såvel hjemme som ude, og at folk rundt omkring kan finde ud af at række hånden ud og invitere til en mere åben og venlig dialog…

Midt i alt det her er Moharram-måneden så på sit højeste. I dag er det den tiende dag, kulminationen ashura, og jeg har været med mine venner, Hamid og Shirin, rundt for at se på optog og indsamle gratis mad! Mange religiøse mennesker anser det som en særlig fortjenstfuld pligt at dele mad ud til de fattige (og alle andre) i sørgemåneden. Så vi lagde ud med morgenmad: safranbudding, frokosten stod på kebab samt et flot udvalg af gryderetter, der efterhånden havde hobet sig op på bagsædet i bilen. Men så tog jeg også hjem, for jeg orkede ikke flere sørgesange, sorte skjorter, folk i optog, der slår sig på brystet, og grædende mænd og kvinder. I bazaren har der været hemmelige, illegale optog med folk, der slår sig til blods med dolke. Rundt omkring i gaderne har blodet flydt fra de utallige får, der er blevet ofret og sorte bannere og lejlighedsslogans skrevet med bloddryppende kalligrafi har domineret gadebilledet. Selve sørgeceremonierne går dog i reglen roligt for sig og folk synes, det er underholdende at se de sortklædte mænd bære store standarder, stortrommer og piske sig i takt med kæder. Paradoksalt nok er det for mange af de unge en god lejlighed til at flirte lidt med det modsatte køn og se hinanden an!

I morgen er det fredag og dermed almindelig fridag, lørdag er den 22. Bahman, revolutionsdagen, så da har jeg også fri og så er det tilbage på pinden på søndag. Men fire fridage i træk er ikke at kimse ad for en, der normalt arbejder seks dage i ugen. Så i morgen og måske i overmorgen står den på bjergvandring. Og så skal jeg have gjort noget mere ved min jobsøgning, for det går ikke så hurtigt med at finde nyt arbejde, som jeg havde håbet på.

Om få dage er det faktisk et år siden, at jeg ankom til Tehran som ”immigrant”. Det vil sige, at på nær mit ophold i sommer og i november-december har jeg været her et års tid. Det har – nok meget naturligt – givet anledning til en del refleksion. Jeg synes, jeg har lært utrolig meget det sidste års tid. Det vigtigste, jeg har lært, er at man skal blive ved med at kæmpe for at nå de mål, man efterstræber. Ikke give op. I hvert fald ikke i Iran. Her er alt det umulige muligt, når bare man bliver ved. At få opholdshjemmel, et sted at bo, få katten herned og ikke mindst at finde en vej ind på arbejdsmarkedet og universitetet har været en lang og sej kamp. Og tit har jeg været tæt på at give op. Men det gjorde jeg så ikke alligevel. For jeg ville blive. Lidt efter lidt har tingene ordnet sig. Stadig mangler visse ting at gå i orden, men nu kan jeg se, at det også nok skal ordne sig. Og jeg gætter på, at jeg kommer til at tilbringe i hvert fald de næste tre års tid her, indtil mine studier er tilendebragt. Jeg er meget, meget glad for at se, at det kan lykkes. Men jeg ved også, at det aldrig ville være gået, hvis ikke min familie og mange venner – både her og i Danmark havde hjulpet mig med både praktiske ting og med moralsk opbakning. Det er en hjælp, jeg fortsat vil være afhængig af, så den er højt værdsat! Måske ville jeg – såfremt jeg havde vidst, hvor lang tid, det ville tage for tingene at falde bare lidt på plads – ikke være rejst herned. Måske ville jeg have ment, at et års kamp og spekulationer, heraf syv måneders nomadetilværelse, ville have været for hårdt og ikke det værd. Men det har været det værd og det har gjort mig stærkere og mere optimistisk end jeg var før. Så alt i alt går jeg det næste år i møde med masser af håb og optimisme og ser de forskellige hindringer som småsten på vejen…

Røre...

Jeg sidder her og skriver disse linjer en sen søndag aften. Egentlig ville jeg først have skrevet i morgen eller i overmorgen, men pres fra bekymrede familiemedlemmer og venner derhjemme gør, at jeg nok hellere må ile med en opdatering, så ingen skal bekymre sig unødigt. Jeg hentyder naturligvis til Muhammed-situationen, som de sidste par dage er eskaleret kraftigt. Jeg er i den sidste uges tid blevet kontaktet af flere journalister hjemmefra, der ville vide, hvordan ”den danske situation” så ud hernede. Og jeg har kunnet berolige med, at der ikke var andre reaktioner i medierne hernede end referater af hvad der er hændt i resten af Mellemøsten. Desværre har situationen så også bredt sig hertil de sidste par dage. Men jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er bekymret for situationen hernede (faktisk bekymrer den hjemlige situation mig væsentligt mere) og indtil videre er der intet, der tyder på, at det vil komme til at ligne de arabiske landes reaktioner. Jeg vil gerne komme med så objektivt og neutralt et bud som muligt på, hvorfor situationen ikke umiddelbart giver anledning til panik. Som jeg ser det, er der to årsager hertil. Den ene er kulturel/religiøs. Iranerne er shiamuslimer og selvom det ikke er dogmatisk betinget, så er der her en tradition for at man i høj grad ser gennem fingre med billedforbudet. Det er meget aktuelt i gadebilledet lige nu, for Moharram-sørgemåneden har sat ind og alle vegne ses der store plakater med tegninger af Profetens barnebarn, Hossein, hvis martyrium for fjortenhundrede år siden højtideligholdes. Der er dog ikke billeder af Muhammed nogen steder, og det ville også være at gå over grænsen. Men den anden grund, jeg tror, der spiller ind, er at iranerne lige nu har temmelig travlt med en vis anden sag, den diplomatiske kattepine med det internationale atomagentur. Den sag tager en hel del mere af politikernes opmærksomhed og rummer også en reel trussel for landet. Det kan bekymre mig en del mere end Jyllandspostens fadæse. Det er derimod meget rørende, at mange iranere, der ved, at jeg er dansker, kommer hen og spørger deltagende og bekymret, om jeg har været udsat for nogen ubehageligheder de sidste par dage! Det har jeg jo ikke, og forventer det som sagt heller ikke. Iranerne tager som sædvanlig afstand fra araberne og dermed også deres reaktioner imod danskerne i de arabiske lande.

Faktisk ville jeg hellere have brugt det meste af mit krudt i dette indlæg på noget helt andet: jeg er nu formelt studerende på Tehrans Universitet! I dag blev jeg formelt immatrikuleret og fik studiekort udleveret, forsynet med mit tilslørede kontrafej! Bagefter gik jeg over på det humanistiske fakultet, hvor jeg skal læse, for at se, hvilke fag, jeg skal have, men det kan jeg først få oplysninger om i næste uge, hvor man skal indskrive sig på de fag, man ønsker. Stadig har jeg en del bøvl med alt det administrative og jeg skal nok på en ti-tyve forskellige kontorer endnu før både forsikring, visum og alle de studierelevante papirer er gået i orden. Men der er lys for enden af tunnelen!

Snekaos, sne og kaos...

Ja, vinteren har sat ind nu. Vi har haft en masse snefald. Især i de nordlige dele af Tehran, mens de sydlige dele stort set er gået fri eller er sluppet med lidt regn. I torsdags faldt der faktisk så meget, så det ikke var til at få en vogn til at køre mig hjem fra arbejde og da jeg endelig fandt en, tog det halvanden time (!) at komme hjem! Bilen sad fast i sneen og tog et par rutsjeture undervejs. Men hjem kom jeg da. Og når man så kan tænde op i gaspejsen og se ud over tagene, der er dækket med sne, og bjergene til den anden side, der er fuldstændigt pudret til, så er det bare smukt. Jeg har ikke været ude at stå på ski endnu, men snart viser der sig nok en lejlighed. Pisterne hernede (især den ved Dizin, øst for Tehran) er berømte for deres gode puddersne. Men hvad forstår bønder sig på agurkesalat?! Jeg har aldrig stået på ski i mit liv og har aldrig været tiltrukket af vand i fast form, så selvom det kunne være sjovt at prøve at stå på ski, er det næppe den sportsform, der tiltrækker mig mest... Til gengæld har jeg fået godt fat i min svømning igen. Jeg går i svømmehallen hver lørdag morgen og tager den store tur med sauna, tyrkisk bad og jacuzzi bagefter. Jeg får også brugt mit Pilates-program ind imellem. Så selvom man ikke lige får taget så mange bjergture som i sommers, så får jeg da skelet lidt til nytårsforsætterne...Den store og gode nyhed hernede er, at jeg er blevet godkendt til optagelse på Tehrans universitets ph.d.-studie. Det er meget spændende, men også lidt skræmmende for mange vanskeligheder ligger forude. Selve det administrative med optagelsen og indskrivningen m.m. tager også sit. I formiddag har jeg fx været med 7 (syv!) forskellige taxier – dog heldigvis fordelt på 3 ruter – rundt til kontorer på både universitetet og Videnskabsministeriet for at få styr på optagelsespapirerne og ansøgning om studentervisum. Og jeg blev ikke engang færdig, for den sidste fyr på min liste, som skulle underskrive, stemple og registrere, var der ikke i dag, så jeg kan få lov at tage turen igen i morgen eller overmorgen! I mellemtiden er det spændende at se, om det administrative bøvl også tvinger mig til udlandet. For på ministeriet siger de, at jeg ikke kan få et uddannelsesvisum fra Iran, men skal rejse til Danmark eller et andet land for at få visummet fra den iranske ambassade der! Det har jeg ikke meget lyst til at bruge tid og penge på, men måske finder jeg en udvej. Vi får se. Ellers må jeg jo tage toget til Istanbul og så tilbringe nogle dage der (bare rolig, jeg holder mig langt væk fra fjerede væsener!).Bortset herfra er jeg i fuld gang med at lede efter et nyt job. Jeg er meget glad for det, jeg har, for mage til frit og behageligt arbejdsmiljø skal man lede længe efter hernede. Men lønnen er desværre ikke høj nok, og selvom jeg er stillet en lønforhøjelse i udsigt, så tvivler jeg på, at det vil kunne løbe rundt på sigt. Min løn svarer lige præcis til, hvad jeg betaler i husleje (200.000 toman, ca. 1.400 kr.)! Så lige nu lever jeg faktisk af opsparede penge, men sådan kan det jo ikke blive ved. Og selvom jeg har fået et stipendium til dækning af mine uddannelsesomkostninger, så dækker det næppe ekstra transportudgifter og bogindkøb. Så der skal hentes flere penge hjem. Men jeg tror på, at det snart lykkes mig at finde noget godt...Nå, jeg vil se at få noget fra hånden, men jeg vender snart tilbage med nyt...

Arbejde og fornøjelse...

Nytåret hernede passerede lige så umærkeligt som julen. Jeg var inviteret hjem til min ven, Babak, på friskskudte agerhøns fra gårsdagens jagt (som jeg dog ikke havde været med på). Om aftenen holdt jeg mig vågen så længe, jeg orkede og fik så ringet til familien og ønsket godt nytår. Dagen efter var jo arbejdsdag som alle andre søndage er hernede. Jeg fejrede dog alligevel nytåret lidt idet min chef foreslog, at vi spiste nytårsfrokost ude. Så vi besøgte en fin restaurant, der serverede specialiteter fra det Kaspiske Hav (dog var kaviar ikke på menuen!) og på den måde forsvandt lidt af det hverdagsagtige heldigvis. I den forgangne uge har jeg været fra det ene kontor til det andet for at få ordnet formaliteterne omkring min ansøgning om optagelse på Tehrans Universitet. I første omgang skulle jeg indenom Videnskabsministeriet, ind på to forskellige afdelinger i to forskellige dele af byen. Da de bevilgede mig tilladelse til at søge ind på Tehrans Universitet, var det så forskellige kontorer her, jeg skulle ind på og igennem deres forskellige procedurer med formularer og dokumentation osv. Men nu er sagen så gået ind i sin sidste fase, forstået på den måde, at jeg nu har afleveret alle papirer hos et råd, der på søndag skal tage stilling til mine kvalifikationer. Jeg er spændt på udfaldet, ikke mindst fordi de har bedt om at se karaktergennemsnit og selvom mit faktisk er pænt, så ser et snit på lidt over 10 ikke ud af noget hernede, hvor topkarakteren hedder 20! Naturligvis har jeg sørget for at vedlægge min ansøgning en forklaring af det danske karaktersystem, men alligevel kan det tænkes, at man vil synes, mit snit er lidt lavt fordi et snit på 20 hernede er noget, mønsterelever kan præstere, hvorimod jeg ikke har hørt om nogen danske studerende med et snit på 13. Så nu får vi se. Jeg holder vejret i spænding… Men det værste, der kan ske, er jo at de afslår og da jeg heldigvis har stipendiet på hånden, gælder det i så fald bare om at søge ind på et andet universitet. Universiteter er der nok af hernede. I mellemtiden går dagligdagen sin vante gang med små afvekslinger indimellem. For eksempel var jeg i den forgangne uge på Museum for Moderne Kunsts Cinematek, hvor der var præsentation af en ny iransk film med efterfølgende debat. Instruktøren, en ung, feteret kvindelig skuespiller, som her debuterede som spillefilmsinstruktør, var til stede og gav sine bramfrie holdninger til kende på mødet og svarede beredvilligt på publikums spørgsmål og ris og ros. En del af de tilbagevendende emner i debatten var iranernes virkelighed og dagligdag. I filmen blev den skildret ud fra et forholdsvis skeptisk-pessimistisk synspunkt og mange tilskuere mente, at filmen var for mørk og dyster. Under alle omstændigheder var det interessant at følge debatten. Jeg tror, at iransk film er en af de klareste indgangsvinkler til at forstå det moderne iranske samfund i dag. Tidligere har litteraturen haft en mere fremtrædende rolle som scene for samfundsdebat, men jeg opfatter det som om filmen i nogen grad har overtaget den rolle. I går aftes var jeg på tæppeudstilling i en del af det tidligere kejserlige palads, Sa’dabad. Udstillingen var kommerciel, dvs det var tæppehandlere og tæppeproducenter, der her viste creme de la creme af iranske tæpper. Der var nye og gamle tæpper, men ikke antikke tæpper som sådan. Tæpperne rangerede bredt fra nomadetæpper over klassiske ”bytæpper” til de rædselsfulde såkaldte ”tableau-tæpper” der oftest er knyttede kopier af berømte malerier, alt lige fra de berømte grædende børn (kendt fra ethvert loppemarked med respekt for sig selv) til kopier af van Gogh o.a. Så der var noget for enhver smag. Selv brugte jeg en del tid på at beundre nogle tæpper med gengivelser af klassiske jagtmotiver, som man kender dem fra iransk miniaturemaleri. Men de var desværre prismæssigt udenfor min formåen; de kostede 5-7 mio. toman, svarende til ca. 35.000-45.000 kr.! En anden aften tog jeg med en af mine venner, Farhad, op i stenparken i den nordlige bydel, Park-e Jamshidiye. Her gik vi i mørket på de glatte sten op imod bjergene. Vi stoppede ved en cafe (der før revolutionen havde været diskotek!) og røg vandpibe og drak the inden vi tog hjem til mig og spiste chile con carne. Vejret var bidende koldt, måske især fordi vi var på motorcykel, så jeg havde to halstørklæder og to par bukser på og frøs alligevel! På hjemvejen stoppede vi op i en af de øde gyder i mit kvarter og Farhad gav mig nogle indledende lektioner i motorcykelkørsel. Det skal jeg nok få lært og jeg har stor lyst til at lære både at køre bil og motorcykel, selvom motorcykelkørsel faktisk er forbudt for kvinder, så jeg skal ikke regne med at investere i en motorcykel!

På gensyn om ikke så lang tid, khodahafez!

Mit kvarter

Her et billede af en af gaderne i mit kvarter. Bjergene ses desværre ikke så tydeligt, som de gjorde i virkeligheden den morgen, på vej til arbejde.